»Nej, ikke alt det der skinner er guld«, sang Leif Sylvester Petersen i nummeret »Morgenstund har guld i mund«.
Ordene fra Clausen og Petersens folkelige og 1970er-politiske succesalbum »Store Sonja« - i dag et tilløbsstykke på You Tube - melder sig på tværs af årtierne som en association i forbindelse med Victor Boy Lindholms digtsamling »Guld«.
Misforholdet mellem de ved første øjekast skinnende og glitrende overflader og tingenes sande væsen er et hovedtema i bogen og spilles med eftertryk ud i flere digte. Typisk er en tekst med den tvetydige og ironisk underløbende titel »Jeg tror vi får en vidunderlig fremtid sammen«:
»når jeg vasker mig i badet/kigger jeg forelsket på mig selv/tænker jeg på guldkæden om halsen/på status og symboler/på din lille krop/når jeg vasker mig i badet/lille sølvfisk/er jeg åh så nice/for jeg fatter ingenting/er jeg kongen/der køber oplysning/og forvandles til det totale bedrag«.
Det jeg, der optræder i digtene, og som også kaldes »turistjeget« boltrer sig tilsyneladende veloplagt på både den hjemlige festscene og de solbeskinnede græske sandstrande med »en fit body«, med solbriller, strandstole og paraplydrinks, men alt er bestemt ikke guld, fred og ingen fare.
Victor Boy Lindholm dyrker ganske konsekvent modsigelsens og undermineringens strategi med placeringen af gloser og vendinger, der kommer til at stå som alarmblink og katastrofesignaler i teksternes glimmer- og overfladeverden: »overophedning«, »konfliktmine«, »risikosamfund«, »atomsøen« eller »asken over byen sukker og sukker«.
Krisebevidsthed og undergangsvarsler er en dominerende side af »Guld«. Victor Boy Lindholm sender tilsyneladende sine digte ud på en mission, hvis formål er demaskering af tidens moralske forfald, og selv om den ironiske tvetydighed er en del af metoden, så er der ingen tvivl om, at den drivende kraft bag det poetiske projekt er ambitionen om at udstille uegentligheden, hykleriet, uforpligtetheden, overfladiskheden og ikke mindst medløberiet i forhold til de højreradikale kræfter i Europa.
Tidstypisk
Digt for digt cirkler »Guld« sig frem mod en mere og mere intens oplevelse af den globale depression og gradvist skrues op for indignationsniveauet frem imod afslutningsdigtet »Jeg er for træt og går i seng«:
»jeg er sorgens skamfuldhed/jeg er britney spears remix/der på en strand på rhodos/spiser kødfyldte grilspyd/mens jeg tænker kødfrimandag/kære velmenende eksalkoholiker/jeg er brøndens sorte hul/et neonfyldt dansegulv/i en ferieby i juli/jeg er gennemsnitsalderen 16 år/og jeg er sodavand med tung billig vodka/jeg er alt det forfaldne/kære dagligtpendlende flypassager/fuck dig og dine argumenter/din afstand til virkeligheden er hvad der i virkeligheden/ødelægger os ...«
Det giver god mening, at Victor Boy Lindholm har sat et citat af den indædt og radikalt samfundskritiske østriger Thomas Bernhard op foran i bogen, som en slags indgangsbøn til digtenes tidsopgør:
»Det afgørende er/om vi vil lyve eller/om vi vil sige/og skrive sandheden«.
»Guld« ligner et bidrag til en ny bølge af politisk bevidst poesi, hvor dommedagsstemning, globalt engagement og moralsk afstandtagen krydser selviagttagelse og skamfuldhed, og hvor ironien mobiliseres til afbalancering af forudsigeligheden og de politisk korrekte holdninger.
Victor Boy Lindholm melder sig med guldkæde om halsen som et vidne til tidens feber og elendighed med netop denne tidstypiske dobbelthed i attituden. Hans digtes jeg både deltager i og fordømmer festen.
Titel: Guld. Forfatter: Victor Boy Lindholm. Sider: 87. Pris: 150 kr. Forlag: Kronstork.
