For halvgamle brokkehoveder

Er der noget halvgamle mænd ikke behøver, er det en vejledning i at være irriterede, og denne »Håndbog for halvgamle mænd« er da også et festligt katalog over de fleste af de uskønne tilbøjeligheder, denne aldersgruppe af hankønsvæsener med tiden ubønhørligt udvikler.

Foto: Scanpix

Her tegner forfatterne Bjarne Schilling og Gorm Vølver et karikeret, kærligt (selv)portræt af halvgamle mænd, med hang til oldboysfodbold, grilludstyr, brokkeri, klager, nattisseri, paneret mad, drikfældighed og hår ud af næser og ører. Bogens kerne er »99 gode emner til brok«. Denne halvgamle anmelder kunne ikke stå for opfordringen til at brokke sig over »engelske ord, som efterhånden bruges overalt. Hvorfor hedder ’udsalg’ ikke længere udsalg, men ’sale’, og hvorfor bliver ’efterårskollektion’ til ’Autumn Collection’? Fordi reklamerne skrives af sprogligt retarderede handelshøjskolefolk (Copenhagen Business School)...« Det er jo ikke kun sjovt, det er også sandt! Hep, hep!