Halv hovedstad

Den svenske forfatter Madeleine Hessérus har skrevet en aldeles overvældende og ambitiøs fremtidsroman om et kønsopdelt Stockholm.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tankeeksperimentet i svenske Madeleine Hessérus’ fremtidsthriller »Byen uden kvinder« ligner et feministisk fatamorgana og et murstensmurværk i grå og kønsløs beton. Men man skal ikke lade sig vildlede af et sært litterært setup, hvor mænd og kvinder lever adskilt på hver sin side af en høj bymur. For vælger man på forhånd at afvise romanens vilde idé, snyder man sig selv for en af de mest interessante læseoplevelser, man kan få i denne bogsæson.

Vi befinder os i et kønsopdelt Stockholm i en nær fremtid. Som følge af årelang uro med voldtægter og kvindemord en masse vokser mistroen kønnene imellem, optøjerne fører til krigslignende tilstande, der til sidst munder ud i opførelsen af en mur som i Berlin eller på Vestbredden. I den sydlige del bor kvinder og små børn, i den nordlige lever mænd og vandrotter, det vil sige drenge og unge mænd, der holder til i kloakkerne.

Den midaldrende Jakob Hall, der bor i skærgården, ankommer en regnfuld morgen til byens kaotiske, kvindehadende nord, hvor han som en slags hemmelig agent skal spionere og konspirere blandt den korrupte magt-elite. Den forandrede by giver ham mindelser om gamle dage, om hans ungdom og hans kærlighed til kvinden Hedda, som han ikke har set, siden muren blev bygget. Da han tilfældigt møder tre modløse og historieløse unge mænd, fortæller han dem sin egen og byens historie.

Disse mænds skæbner vikler sig efterhånden ind i hinanden. Samtidig brydes hovedhistorien indimellem af bogens egentlige fortæller: en kvindestemme fra en fjernere fremtid, hvor muren omsider er fjernet, og hverdagen er tilbage til noget nær status quo.

Madeleine Hessérus, der allerede gjorde sig bemærket med romanen »Isola«, også her i Danmark, slår med dette værk sit navn fast som en af Sveriges mest interessante forfattere. Trods romanens rammefortælling og tilsyneladende feministiske eller måske bare feminine intrige, er intet sort-hvidt. Sproget og fortællestilen er desuden kontant og koncis, nærmest maskulin. Tonen lettere distanceret og uden de store følelsesladede beskrivelser. Tempoet langsommeligt og sindigt.

At bogen på bagsiden sælges med »en bølge af brutale kvindemord« som madding er i øvrigt noget nær falsk varebetegnelse og vil formentlig medføre både skuffelse hos blodtørstige krimilæsere og afskrække potentielle fans (mordene omtales først på side 145). For man må inderligt håbe, at »Byen uden kvinder« finder sine læsere, og at læserne finder den. Sjældent har man set tankevækkende samfundskritik pakket så intelligent ind. Som poetisk, essayistisk fremtidsthriller, selv om bogen hverken kan betegnes som lyrik, essay eller krimi.