Sten taler, kødet skriger, lygtepælene vrider sig i livsbegær i den finlandssvenske poets tidlige tekster fra 1920erne. »Jeg slynge vil/med stærke skarpe/ord/i verdens kaosbrus/min ungdoms trods,« lyder det typisk i samlingen »Hårda sånger«, hvor modsætningerne tørner voldsomt sammen i ordsammensætninger som »livsdødsbrydekam« og »hadelskede«.
I den senere fase af forfatterskabet afløses den revolutionære og ekstatiske livsindpiskers hensynsløsheder af en anderledes stilfærdig omhu for ord og natursansninger. »Til sidst har jeg lært mig at se/med blomsters øjne« sammenfatter nogle linjer den nye nænsomhed. Diktonius hører til den poetiske modernismes nordiske avantgarde, og Christian Graugaard har føjet en ny bedrift til gendigtningerne af Werner Aspenström og Rolf Jacobsen. Sverige, Norge, Finland. Graugaard fortjener nordisk hæder.
