»Fordi Hisao Kikuchi havde kæmpet i Pelelius bjerge, kunne han ikke længere udholde tørst. Hans krop, hans sjæl, alting inde i ham frygtede den nu.«
I 1944 angreb amerikanerne Stillehavsøen Peleliu, hvor en lille, men strategisk beliggende landingsbane skulle overtages. Det lignede en overkommelig opgave, men japanerne forsvarede øen med stor hidsighed og søgte desuden ly for bomberne i et bjerg, som tusinder af menige havde udhulet med hakker og sprængstof.
Slagene blev nogle af de blodigste i Stillehavet under Anden Verdenskrig. Flere end 12.000 blev dræbt.
Den franske forfatter Hubert Mingarelli skriver sig i »Manden der var tørstig« ind i gruen via den unge soldat Hisao, der var i bjerget, mærkede tarmene ryste i kroppen under bombningerne og så andre soldater dø.
Da læseren møder Hisao er krigen ovre, alt er tabt, og han er på vej hjem til sin forlovede, Shigeko, som venter på Japans nordligste ø, Hokkaido. Men da toget en morgen gør et kort ophold på en øde strækning, må Hisao hoppe af for at stille sin tørst. Han drikker duggen på en sten, men toget fortsætter uden ham og kufferten, hvori han har et jadeæg – en gave til hans forlovede, som han aldrig har set.
Nu er der ikke andet for end at rejse efter kufferten, og Hisaos fremtid tegner sig på flere måder uklar: Vil han finde kufferten, og vil hans forlovede kunne leve op til de forestillinger, han har opbygget om hende under krigen?
Tynget af indre bagage
Men selv om fremtiden fylder meget i Hisau, så fylder fortiden endnu mere. Gruen og tabet af sodatervennen Takeshi hjemsøger ham i drømme, og »På den måde begyndte slaget om Peleliu forfra hver nat.«
I et af romanens flashbacks til rædslerne i bjerget beskrives de sjæleskader, der skal komme, blandt andet sådan: »Pludselig kom roen tilbage, bjerget holdt op med at bevæge sig, de spyttede støv ud, de tørrede sig om munden, holdt op med at ryste, og sådan begyndte deres liv i mørket.«
Det sidste led i sætningen giver mening på et dybere plan: Hisaos liv formørkes efter krigen af traumer, og hans behov for lindring, selv den mindste, er subtilt beskrevet med hans ubændige tørst. Efter vand, javel, men også efter indre ro, efter lindring, og det mærker læseren på Hisaos vej gennem landet efter kufferten og sin forlovede og i hans møde med andre mennesker, som Mingarelli optegner enkelt, men præcist.
»Manden som var tørstig« er, sit emne til trods, ikke nogen voldsom læseoplevelse. Heldigvis. I stedet for at svælge i dramaet, såvel det ydre som det indre, har Hubert Mingarelli – der har et rigt forfatterskab bag sig – valgt et lavmælt, stramt og nøgternt sprog, der ligesom opdæmmer al smerten og får den til at stå og dirre mellem ordene i de mange korte kapitler.
På engelsk bruges udtrykket traveling light om at rejse med en lille, let oppakning. Den vending synes også i spil, omend ironisk, i »Manden der var tørstig«, hvor Hisaos rejser uden noget, ikke engang sin kuffert, men er tynget af en indre, tung og uhyre uhåndterlig bagage. På den måde er romanen en fortælling om at bære fortiden. Når den er tungest.
Titel: Manden som var tørstig. Forfatter: Hubert Mingarelli. Oversætter: Anne Marie Têtevide. Sider: 160. Pris: 250 kr. Forlag: Etcetera.
