Det er ikke ren og skær sommereng, vi danser ud i, når Hans Edvard Nørregård-Nielsen tager os ved hånden.
Nok dvæler han flere gange ved engelskgræssets »rosarøde tæpper«. Men blikket rettes ofte bagud mod »småkårsdage i hjemmet«, svigt og ensomhed. Man kan næsten høre forfatterens karakteristiske stemme undervejs i læsningen af »Den sommer og den eng«, når han udfolder erindringsbilleder - øjeblikke med dybde - fra barndom og ungdom, og når han ser kritisk på tendenser i nutiden. Som nu nedprioriteringen af kulturen, især i fjernsynet.
Mod til at vise følelser
Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver på en, ofte hyggelig, melankolsk melodi, hvor kontraster mødes, og der er mod til at vise følelser.
Kærlighed til landskabet og kaprifoliernes duft står side om side med erkendelse af livets mere udfordrende sider.
Sans for bordets enkle glæder har visse steder i bogen maskulin udstråling, i andre tilfælde er det en del af den gennemgående taknemmelighed for værdifulde øjeblikke. En grydestegt kylling baner vejen for en salighedstilstand, særlig når den er set på baggrund af tidligere, skrabede oplevelser.
Kærligheden til moren og kvindelig ømhed træder klart frem i en af de mest følsomme tekster. Den tilbageskuende selvindsigt viser sig fra en humoristisk side, da han erindrer sin tid på Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk: »Måske var jeg især en slags følende klump, der mere end noget andet trængte til en smule stålforhudning (...)!«
Digterisk sprog
Bogen skildrer fint den spirende voksenbevidsthed og erkendelse, og den kredser almengyldigt om erindringens karakter, hvor de glasklare øjeblikke står lysende og bindes sammen med landskaber og dufte.
Flere steder tror man sig hensat til en endnu mere fjern fortid end den, der reelt er tale om. En af årsagerne er Hans Edvard Nørregård-Nielsens digterisk prægede sprog. Man mærker, at forfatteren har billedkunstnere og forfattere lige ved hånden. De trækkes med ind i dansen.
