Gorbatjovs kærlighedshistorie

Mens Mikhail Gorbatjov altid har været feteret som Vestens darling, har hans politiske projekt og bedrifter med perestjoka og glasnost haft det vanskeligere i Rusland. Det forsøger den forhenværende generalsekretær at råde bod på

Raisa Gorbatjova (5.1.1932 - 20.9.1999) med sin mand, den tildligere russiske præsident Mikhail Gorbatjov. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var i de første dage, efter at Mikhail Gorbatjov var blevet Sovjetunionens generalsekretær, tilbage i 1985, hvor hans hustru, Raisa, spurgte ham igen og igen:

»Hvad skal vi gøre, hvordan skal vi opføre os?«

Raisa havde været med på det meste af rejsen - fra Stavropolregionen i Nordkaukasus til Mikhail Gorbatjov ramte toppen af Moskvas magtpyramide i Kreml.

»Vi vil ikke lave om på noget. Vi vil opføre os, som vi altid har gjort. Vi vil gøre, som vi altid har gjort.«

Selvbiografier har altid, sådan er det, en indbygget fare for, at den fortalte historie godt kan blive lige lovlig rørstrømsk, selvsmagende og selvforherligende, fordi fortællingens fokus jo i sagens natur er - ja, selvcentreret. Det gælder også i tilfældet Mikhail Gorbatjovs »Min egen historie«, hvor den røde tråd - ud over hans på enhver måde fantastiske og fascinerende karriere, der er ganske detaljeret beskrevet - er Mikhail Gorbatjovs tætte og personlige forhold til hans elskede Raisa. Eller Zakharka, som han kaldte hende i familiens kreds, og som han bliver ved med at vende tilbage til i biografien: deres fælles kærlighed, hendes store betydning og død til slut af en akut blodsygdom. Faktisk i en grad, så selv Mikhail Gorbatjovs fald fra de politiske tinder får ansvaret for hendes sygdomsudbrud, da familien under det mislykkede militærkup, der blev sat i værk af en selvbestaltet gruppe af nære medarbejdere, blev holdt indespærret og interneret under en ferie i datjaen i Foros på Krim i august 1991.

»Der fik Raisa enten en alvorlig spasme i karrene i hjernen eller en minihjerneblødning. På et tidspunkt mistede hun talens brug, og den højre arm blev følelsesløs. Jeg indprentede mig hendes øjne i de minutter (jeg kan også se dem nu); de var skræmte og bønfaldende,« fortæller Mikhail Gorbatjov og fortsætter: »Det vanskelige efterår i 1991, landets sammenbrud, min afgang fra præsidentposten og de beskidte strømme af bagvaskelse, som blev rettet mod vores familie, først og fremmest naturligvis mod mig, gav ikke Raisa mulighed for at komme sig. Hun var i alle disse tunge oplevelsers magt.«

Hvad der gik forud, og Mikhail Gorbatjovs betydning for begivenhederne under Den Kolde Krig, kan næppe overvurderes, og han er da også fuld fortjent blevet hædret med Nobels Fredspris. Men mens Mikhail Gorbatjov altid har været feteret som Vestens darling, har hans politiske projekt og store omvæltninger med perestjoka og glasnost haft der vanskeligere i den russiske befolkning og russisk historieskrivning, hvor han kæmper helt anderledes med eftermælet. Sovjetunionens opløsning var som bekendt ikke Mikhail Gorbatjovs projekt, han forsøgte at åbne og modernisere og reformere samfundet og systemet indefra i håbet om at bevare det. Forgæves, og han blev til slut ydmyget i fuld offentlighed af sin senere efterfølger Boris Jeltsin. Deres anstrengte forhold - for ikke at sige fjendtlige - lægger Mikhail Gorbatjov heller ikke synderligt skjul på i biografien, hvor han tværtimod og med en ikke ubetydelig bitterhed beskriver Boris Jeltsin som uligevægtig og utroværdig.

Lidt selvrefleksion er der da også her og der, men det er ikke meget - så hvad der står tilbage er først og fremmest en forhenværende generalsekretær, der i egen optik ikke fik lov at fuldføre den revolution, han selv havde sat i værk. Og som tydeligvis mener, at han er blevet misforstået at sine egne i eftertidens Rusland. Både når det handler om hans bedrifter som Sovjetunionens førstemand og som ægtemand, hvor det altså bliver lidt patetisk.

»Da Raisa befandt sig på grænsen mellem liv og død, og jeg og hele familien hele familien hele tiden var ved hendes side, tror jeg, at folk forstod, at vi var bundet sammen af ægte, dybe følelser. Som Novaja gazeta skrev, så folk pludselig, at »de åbenbart elsker hinanden.««

Titel: Min egen historie
Forfatter: Mikhail Gorbatjov

Oversættelse: Lars Peder Poulsen-Hansen

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Omfang: 560 sider