Helle Stangerup har haft gode grunde til at holde sit privatliv ude af medierne hele sit liv. Hun har været bedsteveninde med dronning Margrethe siden skoletiden, hun har været gennem en dramatisk skilsmisse fra greven på Knuthenborg, hun har, som det ses i det omfattende billedmateriale i hendes erindringer, altid været en overordentlig velklædt gæst ved de fine selskaber, som kommer i Billedbladet. Hun har indtil nu holdt sit privatliv adskilt fra karrieren som forfatter, men den har hun skullet leve af, og hun har brændt for den. Det læser man i beskrivelserne af det seje, pedantiske gravearbejde til de historiske romaner og den nye version af Saxos Danmarkskrønike, som Dronningen hjalp hende med.
Nu har Stangerup lukket privatlivs-skodderne op, og hun skriver i erindringsbogen »Bag skodderne« frejdigt og godt om det litterære overklasse-barndomshjem, de meget forskellige forældre og det livsvarigt vanskelige forhold til broderen Henrik, som ikke tog imod en ompylret lillesøster med glæde. Hendes liv har været præget af medfødte knoglesvagheder og hospitalsindlæggelser, som har ført til situationer så barokke som f. eks. den at komme hjem til Knuthenborg i ambulance og blive nægtet adgang, fordi der er flyttet en ny kvinde ind. Skilsmissen kom til at fylde meget i hendes liv, som den også gør det i bogen.
Helle Stangerup fik forældremyndigheden over de to sønner, som har givet hende mange glæder, men at have en søn i Afghanistan har været hårdt. Hun har aldrig været bange for diskussioner og refererer dem med tydelig stolthed, og både en amerikansk og en dansk forsvarsminister har oplevet hende vred. Søren Gade modtog en klage over, at der ikke var helikoptere nok, men svarede venligt, at helikoptere også kunne skydes ned. »Hvad andet kunne man forvente?« fnyser hun. Der kan alle forældre og alle forældre identificere sig med hende. Også dem, som ikke er faste gæster på alle de fine slotte og godser, Helle Stangerup lader dem kigge med ind i. Åbenhjertig er hun, men passende diskret selvfølgelig.
