Historien om Brontë-søstrene er i sig selv så god, at man næsten ikke behøver deres romaner.Bechs Forlag har nu genudgivet »Jane Eyre« i Aslaug Mikkelsens velfungerende oversættelse, som så dagens lys første gang i 1944, og som siden er blevet løbende revideret og genudgivet - senest i 1987.
Charlotte, Emily og Anne, født i henholdsvis 1816, 1818 og 1820, var døtre af en mindrebemidlet præst og ud af en søskendeflok på seks. De to ældste af børnene døde af tuberkulose, inden de blev teenagere efter ophold på Cowan Bridge School, hvor også Charlotte og Emily gik. Da faderen erfarede, hvilke hårde kår døtrene levede under på kostskolen, trak han dem hjem igen.
Her udviklede et sjældent søskendefællesskab sig omkring broderen Branwells legetøjssoldater. Soldaterne blev nemlig en aktiv del i børnenes fælles romanskriverier, som med tiden udviklede sig til en serie på flere hundrede sirligt hjemmelavede, tændstikæskestore bøger.
Med tiden blev det til mere udfoldede litterære forsøg. I midten af 1800-tallet blev litteraturskrivning dog ikke betragtet som et dameanliggende, og da søstrene debuterede i 1846 med en fælles samling digte, var det under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell.
Men lige lidt hjalp det: Samlingen solgte kun i to til tre eksemplarer og fik ingen kritisk bevågenhed.
»Guvernante-romanen«
En sådan begyndelse burde jo have taget modet fra selv den mest dedikerede forfatterspire - men ikke Brontë-søstrene. Året efter udgav de hver (stadig under pseudonym) en roman - Charlotte »Jane Eyre«, Emily »Stormfulde højder« og Anne »Agnes Grey«.
Kritikken var hård ved Emilys sortromantiske kærligheds- og galskabsroman fra heden, som blev betragtet som mærkelig, depraveret og usammenhængende. Anne og Charlotte kom bedre fra start. Deres romaner var »guvernante-romaner«, dvs. historier med særligt fokus på de vilkår unge kvinder, der arbejdede som guvernanter, levede under, og begge blev hurtigt store successer. Og så var der ellers hul igennem, som man siger. Og selv om Anne ikke har modtaget helt så stor opmærksomhed i eftertiden, som hendes to ældre søstre, så er der ingen tvivl om, at søster-triumviratet satte varige spor i romanhistorien.
Emily nåede ikke at skrive flere bøger, inden hun døde i 1848 af tuberkulose, men hendes »Stormfulde højder« er den af de tre romaner, der står stærkest i dag. Anne nåede at udgive endnu en roman - hun døde året efter Emily, også af tuberkulose. Tilbage var Charlotte, som skrev endnu tre romaner, inden tuberkulosen tog hende i 1855.
Lidenskab, indignation og dannelse
En klassiker af »Jane Eyre«-kaliberen burde i og for sig altid være til at købe i oversættelse, og da en ny filmatisering af romanen endvidere rammer de danske biografer i løbet af efteråret, er der endnu en god grund til at læse eller genlæse bogen.
I romanen følger vi den forældreløse Jane, fra hun som tiårig vanrøgtes hos en plejefamilie, over et ligeså vanrøgtende ophold på en kostskole (modelleret over virkelighedens Cowan Bridge School), til hun som 18-årig bliver guvernante hos Mr. Rochester, som hun udvikler et nært forhold til. Der viser sig dog at være masser af skeletter i skabene hos Mr. Rochester - forviklinger, galskab, forbandelser - og Jane skal helt ned i støvet, inden lykken tilsmiler hende igen, og brikkerne falder på plads.
Rammer tre litterære tendenser
Charlotte Brontë formåede med »Jane Eyre« at ramme ikke mindre end tre centrale litterære tendenser i hendes samtid. Dannelsesromanen er det overordnede skelet, romanen bygger på: Vi følger et barn, som vokser til og dannes igennem med- og modgang. De indignerede og virkelighedskonfronterende skildringer af vilkårene som pleje- og kostskolebarn og som guvernante trækker romanen i retning af socialrealismen. Og endelig er der klare træk af den gotiske roman med dens fokus på galskab og uhygge. Lægger man dertil, at Janes udvikling går i retning af at være en velreflekteret og selvstændig kvinde med indsigt i livets kompleksiteter, ser man også kimen til den kvindefrigørelse, som et par årtier senere skulle blive et litterært hovedtema.
