Han slog sprækker i de finlitterære haller

I »Jeg spejder ud over Stalins hoved« dyrkede finske Pentti Saarikoski en egen poetisk prosa. Eller var det prosaisk poesi?

»Jeg spejder ud over Stalins hoved« af Pentti Saarikoski. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved hans dør stod journalister, og indenfor skrev han tekster, der udfordrede 1950ernes modernisme, så det slog sprækker i de finlitterære haller. Og så oversatte han, vel som den hidtil eneste, både Homers »Odysseen« og James Joyces »Ulysses«.

Pentti Saarikoski blev født i 1937 og døde i 1983, men nåede i det korte tidsspand at blive en fascinationsfigur – han var boheme, drukkenboldt, notorisk liderbuks – og sætte sit mærke i ikke bare finsk litteratur, men også i forfattere langt uden for landets grænser.

Som i Danmark, hvor Christina Hagen eksempelvis har skrevet: »Jeg tror på alt, hvad han skriver. Jeg væmmes og begejstres hele tiden over, at han er så tøjlesløs en horebuk og dranker, og samtidig så uskyldigt barnlig og poetisk.«

Peter Laugesen har også omtalt Saarikoski med beundring. »Med ham og andre, men mest med ham, trådte talesprogets naturlige rytme ind i den finske poesi«, skriver han, og det er præcis dét, »talesprogets naturlige rytme«, der tegner »Jeg spejder ud over Stalins hoved«, der udkom på finsk i 1969 og nu er oversat til dansk.

»Vi sidder i Hafnarsstræti på en snackbar/hvor man får heitar pylsur og hamborgarar«. Sådan åbner Saarikoski, og som den sprogkyndige vil vide, er manden og hans kæreste i Island. Og allerede her støder digtets linjebrud, der vel altid rummer en vis dramatisk patos, mod indholdets prosaiske karakter.

Det er Saarikoskis hovedgreb i bogen, hvor tekstens »vi« nogle gange henviser til manden og rejseledsagersken, men andre steder til et større kommunistisk fællesskab, der også opsøges i Reykjavik. »Vi diskuterede spørgsmål som interesserede begge parter./Diskussionen blev ført i en positiv ånd. Partiets fm. var interesseret i Finlands politiske situation./Jeg ville vide hvor Islands sprit­butik lå.«

Den sidste linje redder passagen fra flad partisnak. Sådan er det dog ikke alle steder, og hverken det kommunistiske engagement, hadet til Amerika eller tankerne om Vietnamkrigen er dér, synes jeg, hvor bogen lever.

Forandrede finsk poesi

Det er tværtimod i de små observationer og lyriske glimt. Som når »Solen lyste igennem øreflippen på en arbejdsmand« eller når manden ser op mod »et non-stop af bjerge«.

Bogens anden del, der er på blot 40 sider, har større litterær styrke end den første. Her er teksterne, hvor manden atter er hjemme i Finland, kortere, mere kondenserede.

Vel er der provokerende udsagn som »Man taler dårligt om Stalin,/Om de døde er det let,/men hvad gjorde han som var værre end de andre:/lod en brændeovn bygge og skubbede dem//der havde bygget den derind.«

Men altså også en kimende klar poesi, som i den sidste sublime tekst ude fra sommerhuset, hvor han arbejder. »Jeg drak aftente,/læste i en bog,/sad på bådebroen,/gættede på hvad de lavede i de andre huse«, begynder den og foretager så en bevægelse fra krebsen nede i lommelygtens lyskegle og op på himlen, mens han er »rolig som før døden«.

Saarikoski døde selv som 46-årig. Da havde han allerede forandret finsk poesi indefra, som en anden trojansk hest, og begået dét, der i dag kaldes autofiktion. Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård havde endnu ikke skrevet ét forfatterord, da han skrev litteratur, der indfoldede hans eget liv med druk, bøger og kommunisme.

»Jeg laver mit liv om til fiktion, så det kan fremstå sandt«, har han sagt. Og i »Jeg spejder ud over Stalins hoved« demonstrerer han glimtvis, hvor god han er til det. »Hans prosa danser«, skriver han et sted om russiske Vaslav Nijinski. Det passer fint på ham selv.

Titel: Jeg spejder ud over Stalins hoved. Forfatter: Pentti Saarikoski. Oversættelse: Helena Idström. Sider: 117 Pris: 180 kr. Forlag: Basilisk.