Niels Barfoed kalder sin store biografi om Knud Rasmussen for »Manden bag helten«. Ikke »mennesket«, men netop manden. Hans omfattende erotiske tilbøjeligheder som mand, hans rastløshed og virketrang og hans forfængelighed. Og Barfoed tager tættekammen frem. Flere forfattere har været i (det meste af) stoffet før, men det er Barfoeds fortjeneste, at han kan læse tekster - og mennesker, forstå deres motiver og drifter - og tolke dem. Ikke uden en vis patos, som emnet indbyder til, men altid stringent og kongenialt med materialet.
Under faderens orlov fra præsteembedet i Jakobshavn, hvor Knud blev født i 1879, rejser familien til København, og det ligger i kortene, at her skal han som 12-årig efterlades for at gå i skole. Skolegangen tilføjer ham nederlag på nederlag, og da han som sen student påbegynder studier i sammenlignende sprog på Københavns Universitet, bliver det blot til en fjortendags tid, inden han slår sig løs som charmør og skørtejæger i det tillokkende københavnske natteliv. Da hans udskejelser får følger, og en ung tjenestepige bliver gravid, må forældrene træde til og efter passende reprimander rede trådene ud.
Men charmørsporet er lagt ud, og Barfoed forfølger det bogen igennem med ikke blot den unge mands talrige kvindebekendtskaber og påtrængende libido, men også den modne mands sidespring i ægteskabet, der kulminerer med forholdet til den unge kvinde Rigmor Fritsche, der trofast fulgte berømtheden på hotelværelserne og i forlystelsesetablissementet Adlon, når der skulle danses trommedans i smoking. Korrespondancen mellem Knud og den retlinede kone Dagmar, som gav ham adgangsbillet til højborgerskab og den finansverden, han var afhængig af, når de kostbare ekspeditioner skulle finansieres, er destrueret. Ifølge Barfoed for deres formodede indhold af bebrejdelser om fravær fra hjemmet og det dårlige rygte.
Loyal til det sidste
Knud Rasmussens smittende charme og vindende væsen er velkendt helt fra ungdommen men biografien graver et spadestik dybere. Hans loyalitet over for konkurrenterne på isen og over for rejsefæller, der egentlig svigter og bagtaler helten, er påfaldende. Forbliver forholdet til den dumdristige Ludvig Mylius-Erichsen køligt, så blegner beundringen og respekten ikke, og svigtede Peter Freuchen af og til sine pligter som butiksbestyrer i Thule, så fortsætter det gensidige venskab uanfægtet. Hos Rasmussen er der tale om et helt enestående væsenstræk, der forplanter sig helt ud i hans formidable slædekørsel og kærlige omgang med og blide, men præcise, piskesmæld over slædehundene. Og naturligvis - ved siden af de sproglige forudsætninger - en adgang til det eskimoiske folk, hvis levevis og tankegang han for alvor har på programmet. Mens den 2. Thuleekspedition fik traumatiske følger for Rasmussen resten af livet, fordi to ekspeditionsmedlemmer omkom efterladt på isen, mens han selv var på overlevelsesjagt, blev hans 5. Thuleekspedition (1921-24), der gik tværs over det nordamerikanske kontinent med hundeslæde, en sand triumf med indsamling af eskimoiske sagn, værktøj og rituelle genstande.
Selvvalgt splittelse
En bemærkelsesværdig sammensat natur stedt mellem de talrige sejrsparader, banketter, æresdoktorgrader og diplomer og så tilværelsen som sultende og frysende polarforsker døden nær i polarkulden. Splittet, skulle man mene - og har man ment. Men Barfoed ser ikke splittelsen som uovervindelig, endsige tragisk. Tilstanden er selvvalgt, og det er på et højere niveau en splittelse mellem den bagudrettede fascination af eskimoernes fortid, som sagnene og de arkæologiske fund peger tilbage til, og så den fremtid Rasmussen så i kulturens mulighed for indlemmelse i civilisationen.
Mens Mylius-Erichsen og Peter Freuchen var vedgåede politiske personligheder i diskussionen om polarlivet, var Rasmussen upolitisk national og hans tilstedeværelse i Grønland var afgørende for landets fremtid som dansk koloni. Men faren for omklamring af personer og regimer, der hyldede den stærke ener, var indlysende til stede, og da han døde i Danmark i 1933 efter en alvorlig forgiftning i Angmassalik, stiller Barfoed sig tvivlende over for de veje, hans skæbne i værste fald kunne have taget.
Spor af den unge Rasmussen
Vil man som læser selv skabe sig syn for sagn, så udkom - faktisk under indtryk af Barfoeds arbejde med biografien - for et par måneder siden Knud Michelsens værk »Den unge Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1893-1902«. Michelsens materiale belyser især den unge Rasmussens overvejelser i forbindelse med sin tilbagevenden til Grønland først som efterfølger i faderens fodspor som præst - en mulighed, der udelukkes efter nederlagene i skolen - senere som en nødløsning og som en konsekvens af muligheden for at udleve den »ustyrlighed«, som er forbundet med identifikationen med natursiden i »det grønlandske«, friheden, den vilde natur, de stærke lidenskaber og den primitive livsførelse.
Michelsens kildemateriale gør det muligt uden fortolkende spor selv at læse sig ind på den unge Knud Rasmussens vej til den feterede heltedyrkelse, der blev ham til del tidligt i livet. Intet her korrigerer Niels Barfoeds fortolkning af tekster og begivenheder. Barfoeds fodspor i sneen efter polarhelten er i den grad markante, at enhver senere læsning af kilderne uvægerligt må træde i disse spor.
BIOGRAFI
Hvem: Niels Barfoed
Hvad: »Manden bag helten. Knud Rasmussen på nært hold«, 464 sider, 350 kr.
Hvor: Gyldendal
BREVE
Hvem: Knud Michelsen
Hvad: »Den unge Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1893-1902«, 341 sider, 275 kr.
Hvor: Forlaget Falcon
