Udover at være en af Danmarks absolut mest betydelige billedkunstnere er Per Kirkeby også en glimrende forfatter med talrige digt- og essaysamlinger på samvittigheden. Mange af dem er tekster om kunstnere, Kirkeby selv er optaget af. Edvard Weie, Edvard Munch og El Greco eksempelvis.
Nu foreligger en ny bog bestående af mindre tekster fra årene. Hvilke år fremgår ikke. Det kunne ellers være interessant at vide; specielt i betragtning af at bogen er udstyret med nye tekster, der kommenterer de gamle tekster. De nye er trykt i kursiv. Deraf bogens navn. »Kursiv«.
Det er jo en frugtbar idé. Kirkeby er en af den slags sansende mennesker, der ikke kan gå en tur, uden at der kommer et mindre essay ud af det. Så meget har han på hjerte. Så stort er behovet for at meddele sig til omverdenen. Og glæden ved at sætte ord sammen, fornemmer man.
Men når han nu kigger påældre tekster med erfaringens gustne overblik, så kunne det godt nok være praktisk at vide, hvor langt tilbage de ligger. Så tidløse er de nemlig heller ikke. Kirkeby har et meget konkret forhold til sine oplevelser.
Og mens vi er ved manererne, så er det altså træls, at han - uden dog at gøre det konsekvent - omtaler en lang række af bogens personer ved fornavn. Mennesker med et vist kendskab til Per Kirkebys liv og levned kan nok regne ud, hvem der er tale om, i det omfang dét overhovedet er interessant, men hvad med andre læsere? Kunne de ikke have glæde af at vide, hvem Per og Poul er? I et forord - kaldet Preface (helt ærligt!) - forsøger forfatteren at imødegå kritikken ved at skrive, at et noteapparat ville være større end bogen selv. Jo, men det er jo ikke dansklærerforeningens kommenterede udgivelser, der er tale om. Blot et par årstal og nogle efternavne.
En vidende mand
Ellers er bogen virkelig glimrende på en fin og uprætentiøs måde. Kirkeby kan som nævnt skrive, han har et stærkt sansende forhold til sin omverden, og han véd noget om tingene.
Allerbedst er han ved denne lejlighed, når han skriver om sine egne arbejder. Det gør han uden at levere facitliste eller fortolke noget som helst ihjel (og han er nok intellektuel, men ikke akademisk, og slet ikke på den krukkede måde), men ved at delagtiggøre læseren i sine overvejelser. Udbytterige er også hans betragtninger om andre kunstnere, han respekterer, og forskellige tendenser i tiden, han ikke er begejstret for. Som nu manien med at plastre landets rundkørsler til med som oftest elendige skulpturer: »Som overdimensionerede begravelseskranse. Måske af borgmesterens tantes søn, der har kunstneriske tilbøjeligheder,« som Kirkeby spydigt skriver.
Anledningen er selvfølgelig, at Kirkeby selv har ladet sig overtale til at lave no'ed kunst til en rundkørsel. Hans eneste undskyldning må være, at det er i Aars. Og Aars er jo nærmest en Per Kirkeby-temapark i forvejen.
Interessant er selvfølgelig også erindringskapitlerne om Knud W. Jensen, Louisianas stifter, der med udstillingen Tabernakel i 1970 var en af dem, der gav Kirkeby og nogle af hans brødre fra Eks-Skolen deres store chance. Så ville Bjørn Nørgaard slagte sin hest, det må man ikke gøre på et museum ifølge en bestemmelse i politivedtægten, Knud W. var heller ikke specielt begejstret for ideen, og brødrene trak sig - selvfølgelig, det måtte de jo gøre - i protest. Resten er (kunst)historie. Kirkeby forholder sig lidt skitseagtigt til disse begyndelser og herunder for den sags skyld også de tidlige grønlandsekspeditioner, der bl.a. berøres i en kærlig erindring om polarforskeren Eigil Knuth. Alt det og meget mere ville det være interessant at læse om en anden gang. Hvad var det nu med den isbjørn, der nær havde spist ham?
