Bagest i bogen har Kjell Askildsen skrevet en note. Her takker han stilfærdigt forlægger Torleiv Grue og forfatter Terje Holtet Larsen, der overbeviste ham om, at novellerne, skrevet mellem 1998 og 2004, fortjente at blive udgivet: »Uden deres indsats ville denne bog aldrig været blevet til«.
Det er vildt. På flere måder. Ikke mindst fordi de 12 noveller i »Venskabets pris« så let kunne være forblevet i Askildsens skuffe. Men også, fordi det siger noget om, hvor selektiv den 86-årige, næsten blinde nordmand stadig er med, hvad han udgiver.
At novellerne nu findes for læserne, og endda også i dansk oversættelse, er en gave, for de er både gode og umiskendeligt askildsenske: En distanceret fortællestemme, ordknappe afsnit, insisteren på det konkrete, det symbolfri, og en misantropisk grundtone.
Ud af stilen og klangene træder mænd, der har svært ved at kommunikere og måske, måske ikke, savner varme og meningsfulde relationer til andre mennesker. Som i åbningsnovellen, den kammerspilslignende »Konrad T.«, hvor Konrad besøger sin gamle, blinde far: »Han gjorde det uden glæde, men han gjorde det; han kunne ikke få sig selv til at lade være.«
Hos faren læser Konrad op af avisen. Tale sammen kan de ikke, ja, selv når de forsøger at tale om dét at tale, går de i stå. »Mor snakkede da meget«, siger Konrad, og faren svarer »Nej, der husker du forkert«. Afløst af et lakonisk »Så sad de tavse igen.«
Da Konrad er ved at gå, beder faren ham hente en flaske rødvin og et glas. Netop alkoholen er et af de frirum, Kjell Askildsens mænd opsøger. Et andet er sex. Selvforglemmelsens steder. I »Willy Hassel« går en mand således ud i skoven og masturberer: »Han satte sig på en stub et stykke fra stien og fremmanede billedet af en modstræbende kvindekrop, og til sidst gav hun ham, hvad han ønskede.«
Gensidig påvirkning
Men bagefter møder han en anden mand og tænker, at manden måske har set ham. At han måske er trådt ind i et af hans få frirum. Virkeligheden er i det hele taget sjældent et sted, mændene bryder sig om at være. Heller ikke i venskabets form.
I titelnovellen har en mand kontaktet hovedkarakteren, og læseren forstår, at de engang var venner. Hovedkarakteren undslår sig flere gange, men giver sig til sidst. Noget må der være sket, siden der er grund til at ses, tænker han, men da de omsider mødes, må han hive ordene ud af den gamle ven, og han er heller ikke selv nogen smalltalkens mester.
Den gamle ven siger til sidst, at han husker, hvordan han, altså hovedkarakteren, engang holdt en tale og sagde, at et venskab var i fare, når »den gensidige påvirkning ophørte.« Det kan hovedkarakteren ikke huske, at han nogensinde har sagt.
Det uforløste, og den glimtvise vrede som springer fra uforløstheden, er typisk for Askildsens noveller, der sjældent er på mere end tre sider, men alligevel er nådesløse i deres præcision. Om forfatteren i sidste ende holder af de mænd, han fremstiller så nøgent, er tvivlsomt. Men der er helt sikkert en stor forståelse for det, der har gjort dem til det, de er. Og nu holder de bare ud.
Vel skriver Askildsen om en type mænd, der er mange flere af i hans generation end i min: De tavse, knudrede mænd med de tavse, knudrede fædre. Men at læse handler ikke kun om identifikation, men også om indblik. Blandt andet derfor er Askildsen en oplevelse.
Titel: Venskabets pris. Forfatter: Kjell Askildsen. Oversætter: Jens Christian Grøndahl. Sider: 96. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.
