Grænser for liv

»Den yderste grænse« er ambitiøs prosa uden meget fut i fra en af Norges mest kendte forfattere.

Stor i sit anlæg. Professionel i sin udførelse. Intellektuelt skarp. Ambitiøs.

Der kan godt skrives positivt om den meget kendte norske forfatter Kjartan Fløgstads meget store nye roman »Den yderste grænse«. Som skønlitteratur er den imidlertid ikke vellykket. Eller mere præcist: Den er mislykket på højt niveau. Den bugner af fakta, den ligner for ofte fagprosa forklædt som fiktion, og dens fortællerstemmer er inkonsekvente. Den byder desuden på noget, der må være en af nyere nordisk litteraturs mindst sexede sex-scener. Den lyder sådan her: »I sengen udviste de mere entusiasme end finesse, bød på samtlige kropsåbninger, og afhængigt af stillingen føltes det som at blive overskyllet af en flod af kropsvæsker, eller ligge og vugge i eller over de samme væsker, som en båd på dybt, stille vand eller midt ude på oprørt hav.«

Det står der, ja, og passagen er ikke atypisk for de steder, hvor forfatteren prøver at væde sin knastørre prosa og få sprogblomsterne til at blomstre. Forsøgene kommer i bedste fald til at virke påklistrede, i værste fald pinlige, og også derfor falder romanen som roman - på trods af dens i øvrigt interessante hovedtemaer: Nazismen og dens intellektuelle tag i det højkulturelle tyske dannelsesborgerskab samt det forhold, at man i efterkrigstidens Norge brugte kritisable metoder til at overvåge venstreorienterede og andre samfundsomstyrtere.

Det er store spørgsmål, som forsøges koblet sammen i romanform, og de er lagt i pennen på to jegfortællere, tyskeren Otto Nebelung og nordmanden Alf Mayen, og det er på papiret en god idé. Men man læser med respektfuld gaben, lige indtil allersidst, hvor der er et par hårrejsende og fantastiske scenerier, som næsten er det hele værd. Man skal i øvrigt ikke lade sig vildlede af romanens banale danske titel. Originalen hedder »Grense Jakobselv«, med en henvisning til de områder allernordligst i Norge, der spiller en vigtig rolle for fortællingen. Værre er det heller ikke.