Der sker noget, men det sker langsomt. I norske Roy Jacobsens smukke roman »De usynlige« er tiden vigtig, og forandringer i tiden er vigtige, men det er forandringer over mange år, det handler om, for det er en familiehistorie, der fortælles, og sådan en tager tid. God tid.
»De usynlige« er historien om de usynlige. Om dem, der ikke kan ses fra fastlandet. Om fiskerbonden Hans Barrøy, der har taget sit efternavn efter den nordlige norske ø, som hans slægt har boet på i generationer. Om datteren Ingrid, der vokser op omkring forrige århundredskifte, og som, selv om romanen ingen hovedperson har, dog er den vigtigste, for det er hende, der udvikler sig mest, der lærer mest, der en dag må tage over, hvor andre må slippe.
Og selv om »De usynlige« handler om et liv, der går langsomt, for det gjorde det på den slags kanter i gamle dage, så rummer romanen også sine dramaer: Dødsfald. Forgæves forsøg på at få afsat en datter af huset som noget hushjælp, derovre på den anden side af vandet. En næsten skæbnesvanger tur til købmanden samme sted, efter sirup og brystsukker. Et uventet besøg af en skummel fremmed, der kommer sejlende og opfører sig, som om øen er hans, som jages væk og intet får med, men som alligevel forandrer alting så meget, at der er et før og et efter.
Så der sker noget, ja, men det meste af det, der sker, er det daglige, det nære, og det kan Roy Jacobsen skrive frem med rolige ord, der lander så præcist ude på den næsten nøgne ø, der kun er »en lille kilometer fra nord til syd og en halv kilometer fra øst til vest«. Roy Jacobsen har sans og evne for den skønhed, der ligger i at bruge ord, der konkret beskriver en konkret virkelighed, sådan som den var engang et sted. Han bruger ord, der giver farve til teksten, netop fordi man som nutidslæser ikke lige forstår dem. Ord som »hjeld« og »agneboden«. Som her:
»Allerede midt i januar satte de den første hjeld op. De havde ikke haft andre hjelde på Barrøy før end den, de tørrede garn på. Nu satte de først en op, så en til. I slutningen af marts havde de tre, alle på højdedragene mod vest. Der tørrede de tolv tons fisk i løbet af de måneder, og det er ikke dårligt for to mand med to en halv kælling i agneboden, det er næsten tre tons tørfisk.«
Metafysisk tilstedeværelse
Og selv om alt således er såre konkret, er der også en metafysik til stede. Den rører sig i menneskenes sind, men også i naturen, som når Roy Jacobsen skriver om en pludselig stilhed på øen: »Man snakker om stilhed før storm, om, at stilheden kan være et varsel, et ladegreb, eller at den kan betyde noget, som man er nødt til at bladre længe i en Bibel for at forstå rækkevidden af. Men stilheden på en ø er ingenting. Ingen snakker om den, ingen husker den eller sætter navn på den, hvor stærkt den end rammer dem. Den er det lille glimt, de får ind i døden, mens de stadig er i live.«
Se, så godt kan det gøres og skrives, når det er Roy Jacobsen, der skriver. Det kan godt være, at en fjern norsk ø i en fjern tid er noget meget fjernt, men i »De usynlige« kommer det fjerne tæt på. Meget konkret. Og ret så suverænt.
Titel: "De usynlige".
Forfatter: Roy Jacobsen. Smukt oversat af Camilla Christensen. Sider: 216.
Pris: 299,95.
Forlag: Gyldendal.
