Det begynder underskønt med dødsøjeblikket. Kamma Rahbeks sidste døgn indleder Maria Hellebergs »Kamma«. Sart fremstår den døende Kammas tanker og tilbageblik, hendes livsvilje og omsorg for sin 15 år ældre mand.
Elegant svinger Helleberg umærkeligt i dødsøjeblikket væk fra Kamma og ind i Knud Lyhne Rahbeks tanker. Virkelig litteratur. Mod stjernerne. Og det fortsætter i de følgende kapitler, hvor vi møder barnet Kamma, der vokser op i sin strenge fars, bryggeren Hans Hegers, hjem. Barnets usikkerhed og forvirring over, at hendes mor er spærret inde på loftet, og mystikken om årsagen hertil ansporer. Portrætterne af Kammas brødre og søsteren Christiane, der siden blev gift med Adam Oehlenschläger, er velturnerede.
Men så begynder nedturen. Og man stritter imod. Men det er midtvejs i bogen lodret svært at forstå, at den ombejlede Knud Lyhne Rahbek falder for den lille grimme Kamma. Hun var med garanti dejligere, men i Hellebergs pen svinder Kamma ind til en forudsigelig let tantet tankegang med krøller.
Heldigvis introduceres parrets gode venner P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg. Godt nok brød Kamma, ifølge Helleberg, sig ikke om Thomasine, slet ikke efter at hun lod sig skille fra den landsforviste P.A. Heiberg. Alligevel drejer adskillige af bogens kapitler sig om Thomasine Gyllembourg, i en sådan grad, at det er svært at forstå, hvor man skal læse om den voksne kedelige Kamma frem for uforudsigelige Thomasine. Det kommer måske, for Helleberg har i »Vilde kvinder, milde kvinder« fra 2003 portrætteret dem begge. Muligvis har Kamma Rahbeks sære opvækst ligget og ventet i Hellebergs skuffer på at blive digtet frem, og godt for det. Kamma Rahbek er bare i kulturhistorien ikke husket for sin barndom, men for sit åndelige og kunstneriske talent udfoldet i æsker og tegninger. Og især for sin gæstfrihed i Bakkehuset, der var en kulturel smeltedigel for Guldalderens skønånder. Javel, vi møder Oehlenschläger, P.A. og sønnen Johan Ludvig Heiberg, samt kort den unge H.C.Andersen, men det har så tydeligt ikke Hellebergs interesse. Det har forelskelser til gengæld. Således fylder Thomasine Gyllembourgs forelskelse i baron Carl Frederik Gyllembourg og Kammas søster Chistianes forelskelse i Adam Oehlenschläger en del.
Det ender med at stritte pointeløst i adskillige retninger, og forklarer på ingen måde, hvorfor Kamma Rahbek kunne tiltrække begavede mænd og kvinder, så kedelig hun på enhver måde fremstår. En lille grå og fattig havedame gift med en mand, der gik af mode, mens han stadig levede. Det er Hellebergs eftermæle over Kamma Rahbek.
Det er hverken vildt eller mildt, det er trist. Uforløst savnes et bud på, hvordan det stille barn med den indespærrede mor kunne blive en af Guldalderens store kvindeskikkelser. Den roman er ikke skrevet endnu.B
