Kan du huske, hvordan det var at være bange for monstre? At ligge vågen om natten og være helt sikker på, at noget bevægede sig bag gardinet? Tankerne bevægede sig ned ad de stier i fantasien, der fører ud til monstre, hekse, børnelokkere og lærere, der æder børn, og det var især skræmmende, hvis du troede, at ingen havde været der før. Så var du helt alene.
Og måske er det derfor, at der er noget befriende over gyserhistorier. De går forrest ud i mørket og lyser det hele op.
Tre nye børnebøger udforsker på hver deres måde de mørke områder af fantasien. Samtidig har de det til fælles, at de er lavet af forfattere med speciale i det visuelle. Og så er de sjove. I hvert fald, når de er bedst.
»Bare en ond drøm« er skrevet af Aino og Ville Tietäväinen. Ville er far til pigen Aino, og bogen er baseret på Ainos drømme fra hun var tre, til hun var seks år. På bogens første sider fortæller Ville den lille Aino, at man ikke behøver være bange for de onde drømme, når blot man fortæller om dem. Derefter får hver drøm sine egne tegninger, tegnet af far og datter i fællesskab.
Det er vildt flot. Og ret fjollet. Kaniner, der hopper i højhælede sko, en nisse, der spiser æblemos og hakkede løg og en grøn troldeork, der kommer på besøg om natten.
Under hver drøm ligger en lille tegneserie, hvor far og datter snakker om drømme, og relationen mellem dem er rørende og rammende. Som far kan man se sig selv i den halvsovende far, der prøver at forklare evolutionen i et totalt forfejlet forsøg på at berolige sit barn.
Det er dog mere tvivlsomt, hvor meget børn får ud af dén side af bogen. Den virkelige hovedperson her er faren, lidt ligesom i nyklassikeren »Go the fuck to sleep«, der både er sjov og fin, men ikke til børn.
Vejvisere ud ad drømmenes mørke stier
Også Onkel Reje – en karakter fra DRs børnefjernsyn med det borgerlige navn Mads Geertsen – gynger frejdigt mellem børnesjov og voksen-tøhø. I »Onkel Rejes (sø)røverhistorier« er tonen dog langt mere direkte: »Hej med dig!« står der som det første. Og så går det gakkede fortællevanvid ellers i gang.
Skolelærer/kannibal Henning bider øret af Lille Lars. Lille Lars får et nyt øre af skolesygeplejersken, der har klippet det ud af et damebad. Der er »råberi, død og ødelæggelse« overalt i Onkel Rejes univers, men ingen tager sig nævneværdigt af det.
Mads Geertsen er oprindeligt grafiker, og det visuelle udtryk vil mange kunne genkende fra hans TV-programmer. Det er collager med absurde detaljer og fuld knald på farverne. Kæmpekrabben Ronaldo har f.eks. hummertis i vinflasken, og skoleinspektøren har curlers i sit hår.
Man skal have en forkærlighed for det latrinære for virkelig at nyde Onkel Rejes humor. Det har mange børn, og hvis man som jeg synes, at det er sjovt, at Kong Neptun vil være nudist, men ender med at få en sørøverskat begravet i sit numsehul, så er både barn og forælder godt underholdt hele vejen gennem den lille farverige sag.
I øvrigt er der også mere end prutter og salami på spil for Mads Geertsen. Onkel Rejes sørøverhistorier er en hyldest til fantasiens uendelige muligheder, glæden ved at drømme og det fantastiske i, at der godt kunne gemme sig en beskægget havfue, næste gang du kommer i svømmehallen.
Den mest uhyggelige af de tre monsterbøger er samtidig den smukkeste. »Mareridtsfabrikken og andre rædsler« hedder den, og den er skrevet af John Kenn Mortensen, der blev kendt for at tegne monstre på post-it-sedler med kontorredskaber.
Stilen er den samme her, men foldet ud på mere plads, og hans tegne-tekniske kunnen er noget af det mest fascinerende, jeg har set. Alt er faldefærdigt og har dybe sprækker, træernes grene kroger sig, og ud af skyggen glider et spøgelse uden øjne.
Teksterne er små rim med uhyggelige pointer, men desværre er de slet ikke på niveau med tegningerne. Rytmen hoster sig af sted, og rimene falder klodset. Hold en hånd over ordene og nyd de fantastiske tegninger!
Mareridtsfabrikken er tilegnet »alle de tapre søvnsoldater«. Det kunne alle tre bøger være. Kender du et barn, der er bange for at være bange, er de på hver deres måde gode vejvisere ud ad drømmenes mørke stier.
