»Bogstaverne danser. Hvem er jeg?«
Det er Guy Roland, det flimrer for, og som stiller sig selv det store eksistentielle spørgsmål. Eller måske hedder han ikke Guy Roland, men Jimmy Pedro Stern og er en græsk jøde, der under besættelsen boede i Paris og – for at undgå nazisternes jødesøgende blikke – kaldte sig Pedro McEvoy.
Ja, det er ikke meget, man kan fortælle om Patrick Modianos »De dunkle butikkers gade«, før dens æske- og spejlkabinetkonstruktion giver sig til kende på måder, man også kender fra Paul Austers tidlige forfatterskab.
Romanen, der i 1978 vandt den prestigiøse Prix Goncourt og var medvirkende årsag til, at Modiano sidste år blev hædret med Nobelprisen, er en art postmoderne kriminalroman, hvor hovedpersonen – lad os for nemheds skyld kalde ham Guy Roland – indledningsvis arbejder på et lille detektivbureau i Paris.
Da hans chef går på pension, beslutter han sig for at rette alle sine evner inden for efterforskning mod sig selv. Hvilket slet ikke er så enkelt, som det kunne lyde: Alt, hvad der skete før og under Anden Verdenskrig, er slettet fra hans hukommelse i noget, der må være en monumental fortrængning.
En forbrydelse eller en anden form for uhyrlighed har, slutter man under læsningen, fået bevidstheden til at udføre denne konsekvente sletning og gjort Roland til en mand uden fortid – og dermed også til et menneske uden identitet og forankring.
Dyb refleksion
Hans jagt på sig selv fører ikke bare Roland rundt i det Paris, Modiano i roman efter roman har beskrevet indgående med vejnavne og husnumre, men også til Italien og Polynesien.
I Rolands søgen findes også det, der ligner Modianos dybere forehavende, nemlig at vise, at identitet er en flydende, diffus størrelse. For etablerer man først en eller anden form for selvforståelse, en slags selvopfattelse, vil det siden vise sig, at man – hvis man som Roland begynder at spørge andre om, hvem man er – fremstår som noget helt andet, tredje eller fjerde.
Det hele findes altså inde i hovedet – i ens eget eller i dens hoved, der betragter én – og inden for erkendelsesteorien kaldes denne tilgang til verden for solipsisme. Sikkert er det, at der er en fornemmelse af klaustrofobi over »De dunkle butikkers gade«, hvor Roland leder efter sig selv og hele tiden løber ind i noget, der måske, måske ikke, er blindgyder.
Det er samtidig svimlende, hvordan Modiano har arrangeret sin historie, der ikke, som en almindelig kriminalroman, handler om et mord, men er en dybere refleksion over selvet i en form, der med sin detektiv og sin brug af suspense leger med den gamle, trætte genre. Og hvor er det prisværdigt, at forlaget Lindhardt og Ringhof - der ellers har en noget broget udgivelsesprofil – nu har udgivet fem af franskmandens værker, det ene bedre end det andet.
Alene de sidste linjer i »De dunkle butikkers gade« giver et sug med deres skift fra det konkrete til det eksistentielle. Forud for dem går beskrivelsen af en lille pige på en strand i skumringen. Hun græder over, at de skal hjem, vil så gerne lege videre, men moren trækker af sted med hende. Modiano skriver så: »Hun fjerner sig. Hun er allerede drejet om hjørnet, og forsvinder vore liv ikke lige så hurtigt i mørket som denne børnesorg?«
Titel: De dunkle butikkers gade. Forfatter: Patrick Modiano. Oversætter: Victoria Westzynthius. Sider: 256. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
