Håbet er stadig et skadedyr

Svenske Lena Andersson dissekerer den ugengældte kærlighed i »Uden personligt ansvar«.

Lena Andersson følger med »Uden personligt ansvar« op på succesen »Brugstyveri«. »Uden personligt ansvar« får dog ikke samme effekt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulla Montan

»Håbet er et skadedyr«, tænkte Ester Nilsson i »Brugstyveri«, der udkom i Sverige i 2013 og i 2014 her i Danmark. Begge steder rangerede den blandt årets allerbedste romaner og var en nådesløs skildring af, hvordan ugengældt kærlighed æder sjæl, fornuft og værdighed.

I »Uden personligt ansvar« vender Lena Andersson tilbage til Ester, en smal digter og tænksom essayist, og som læser håber man inderligt, at hun har lært af sit uforløste forhold til kunstneren Hugo Rask. En mand, der i bund og grund ikke ville have hende, og som blandt andet skrev undvigende sms’er, som Ester, trods sin store sprogbevidsthed, ikke forstod. At »Vi snakkes ved« for eksempel ikke afgiver et løfte om noget som helst.

I Esters fejllæsninger lå romanens grumme ironi, og det var ikke bare frydefuldt at læse Lena Anderssons dissektion af forelskelsens og håbets slægtskab med vanviddet, men også smerteligt. Derfor er det også hårdt at erkende, at Ester fem år efter sammenbruddet i »Brugstyveri« atter er på vej ned ad samme vej.

I »Uden personligt ansvar« er det ikke Hugo Rask, hun er dybt forelsket i, men skuespilleren Olof Sten. Han gør det dog klart fra begyndelsen, at han er gift og ikke har nogen planer om at forlade sin hustru.

Ja, han insisterer sågar på, at han og Ester ikke har »et forhold«, hvilket hun i den indledende fase accepterer, ligesom hun hele tiden forsøger at passe sit liv ind efter hans: Er til rådighed, når han har tid, og køber endda en lille Twingo for at kunne køre ham rundt på den teaterturné, hans ensemble drager ud på.

Frostklart sprog

Men hvor det for læseren stod klart, at Hugo Rask var undvigende, er Olof Sten mere ambivalent. Der er noget ved Ester, der også i denne relation er klart den bedst begavede, som indimellem drager ham mod hende. Og det er ikke, fordi hun ikke bliver advaret. Hendes venner – der agerer en art græsk kor, som opsummerer og udlægger affæren – er meget kritiske.

Men Ester er forelsket og igen er »håbet et skadedyr«, der vokser ved Olofs mindste tegn – alt er tegn og teater – på interesse. Og igen er affæren et ødelæggende sted og igen er kærligheden en magtkamp, hvor den part som udviser mindst interesse er ovenpå.

Denne form for økonomi forstår Ester ikke, men det gør Olof og kunne tilsyneladende blive ved ved i én uendelighed. Ester derimod, ja, hun svinder ind til ingenting i de perioder, hvor han ikke giver lyd fra sig og liver op, når han omsider gør det. Det er som at se en narkoman med og uden sit stof, og Lena Andersson skriver som i forgængeren, i et frostklart sprog og driver med nøgtern hånd Ester gennem nedture, lykkesrus og langt ud i desperationen.

Hvordan det ender, skal ikke røbes her, men det gør ondt at overvære, samtidig med, at man glædes over, hvordan det hele er konstrueret og lagt til rette.

Samme effekt som sin forgænger har »Uden personligt ansvar« dog ikke. Dertil er den 100 sider for lang. Og ligner, trods sine forskelle, »Brugstyveri« for meget.

Titel: Uden personligt ansvar. Forfatter: Lena Andersson. Oversætter: Lotte Kirkeby Hansen. Sider: 224. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.