Den ekstreme almindelighed og det sært gådefulde forenes på en helt karakteristisk måde i den islandske forfatter Gyrðir Elíassons noveller. I 2011 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen »Mellem træerne«, så kom romanen eller - som han selv karakteriserede genren - pastoralsonaten »Sandåen«, og nu er han tilbage på dansk med 32 ultrakorte fortællinger, »Kobbermark«. Også de er glimrende oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Da forfatteren fik den nordiske pris, hed det blandt andet i priskomiteens begrundelse, at der var tale om »stilistisk ordkunst på et højt niveau, som skildrer indre og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen«.

Dén dialog er også let at genfinde i en række af de nye noveller, og allerede med titlen udstikkes kursen, for den er en direkte reference til Charles Dickens »David Copperfield«. En af de afgørende pointer hos den islandske forfatter er, at verdenslitteraturen griber meget eftertrykkeligt ind i menneskers liv: »Jeg læste »David Copperfield«, da jeg var 6 år, og det er jeg aldrig kommet mig over.«

Overskridelsen af grænsen mellem kunst og liv er et motiv, der varieres i en hel stribe af bogens bedste fortællinger, fra »Bønderne i Polen«, hvor en kvinde fra Krakow sidder i en fiskerby på Østfjordene og læser »Bønderne« af den glemte polske nobelprismodtager W. S. Reymont, til »I mindet om Edvard«, hvor Munchs maleri i mest bogstavelige forstand udløser »Skriget«.

En af Gyrðir Elíassons vigtige litterære samtalepartnere er den amerikanske digter Walt Whitman. Den historie, hvor han optræder, »Skærmbilleder« kan næsten ikke begynde mere uskyldigt: »Det var sent om aftenen. Jeg sad ved skrivebordet og forsøgte at skrive en artikel om Whitman og hans »Leaves of Grass«, som jeg var blevet bedt om til et tidsskrift.«

Beskærer sine fortællinger

Men fra denne meget banale og genkendelige scene fra et ordinært forfatterliv bevæger fortællingen sig ind i den særlige Gyrðir Elíassonske zone mellem virkelighed og uforklarlighed, og da forfatteren skal til at sætte en linje fra »Leaves of Grass« ind i artiklen, hører han en hosten og får øje på en mand, der sidder i gyngestolen i den modsatte ende af værelset.

Er det fantasien eller drømmen, der tager over, eller er der måske ligefrem tale om overnaturlige eller eventyrlige kræfter? Det svar holder Gyrðir Elíasson tilbage. Men da den gådefulde gæst har forladt stuen, lader han sin fortæller slette dokumentet om »Leaves of Grass« fra computerskærmen.

Den dystre eller foruroligende gådefuldhed er et tilbagevendende træk i »Kobbermark«, og en dimension af ensomhed bidrager yderligere til den særlige, let sørgmodige eller plagede stemning, der med en række hastige glimt sættes virkningsfuldt ind i en ramme af islandsk vejr og natur:

»Det var gråvejr og temmelig køligt. Jeg gik hurtigt for at holde mig varm. Løvtræerne var stadig bladløse, stort set, og skovbunden brun og livløs bortset fra, at enkelte mælkebøtter var begyndt at stikke hovedet frem.«

Med gennemsnitlig fire sider pr. novelle er økonomien i fortællestilen en selvfølge, og kombinationen af en slags sproglig minimalisme med tyngden af det usagte, de endnu ikke åbenbarede hændelser og psykiske mekanismer er en del af den islandske forfatters særprægede, stemnings-fortættede tone.

Som en fotograf beskærer sine billeder, sådan beskærer Gyrðir Elíasson sine fortællinger, og han lader dem for eksempel typisk slutte lige før noget dramatisk sker.

»Der vil ske noget« hedder meget sigende en novelle af Heinrich Böll, endnu et af de stykker verdenslitteratur, Elíasson går i dialog med. Den vældige anelsesfulde opladning af forventning om noget, der vil ske eller måske netop ikke ske, er en del af hemmeligheden ved hans magiske minimalisme og mesterlige fortællekunst.

Titel: Kobbermark. Forfatter: Gyrðir Elíasson. Oversætter: Erik Skyum-Nielsen. Sider: 144. Pris: 199 kr. Forlag: Vandkunsten.