Hårdhed møder sårbarhed

De nye Ursula Andkjær Olsen-digtes »hårde« odysse gennem svaghedens univers efterlader læseren i en tilstand af uafklarethed.

Ursula Andkjær Olsen når ikke helt op på samme litterære højder som tidligere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolando Diaz

Der skrives og tænkes og komponeres stort i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. Fra debuten i år 2000 med den både sprælske og sprogboblende samling »Lulus sange og taler« har forfatteren lagt bog til bog til én af de senese mange års mest iøjnefaldende succeshistorier i dansk lyrik – med samlingerne »Ægteskabet mellem vejen og udvejen«, »Havet er en scene« og »Det 3. årtusindes hjerte« som vigtige omdrejningspunkter.

Med de nye digte, »Udgående fartøj«, dukker Ursula Andkjær Olsen op i delvis nye sprogklæder. Fra det poetiske totalteater går udviklingen i den nye bog i retning af en langt mere asketisk, enstonig og knugende henvendelse.

Det er let at læse de nye digte i forlængelse af »Det 3. årtusindes hjerte«, hvor abort, tab og sorg var de dominerende temaer. Hos en forfatter, der meget gennemført har opereret med modstillingerne i sine store kompositioner, er det denne gang hårdhedenkontra sårbarheden, det gælder. Næsten som et litterært selvportræt og en udviklingshistorie ført ajour står nogle linjer i bogens begyndelse:

»Jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser/fra mit fjerne indre/tyde dem i deres sammensathed/sprede dem ud i tid//jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere/indtil det punkt, hvor de blev til sten«.

Meget konsekvent arbejder Ursula Andkjær Olsens nye digte i den demonstrativt gråtonede indbinding med en form for sproglige øvelser, der kredser omkring kravet om hårdhed, der – som det også hedder – »stråler på en baggrund af fortrængning/af alt hvad der er skrøbeligt«.

Spejling af bibelord

Fortrængningen som et billede på smerten, den følelsesmæssige understrøm i »Udgående fartøj«, er et gennemgående tema i digtene.

Med ironisk dobbeltbund og antydninger af kulturkritik kan teksterne antage karakter af meldinger fra en samfundsskole eller en militær træningslejr med deres eksercitsagtige eller messende gentagelser af bestemte linjer som for eksempel: »den hårde og nødvendige opdragelse til hårdhed/den hårde og nødvendige opdragelse til hårdhed/den hårde og nødvendig opdragelse til hårdhed«.

Et selvhad lanceres som en nødvendighed, og i forlængelse af konfrontationen mellem svag og hård og den indirekte samfundsdiskussion arbejder forfatteren virkningsfuldt med en spejling af nogle centrale bibelord. Budskabet vendes radikalt om, »had dig selv/som du hader din næste«, og den vrængende attitude bruges med flere lag af betydning og som et apropos og bidrag til værdidebatten: »Jeg skal løfte mit åsyn på jer og give jer fuck«.

Gentagelserne frem gennem teksten er markante elementer i kompositionen af »Udgående fartøj«, og for enden af digtenes, hårdhedens og fortrængningernes smertevej venter det, Ursula Andkjær Olsen med en interessant tidskarakteristik skriver sammen til »tecnoscientificfrelse«. Eller med et andet citat: »paradis som et fartøj i verden med udgang/indgang«.

De nye Ursula Andkjær Olsen-digtes »hårde« odysse gennem svaghedens univers efterlader læseren i en tilstand af uafklarethed. Vist er der en imponerende konsekvens i konceptet, og smerten bag fortrængningerne toner tydeligt frem, men et præg af konstruktion er ikke til at se bort fra, og den anderledes strenghed i sproget svækker måske også vitaliteten sammenholdt med de absolutte højdepunkter i forfatterskabet.

Titel: Udgående fartøj. Forfatter: Ursula Andkjær Olsen. Sider: 200. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.