Den har været ventet med spænding, den nye biografi »Salinger«, der netop er udkommet i USA. Bogen handler om en forfatter, der levede det meste af sit liv skjult fra offentligheden, og som fascinerer lige så meget i dag, tre år efter sin død som 91-årig, som han fascinerede, mens han levede. Den bruger hidtil ukendt stof, herunder breve, til at fortælle om manden bag romanen »The Catcher in The Rye«, der på dansk først hed »Forbandede ungdom«, senere »Griberen i rugen«, og som til dato har solgt i henved 65 millioner eksemplarer. Dens styrke er, at det hele – manden, hans liv, hans verden og hans værk – hænger så godt sammen.
Men biografiens styrke er måske også dens svaghed? Kan det virkelig passe, at alt kan forklares? Det vender vi tilbage til. Sikkert er det, at der var noget, der gik skævt for den mand, biografien handler om. Eller som der står i den allerførste sætning: »J.D. Salinger brugte ti år på at skrive »The Catcher in the Rye« og resten af sit liv på at fortryde det«. Her er historien, sådan som biografiens forfattere, David Shields og Shane Salerno, fortæller den. Kort fortalt.
J.D. Salinger vokser op i et bedre middelklassemiljø i New York City. Hans mor er jødisk, hans far katolik. Han begynder tidligt at skrive og får udgivet en del noveller i forskellige tidsskrifter, på et tidspunkt også i det mest prestigefyldte på de kanter, The New Yorker, og selv da han under Anden Verdenskrig er blevet sendt til Europa som efterretningsofficer, fortsætter han med at skrive og publicere. Forfatter er han hele tiden. På den anden side ændrer krigen alt.
J.D. Salinger, en privilegeret ung mand, der håber, at krigen vil blive et eventyr, at den vil få ham til vokse som menneske og modnes som forfatter, oplever i stedet, at krigen slår ham i stykker. Han deltager i kampene i skovene ved Aachen, hvor hans kammerater dør i tusindvis af kulde, maskingeværsalver, eksplosioner og sult. Han er en af de første amerikanere, der når frem til KZ-lejren Kaufering IV, hvor ligene ligger i rådnende stabler, hvis da ikke det, der ligner lig, i virkeligheden er mennesker, der stadig, forgæves, klamrer sig til livet ...
Traumer
Den letlevende, unge amerikanske intellektuelle bliver aldrig mere den samme. Anden Verdenskrig ødelægger mennesket Salinger, men skaber den store forfatter af samme navn. Eller det er i hvert fald sådan, den nye biografi om ham beskriver det. Havde det ikke være for krigen, var »The Catcher in the Rye« aldrig blevet den roman, den blev. Aldrig. Godt nok er romanen en beretning om en utilpasset ung fyr, Holden Caulfield, der bliver smidt ud af skolen og strejfer om og siger »fuck« til det hele og er dybt skeptisk over for voksenverdenen, men den er også – på et dybere plan – en roman om noget andet: Om en fyr, der har krigens vrede i sig, al den sorg, fortvivlelse og desperation, som netop krigen afsætter i et følsomt menneske. Caulfield har, forstår man på »Salinger«, mere til fælles med en traumatiseret soldat end med en fremmedgjort teenager. Uden krigen, ingen Caulfield. Eller i hvert fald ingen Caulfield, som han endte med at blive i den roman, hvor han er hovedperson. Salingers traumer gemmer sig i Caulfields hoved.
Hvis det er sandt, og det er muligt, var der næppe mange, der bemærkede det, da »The Catcher in the Rye« udkom i 1951. At romanen overhovedet fik læsere, var i øvrigt ingen selvfølge, for verdenslitteraturens store antiautoritære mesterværk var nær aldrig udkommet. Manuskriptet havde ellers været så grueligt meget igennem. Salinger bar rundt på færdige kapitler på strandene i Normandiet, i de skove i Tyskland hvor amerikanske soldater døde som fluer, i KZ-lejrens helvede og på det psykiatriske hospital, hvor han lige efter fredsafslutningen i Europa i 1945 blev indlagt med posttraumatisk stress. Alle disse ting overlevede bogen på vej til sin tilblivelse, men som det fortælles i »Salinger«: Den jungle, som New Yorks forlagsverden udgjorde, med dens skepsis og angst og smålighed, var nær ved at være for stor en udfordring.
Men romanen udkom, og den blev, som så meget verdenslitteratur, først både hædret og hånet, men efterhånden mest hædret. Mange film og bøger ville næppe være blevet det, de blev, hvis ikke den bog var blevet til noget, og David Shields og Shane Salernos biografi nævner det naturligvis ikke, men kan man forstille sig Leif Panduros »Rend mig i traditionerne« og Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld« uden »The Catcher in the Rye«? Sikkert ikke. Desværre kan man heller ikke forestille sig mordet på John Lennon uden »The Catcher in the Rye«, for Lennons morder, Mark David Champan, var besat af – og perverst inspireret af – bogen. Ligesom Robert Bardo var det, da han dræbte skuespillerinden Rebecca Schaeffer. Ligesom John Hinckley var det, da han forsøgte at dræbe præsident Ronald Reagan. De historier fortæller »Salinger« også.
Selvmordsmission
Der er – på godt og ondt – en verden før og efter »The Catcher in the Rye«, og det var der så også for J.D. Salinger personligt. Efter udgivelsen blev hans liv, skal man tro »Salinger«, én lang selvmordsmission. Han trak sig tilbage til sit hus i New Hampshire, han ville forsvinde, men han ville gøre det langsomt, med udgangspunkt i de forskrifter for det rigtigt levede liv, der står at læse i de ældgamle indiske religiøse skrifter »Vedaerne«.
Det er i det hele taget, og stadigvæk ifølge »Salinger«, umuligt at forestille sig forfatteren uden den betydning, religionen fik for ham fra 1948 og resten af hans liv. Han blev – igen – en helt anden, og han værnede om sit offentlige ry, men skyede samtidig pressen som pesten. Han blev ved med at skrive, og manuskripterne findes, og de vil blive udgivet hen ad vejen, nu da han er død. Han havde stadig kvinder, og han fastholdt den passion for de purunge af slagsen, som fik sit første og mest glamourøse udtryk, da han som ung datede dramatikeren og nobelprismodtageren Eugene O'Neills billedskønne datter, Oona O'Neill. Ifølge »Salinger« kom han sig aldrig over bruddet med sin gamle flamme, der som kun 18-årig blev gift med en person, der på det tidspunkt var uendeligt meget mere berømt (og meget ældre), end han selv var: Filmikonet Charlie Chaplin.
Fascinationen af kvindelig ungdom? Hvordan hænger det sammen med forfatterskabet? Det hænger alt sammen sammen, skal man tro »Salinger«. Forfatteren var vildt optaget af ungdommen, ja, nærmest besat af den, af dens mulige uskyld og dens mulige fandenivoldskhed. Derfor havde han disse mange forhold til alle disse mange helt unge kvinder, derfor elskede han dem, når de var kun lige på vej ind i en anden alder, derfor slog han hånden af dem, når de var blevet alt for voksne. Også her passer pengene, ifølge biografien. På samme måde som Salingers forfatterskab, stadig ifølge bogen om ham, i så høj grad blev, hvad det blev, på grund af krigen, kredsede hans forfatterskab også til stadighed om den ungdom, han fandt så henrivende udfoldet hos Ooana. Liv og værk var ét. Det er påstanden i »Salinger«. Det er næsten for perfekt til at være sandt. Men det er en besnærende tanke ...
Krydsklipning
»Salinger« er i øvrigt ikke nogen traditionelt opbygget biografi, men en litterær pendant til en dokumentarfilm af samme navn, der har amerikansk premiere i morgen. Det kan mærkes på formen. De knap 700 sider består af et filmisk flimmer af forfatternes egne bidrag, krydsklippet med udskrifter af samtaler med nogle af de mange mennesker, de har talt med i løbet af deres ni år lange arbejde på bogen, plus tekster der allerede har været trykt. Berømtheder som skuespillerne Edward Norton og forfatteren Tom Wolfe medvirker også, men uden i øvrigt at have nyt at bidrage med om Salinger. Det er en distraktion. Sådan at bruge nulevende berømtheder til at kaste glans over tingene giver mening, når en afdød berømthed skal portrætteres på film. På tryk virker det krukket.
Men værd at læse er den stadig, den nye bog om J.D. Salinger. Man kan have lidt dårlig samvittighed over at læse så meget om en mand, der ikke ønskede at være en offentlig person. Man kan vælge ikke at købe bogens præmis om, at liv og værk kan være så tæt forbundet, som det hævdes, for er livet ikke altid mere selvmodsigende end som så? Salinger er under alle omstændigheder en god historie. Det er bogen om ham også.
