Guldagers arkiv er en række stærke kig til afgrunden

Katrine Marie Guldagers samlede noveller står skarpt som en væsentlig tegning af forholdet mellem forældre og børn og parforhold med indbygget distance. Usminket livsindsigt.

Med begrænsningens kunst, et humoristisk glimt i øjet og et knivskarpt snit skærer Katrine Marie Guldager i flere af eine mesterlige noveller ned under overfladen og afslører manglende lyst til kommunikation i familien. Parforhold med indbygget distance har hun også et vågent blik for. Hun økonomiserer med sine virkemidler og skærer alt overflødigt bort. Derfor virker novellerne som usminket livsindsigt, og det er fint, at man nu har en samlet, monumental helhed af dem, hvor gennemgående temaer som svigt, ensomheds- og fremmedfølelse og følelsesmæssig smerte træder tydeligt frem.

Familien ligger på dissektionsbordet. Eller som det hedder i novellen »Spørgsmålet om sandheden«: »I en familie er der altid flere sandheder. Men jo flere sandheder, jo mere besværligt«.

Man risikerer at gå såret derfra, som en af personerne ser det, for familien er som et hvepsebo. Hvis man stikker hånden derind, bliver man stukket. De voksne børn orker ikke rigtigt mødet mellem generationerne, den vanskelige samtale og det klaustrofobiske familierum. Der er revner i væggene og underliggende frustration med kig til afgrunde i denne samlede udgave af novellesamlingerne »København« (2004), »Kilimanjaro« (2005) og »Nu er vi så her«(2009) samt fem nye noveller, der danner fin helhed med stor menneskekundskab og stigende kvalitetskurve.

Klart og enkelt sprog

Katrine Marie Guldager har sin helt egen tone i et klart og enkelt sprog i de korte noveller, hvor der ofte er samtidige handlinger og stemninger. De bringer i glimt tanken hen på noveller af Villy Sørensen, Peter Seeberg og Dorrit Willumsen, hvor fremmedfølelsen er fremtrædende. Katrine Marie Guldager beskæftiger sig også med familien i slægtskrøniken med romanerne »Ulven«, »Lille hjerte« og »Den ny tid«, hvor hun bestræber sig på at give et tidsbillede, og i novellerne skriver hun særligt kondenseret, så læseren må stoppe op og tænke efter.

Menneskene er som myrer på skovstien, og Guldager ser dem lidt oppefra og med kig ind til forskellige køkkenborde og løgskræller i forskellige affaldsspande. Hun har også et vågent blik for uretfærdigheder og svigt i familien, som i novellen »Hun snød mig til sidst«, hvor synsvinklen ligger hos den yngste datter, der beretter om, at moren åbenlyst har erkendt, at hun altid har elsket den ældste datter mest og derfor har favoriseret hende. Det viser sig tilmed, at moren har testamenteret hele sin formue til den førstefødte.

Melankolsk stemning

Følelsen af ensomhed, frustration og desperation i forbindelse med et vendepunkt i livet lægger en melankolsk stemning i flere af novellerne. Som en adoptivsøn til hummermiddag hos adoptivforældrene formulerer det: »Og alligevel er det, som om jeg går rundt med et eller andet uforløst inden i mig, noget som må ud, eller brydes«. Han vælger at meddele, at dette bliver den sidste hummermiddag, han vil deltage i, for der har altid »manglet et eller andet«.

Katrine Marie Guldagers noveller går lige og ofte knugende i maven på læseren. Hun beviser her sin særlige evne til at mejsle enkeltstående replikker ind i læserens bevidsthed – skarpt og stærkt.

Forfatter: Katrine Marie Guldager. Titel: »Samlede noveller«. Sider: 448. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

LÆSEHEST? Stem på din forfatterfavorit til Læsernes Bogpris her.