Guldlok bor i rækkehus

Finske Kristiina Lähde skriver sig tæt på parforholdet i den morsomt-sørgelige »Nogen har sovet i min seng«.

Kristiina Lähde undersøger i »Nogen har sovet i min seng,« hvem det egentlig er, vi deler seng med. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Guldlok kommer en dag forbi et hus langt ude i skoven. Hverken Bjørnefar, Bjørnemor eller Lillebjørn er hjemme, så hun går ind og spiser deres grød, sidder i deres møbler, ligger i deres senge.

Sådan åbner folkeeventyret om Guldlok og de tre bjørne, der ikke bare ekkoer mellem linjerne i finske Kristiina Lähdes veloplagte debutroman. Den spiller også med i titlen.

»Nogen har sovet i min seng« er nu ikke noget eventyr, men snarere en moderne parforholdsroman med absurde indslag, der måske ikke er så absurde endda.

En morgen vågner Rosa op og ser, at der ligger en mand og sover ved siden af hende. En i og for sig helt normal situation, hvis ikke lige det var, fordi Rosa aldrig før har set ham. I begyndelsen vender hun skepsissen mod sig selv: »Kunne manden i sengen på en eller anden underlig måde være en kropsliggjort gestaltning af hendes egen længsel?«

Rosa har også haft det lidt svært. Et stresset arbejdsliv som freelancer og måske også forstadier til en depression. Selv belysningen hjemme i rækkehuset sætter sig i hende. Som da hun står i køkkenet med sin vildtfremmede mand.

»Verdens sørgeligste ting, et lysstofrør, summede over dem.«

Fagkundskaben stiller sig også tvivlende over for Rosas opdagelse. Hendes læge betragter manden som udtryk for hendes mentale tilstand, men selv begynder hun gradvist at se den fåmælte fyr, der laver kaffe og pusler hjemmevant rundt i huset, som et menneske af kød og blod.

Morsom sørgelighed

Undervejs giver Kristiina Lähde også Onni, som manden hedder, en stemme og et liv uden for Rosas liv og hus. Han er TV-meteorolog, forstår man, og virker langtfra som nogen psykologisk »gestalt«.

Senere introduceres også Laura i romanen. Hun har ikke fået en mand, men derimod mistet én. En morgen var han simpelthen væk, og det har efterladt hende i en blanding af resignation og selvbebrejdelse:

»Laura tænkte over sine fejl gennem ti år, og på, hvor dårligt man ser det nære. Der burde være en indbygget brandmur i alle mennesker, et sikkerhedssystem, der forhindrede levefejl og ødslen med sit liv på over et år.«

Tonen i »Nogen har sovet i min seng« er, som det fremgår af linjerne, bittersød og ikke uden humor, og romanen har hele vejen igennem – hvilket altid er en kvalitet – tillid til, at læseren selv kan skabe mening: Man får løbende lov til at lægge historierne sammen, mens Guldlok-temaet ikke så meget bruges til at sige noget om underlige indtrængere som til at sige noget om, hvordan par kan bo sammen uden overhovedet at kende hinanden.

Taget over ens hoveder er det samme, men tankerne i dem er forskellige, og en dag vågner man op og tænker »Hvem er det menneske ved siden af mig?« Eller vågner og tænker over, hvorfor ens partner pludselig rejste sig og gik fra hus og hjem.

Alt dette holder Kristiina Lähde fint frem. Vel er der sine steder et konstrueret præg over forløbet, hvor romantandhjulene kan høres, og struktureringen af stoffet frem mod den uafvendelige slutning bliver for tydelig. Portrættet af mænd som tavse, emotionelt handicappede er vel også noget firkantet. Eller måske er finske mænd sådan, hvad ved jeg?

Men som parforholdsroman er »Nogen har sovet i min seng« i hvert fald bedre og mere opfindsom end de fleste andre og er med sin morsomme sørgelighed i tæt familie med norske Erlend Loe. En sammenligning med ham er, bare lige for at slå det fast, altid en anbefaling.

Titel: Nogen har sovet i min seng. Forfatter: Kristiina Lähde. Oversætter: René Semberlund Jensen. Sider: 216 sider. Pris: 290 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.