Hvad er forskellen på Richard Strauss og de kendte valsekonger af samme navn?
I runde tal som forskellen på nat og dag:
Richard Strauss var manden bag blodige operaer og timelange orkesterværker. Han stod ved sin sene død i 1949 som indbegrebet af tysk musikkultur anno dengang.
»Et stort, distræt barn med sur mund,« skriver dramatikeren Romain Rolland et sted.
»Han er høj, slank, ganske velklædt, fremstår aristokratisk og synes at stamme fra en mere raffineret race end de andre tyske kunstnere omkring ham.«
Kort sagt: Familiernes navne ligner et af musikhistoriens mest uheldige sammentræf. Johann Strauss d.y. med de ferme valsetakter snobbede ned efter champagnedrengen i os alle. Hvorimod mangen lytter i eftertiden nok har snobbet lidt op efter den senromantiske og ekspressionistiske navnebror.
Eller hvad? Lå der selv i geniet Richard Strauss et gen af noget folkeligt? Måske ligefrem en legitim frygt for døden og den evige glemsel?
Kun store fortællinger
Jakob Levinsen er aktuel med den første biografi om komponisten på dansk: »Den liflige musik – Richard Strauss som komponist og undersåt.«
Vi kender forfatteren som smagsdommer og musikmand med en overordentlig vid vifte af viden. Levinsens speciale er de emner, der for alvor har betydet noget og gjort en forskel for folk.
Hvor de fleste musikbøger skriver en lille historie op, har Jakob Levinsen gjort sig til ekspert i det modsatte:
Store fortællinger som populærbiblen »Ringenes Herre« og Richard Wagners liv og færden koges ind til et umiddelbart tilgængeligt format. Altid med resten af litteraturen om emnet læst og forstået. Altid med humoren i højsædet.
Bogen om Richard Strauss ligner på en vis måde hans bedste til dato. Simpelthen fordi komponisten selv var ambitiøs på en lige så filtreret måde. Fordi hans livsværk rimer en smule mere på kunnen end villen – og dermed kan beskrives relativt udtømmende på bare et par hundrede sider.
Eller som han selv skulle skrive til en bekendt: »Handling og roller! Ingen digtning! Ingen tanker! Teater!«
Og det med undersåtten i ham gælder hele vejen rundt. Richard Strauss var under tøflen på sin frue, på magthaverne med skrårem og løftet højrearm, måske endda også på sin egen skaberkraft og monstrøse kunnen.
Tyskland skiftede i hans levetid fra kejserrige til udskældt republik, magtgalt tredjerige og efter Anden Verdenskrig så til republik igen.
Og manden selv komponerede bare. Han giftede sig rigtignok med den excentriske og hysteriske Pauline og fik endda en søn. Han gav også efter for nazisternes tilnærmelser og blev på ondt og ondt synonym med deres officielle musikpolitik.
Men han komponerede først og fremmest. Strauss led af et næsten kynisk tunnelsyn over for andet end sine egne toner, nævner Levinsen et sted.
»Hans irritation over krigen skyldes tilsyneladende udelukkende dens mulige betydning for hans egen verden.«
Det lidet behagelige faktum er vel at mærke bevidnet mange steder – også flere end dem, Levinsen nævner.
Succes på trods
Det var til gengæld det utroligste, han fik fra hånden.
Levinsens bog er bygget op om de 16 operaer, alle genfortalt på ganske få linjer. Lidt af en kunst i sig selv!
Fra ungdomsværket »Guntram«, der skulle få så sørgelig en skæbne – om end Pauline sang en af hovedrollerne.
Over verdenssucceserne »Salome« fra 1906 med nøgenscenen og »Elektra« fra 1908 med den stærkt ekspressionistiske musik til »Rosenkavaleren« fra 1910 med dens komiske pastiche over genrens klassikere.
Premieren på »Salome« bliver på en vis måde det 20. århundredes åbningstakter. Kolleger som symfonikeren Gustav Mahler, modernisten Arnold Schönberg og operaskaberen Giacomo Puccini er på plads i Dresdens smukke operahus.
Det er en vis Adolf Hitler også. Hævdede han da selv.
Altså brok med borgerskabet i »Salome« og vild ekspressionisme i »Elektra«. Og det næste øjeblik så elegant pastiche i »Rosenkavaleren«. Vel et af operahistoriens mest kontroversielle stilskift.
Salome i sin opera forlanger Johannes Døbers hoved på et fad. Marskalinden i pastichen »kan nøjes med at bruge sine sølvfade til deres oprindelige formål«. Haha.
Strauss arbejdede sammen med karismatiske Hugo von Hofmannsthal om seks af operaerne. Første gang i »Elektra«, sidste gang i den musikalsk meget vellykkede »Arabella« fra 1933.
At samarbejdet er succeser på alverdens scener endnu i dag kan godt overraske. For komponist og tekstforfatter skrev sjældent på samme opera. Eller som Levinsen skriver om »Die Frau ohne Schatten« fra 1919:
»Hvad er det egentlig for en historie, Strauss og Hofmannsthal har villet fortælle – og er det i det hele taget den samme?«
Under tøflen
Jakob Levinsen ser ikke sjældent et masochistisk træk hos komponisten. Trækket kunne ikke overraskende slå ud i det modsatte sommetider: Hvis man ville omgås Tysklands største komponist, skulle man kunne tåle mosten.
Fascinationen af filosoffen Friedrich Nietzsches ord om overmennesket fik omvendt sit mindst usympatiske udtryk i Strauss’ værker: »Han forstod sin inspirationsilde til bunds ved at turde tænke og handle selv,« hedder det i bogen.
Om hans musik ligefrem er liflig, kan vel diskuteres. Den virker snarere uendeligt rig på toner og tjekkede virkninger. Tilhøreren får altid noget for pengene i Strauss’ kunst. Selv i knap så stærke værker.
Men jo: Da hans livs sidste krig er forbi, da de allierede har sat fredningsskiltet på hans græsplæne, da han selv er blevet afnazificeret og så småt kan se frem til en død i fred – da kommer noget af det lifigste i europæisk musik faktisk.
Især hans »Vier letzte Lieder« står på en måde som det 20. århundredes største eftermæle. Seklet var ikke kun modernismens storhedstid, hører vi. Det var også længslen efter det tabtes epoke.
Takket være Richard Strauss’ insisteren på at stå ved sig selv. Var han bange for døden til sidst? Eller længtes han snarere efter den?
Når han en sjælden gang smiler, aner man et træk af bedsteborgerlig tilfredshed på hans læber. Et træk, Jakob Levinsen beskriver så rammende: At »der er ikke noget at komme efter«.
Noget lignende kan man sige om hans egen bog.
Der er ikke noget at komme efter. Intet svagt punkt i det faglige. Ingen slinger i det stilistiske.
Humorister vil elske forfatterens karakteristiske svaghed for menneskets dårskaber og det sublimt platte.
Som da Richard Strauss højtideligt rejser en gravsten i sin bayerske have over ungdomsværket »Guntram«. Eller da han skaber »Die ägyptische Helena« og dermed et værk med »operahistoriens eneste syngende konkylie«.
Hvad bogen har af ambitioner på det indre plan, savner den til gengæld i ydre udstyr. Den kan i den forstand ikke konkurrere med særligt Norman del Mars monumentale trebindsværk.
Men den er desto bedre fortalt, mindre præget af personlige præferencer og nok så præcis i vurderingen af de enkelte mesterværker. Dem med Hofmannsthal som tekstforfatter ikke mindst.
Læs den. Hør så meget som muligt af musikken. Mærk en komponist, der var øjenvidne til Europas storhed og fald – og som selv blev en af de største.
Vor tid har været god ved Richard Strauss og spiller ham stadig mere. Der var ikke noget at komme efter. Hverken i hans håndværk eller holdninger. Heldigvis.
Jakob Levinsen. »Den liflige musik – Richard Strauss som komponist og undersåt«. Gyldendal. 217 sider. Ikke illustreret.
