Bono er typen, der laver en halv aftale med Mihail Gorbatjov om at spise frokost. Og glemmer den. Men da Sovjetunionens tidligere leder for nogle år siden ringede på døren til Bonos hus i Irland, var han naturligvis velkommen til at spise med. De andre kunne da bare rykke lidt sammen. For Bono er typen, der også lige har besøg af den amerikanske producerlegende Quincy Jones og den berømte hjertelæge Dean Ornish, der bl.a. anbefaler meditation og kærlighed som kur mod sygdomme. Og Bonos hus er den slags sted, hvor der dernæst træder en lille, hviderussisk pige, som familien har boende, ind i lokalet på sine kunstige ben. Hun er efter Tjernobyl-ulykken født uden ben fra knæene og nedefter, og en rørt Gorba tager hende på skødet og fortæller om sit forhold til ulykken.
Ja, hvem ville ikke gerne være Bono? Feteret rockstjerne i U2, filantrop, fattigdomsaktivist, gift med en dejlig kone, fire børn, bjerge af penge, villa i Sydfrankrig, Maserati i garagen og på fornavn med Kofi, Naomi, Elton og Nelson. Han er så nede på jorden, at han stadig finder tid til at hænge ud med sine gamle venner, han kører selv sin bil, behøver ingen livvagter og elsker gourmetmad. What a guy! Hans liv virker jo nærmest perfekt, og han virker som om, han har et ualmindelig sundt forhold til sig selv og sin egen berømthed.
Godt for Bono, men hans lykkelige situation er et af problemerne i »Bono i samtale med Michka Assayas«- en interviewbog skrevet af en af Bonos venner: en fransk musikjournalist, der har fulgt U2 siden 1980. For nok fortæller Bono velvilligt om sit forhold til sin far, gud, de andre U2-medlemmer og sin familie, men hans livskonflikter er grundlæggende så dødalmindelige, at de kunne passe på mange af os andre. Hans almene betragtninger om liv, død, tro, håb, kærlighed, opvækst, berømmelse etc. er velbegavede almindeligheder, det oftest er umuligt at være uenig i. Og som endnu et mentalt sundhedstegn indvier han kun læseren til et vist punkt, før han lukker privatlivets lem i.
Man kan ikke klandre Assayas ret kraftigt. Han bliver af og til for selvsmagende, men ganske ofte forsøger han at stramme nettet om rockstjernen - ikke mindst i deres snakke om Bonos indsats til fordel for AIDS-vaccine og afskaffelse af de fattige landes gæld - og han går så langt, han kan inden for almindelig høfligheds grænser. Men Bono er alt for glat og snu til at lade sig fange på det forkerte ben, og her lægger bogens karakter af fælles projekt - på sidste side er der webadresser på Bonos foretrukne velgørenhedsorganisationer - sig over teksten som et lidt for bekvemt slumretæppe.
Bogen bliver interessant, når Bono fortæller om, hvordan betingelser for nødhjælp er blevet skærpet, så regeringer, der bekæmper korruption og opmuntrer til demokrati, står forrest i køen. Og den bliver i glimt decideret levende, når han indvier os i sine møder med verdens ledere. Det er da kun få forundt at opleve Gorbatjov fortælle sandheden om, hvorvidt han nogensinde ville have trykket på knappen:
»Han så mig lige ind i øjnene og sagde, at der ikke kunne og aldrig ville blive en lejlighed, hvor den magt skulle bruges, og at han fra en meget ung alder havde vidst, at det var vanvid.«
Vildt, men det ændrer ikke på, at det klinger forkert, når vi på bagsiden får at vide, at »Bogen er det tætteste, vi kommer ikonet fra rockbandet U2.« For den person, der holder os tre skridt fra livet i bogen, er en ualmindelig selvbevidst og velovervejet fyr. Og hvis bogen viser os noget, er det, at det, der gør ham særlig, er ikke hans tanker og følelser - i hvert fald ikke dem, han er parat til at dele med os andre - men hans evne til at destillere dem ned i sine sange.
