Håkan Nesser er en filur, og med det in mente skal man læse hans underfundige eventyr »Elleve dage i Berlin« om den unge og mentalt træge Arne Murberg. Og så skal man bide mærke i bogens indledende citat af Astrid Lindgren, om at: »Noget budskab har jeg ikke. Men jeg vil gerne sprede en helt almen tolerance over for menneskeligt vanvid.«
For hvad enten man vil tage dette udsagn for pålydende, eller man kan høre hofnarrens sætten-ord på det usagte, så har Nesser slået tonen an i et lindgrensk hurlumhejhus af et litterært univers. Hovedpersonen tænker på tværs af normaliteten, og handlingen bevæger sig fra konkret her-og-nu virkelighed til magisk eventyrlighed og tidsforskydning.
Samlet set bliver det til en underholdende, fabulerende fabel om at tro på det gode i mennesket og ikke lade sig begrænse af fastlåste normer.
Med Nessers sproglige overskud og mangfoldige inspiration fra både nævnte Lindgren samt Faust, Evert Taube m.fl. vokser den i begyndelsen lidt langsommelige lidelseshistorie sig stor og skør, og den folder sig til sidst ud med vidunderligt og vanvittigt vid til en burlesk beretning om en ung mands løsrivelse fra familietraumer, hovedtraumer og hverdagens trummerum.
Langtrukken i sin fjollethed
Arne Albin Hektor Murberg er et grundlæggende godt menneske, hvilket muligvis beror på, at han som knægt fik rystet hjernen af led under et fatalt hovedspring fra en klippe. Han har siden haft en smule svært ved at fange alle nuancer i forståelsen af stort og småt i tilværelsen. Men han er, som han da også selv pointerer, ikke dum, og han kan, viser det sig, mere end de fleste.
Da Arne Murbergs far lå på sit dødsleje, afslørede han over for sønnen, at moren, den smukke Violetta Dufva, ikke som hidtil fortalt døde i en drukneulykke ved Vesterhavet. Hun stak af med en trubadur ved navn Lummersten, da Arne var godt et år, og det forlibte par bosatte sig i Berlin.
Den døende far bad Arne om at rejse derned for at finde hende og overbringe hende et lille aflåst skrin. Så da han er begravet, rejser Arne til den tyske hovedstad, godt belæsset med gode råd og bekymrede formaninger fra farbroren og tanten, hans reserveforældre.
Her møder han den handicappede Beate og den forrykte Litvinas, der hver især har deres egen fortælling i historien. Beate er eneste pige i en stor søskendeflok, fra fødslen svagelig og af sin far betegnet som en ulykke. Hun var tæt knyttet til sin nu afdøde morfar og stor fan af Astrid Lindgren og især Brødrene Løvehjerte, hvorfor hun har lært sig svensk.
Anatolis Litvinas er netop udskrevet fra psykiatrisk varetægt, har muligvis levet i hundredvis af år, kan hypnotisere og har i øvrigt gang i noget skummelt i en mørk lejlighed i Kyffhäuserstrasse, hvor Arnes mor muligvis bor.
»Elleve dage i Berlin« er en dejlig bog, om end den ikke er Håkan Nessers bedste. Første del bliver lidt for langtrukken i sin fjollethed, selv om det hele efterhånden giver mening, og barokken rocker. Den anbefales som hyggelæsning og til eftertænksomme tanker om normalitet, normer, naivitet og næstekærlighed.
Titel: Elleve dage i Berlin. Forfatter: Håkan Nesser. Oversætter: Jan Mølgaard. Sider: 349. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.
