Sara har ikke meget at grine ad. Hun er godt nok godt gift med en lækker mand og papmor til to henrivende små piger, og hun bor i en herskabslejlighed på Østerbro, og manden er selfmade og tjener rigtig godt, men det går bare ikke rigtig godt, og hvorfor det ikke gør det, vender vi tilbage til om lidt.

Lad os først slå fast, at når der alligevel er noget at grine ad i Kirsten Hammanns brillante nye roman, »Alene hjemme«, så skyldes det forfatterens syleskarpe sans for detaljer, replikker og situationer. Hun kan, som få andre, beskrive det sort-humoristiske midt i elendigheden. Hun kan, som få andre, skildre et hverdagsdrama, så man næsten modvilligt morer sig, ikke over tilværelsens ulidelige tyngde, men over dens absurditet. Det er skarpt gået.

Sara, 38 år, er bogens absolutte centrum. Hun omtales ganske vist i tredje person, men det er med hendes blik, alting ses, også hende selv. Det ser ikke godt ud:

»Sara er firkantet og grim og har svært ved at trække vejret. For et års tid siden købte hun en bog med vejrtrækningsøvelser for at lære at gøre det på den rigtige måde,« står der et sted i romanens begyndelse. Og lidt senere: »Hendes krop er sat forkert sammen, og det bliver ikke bedre af at tvinge den til alt det, den ikke kan. Det er til at tude over ...« Et par hundrede sider længere henne i romanen ser det ikke bedre ud:

»Sara er forkert, siger noget forkert, er på det forkerte sted, hører ikke hjemme nogen steder, alene udenfor.«

At Philip, hendes mand, overhovedet i sin tid har valgt hende, og at han gerne bedyrer hende sin kærlighed, og at han gerne vil realisere drømmen om »det perfekte liv« med hende, ændrer ikke på Saras skræmmende selvhad og ambivalente forhold til sig selv og alting. Hun prøver at læse sig til et bedre liv, men også det mislykkes.

»Hun gemmer bøgerne bag de andre i reolen, så Philip ikke opdager dem. Han synes, selvhjælpsbøger er det platteste i verden, og det synes Sara også, det er så pinligt, at hun læser dem, så også for hende selv er det rart, de er ude af syne. Hun vil hellere indrømme, at hun ser porno på nettet, end at hun læser den slags«.

Skarp sorthed

Åh, hvor går det skidt, men ondt bliver til værre, da hele familien får en venskabelig relation til den lækre overbo Frederikke, der ellers gik rundt deroppe i sin lånte lejlighed og skreg sin seneste kærlighedssmerte ud. Hun er ikke mindst rigtig god ved børnene, men hvad nu med hende og Philip, kongen af Stockholmsgade 45? Kan han holde sig fra hende?

»Hun (Sara, red.) sidder under middagen og kigger på Frederikke og alt det, der er smukkere end hende selv. Hun ser hende med Philips øjne, de læber, han kan umuligt ønske andet end at mærke dem rundt om sin pik, det tænker Sara altid, når hun ser en svulmende og sensuel mund, at den må være god til at slikke pik, og hendes bryster, hvorfor skal Philip nøjes med Saras små ...«

Saras deroute er langsom og smertefuld. Philip forærer hende en dyr alene-rejse til Bhutan, og hun nyder faktisk turen, hvor alt på forhånd er minutiøst tilrettelagt, men da hun kommer hjem, vil hun bare sove – til morgen, til middag og til aften - »for nu skal hun finde på det hele selv igen«. Og Philip giver hende et lækkert kurophold i Sverige, men igen er hun alene, og det er valentinsdag, og der er ellers kun elskende par til stede, og det er grusomt og pinligt.

Det går nedad og nedad, og i Saras hoved blander den personlige nedsmeltning sig med apokalyptiske forestillinger om verdens snarlige undergang. Og det bliver værre endnu.

Sjovt? Nej, ikke spor. Ikke på dén måde. Men så alligevel, for Kirsten Hammann skriver sortheden frem med en veloplagt, desperat energi, som man næsten kun kan blive i godt humør af. Midt i al den foruroligende tristesse.

Titel: Alene hjemme Forfatter: Kirsten Hammmann Sider: 320. Pris: 299,95 Forlag: Gyldendal