Girlpower

Roman: »Skyggeporten« Cool og nutidig pige møder læsereni Lene Kaaberbølsungdomsroman.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hele setuppet i Lene Kaaberbøls roman »Skyggeporten«, der udkommer i dag, er simpelthen bare godt: Jeg-personen er en stum pige, Anna, knapt 14 år. Hun har en edderkop tatoveret på venstre hånds håndflade, men ved ikke, hvorfra den stammer. Hendes mor forsvandt, da Anna var seks år. Lige siden har faren erklæret deres store, gotiske villa for farligt område og aflåst huset. Derfor bor far og datter under ret så særprægede forhold i baghavens drivhus. Ydermere mobbes Anna af skolens bande ved navn »Hajerne«. Lederen af dette pak hedder Ivan, som går totalt bananas over, at outsideren Anna ikke er bange for ham. Ivan skruer op for ondskaben for ikke at tabe ansigt. Han binder Anna fast nede i skolens fyrrum og siger, at hun - »Stummesen« som han kalder hende - da bare kan råbe om hjælp. Nede i dette mørke overfalder »Mørket i mørket« hende, med følgeskab af hendes livs store spørgsmål: Hvor blev mor af?

På få sider spindes man således og i den grad ind i indre og ydre dramatik, at man er 'hjælpeløst' fanget i historiens net og læser romanen ud-i-et. Spændingen er så sugende, at man læser hen over ellers irriterende korrekturfejl. Lene Kaaberbøl er nemlig fremdriftens mester, hun pisker handling og personer af sted i en effektiv dramaturgi. Dette træk kendes også fra hendes Skammer-bogserie, som »Skyggeporten« har flere lighedspunkter med. Her er f.eks. et spændingsplot, fantasy iblandet realisme, og en aggressiv outsider af en pigehovedperson, som er aktivt handlende for ikke at sige dumdristig, stædig og egenrådig med en stil på kanten af det rå. Det er en pige, som typisk anvender angreb som dække for sin skrøbelighed i en historie med en handling centreret om at udvikle og finde sin identitet.

Men »Skyggeporten« er alligevel anderledes. Kaaberbøls romaner foregår for det meste udelukkende i en fantasiverden, kaldet sekundærverden. Denne gang begynder historien i vores nutidige virkelighed, primærverden. Her er unge med mobil, et kontant sprog og problemer uden køkultur, bl.a. familieproblemer. Noget, den danskfødte Aian, som bryder ud fra Hajerne for at hjælpe Anna, har i rigelige mængder. Kaaberbøls realisme er eventyrligt krydret og krads, hun beskriver ondskab uden omsvøb og bortforklaringer. Og de dele af handlingen, som foregår i 'vor' verden, er bedre beskrevet og mere bevægende, samt delvis også mere overraskende. Handlingen i primærverden er den, der hænger ved efter endt læsning. Spørgsmålet er derfor, om en konstruktion med to verdner var nødvendig denne gang?

I »Skyggeporten« er Anna nødt til at rejse til en anden verden, Natlandet, for at finde og befri sin mor. Et sted hvor tingene selvfølgelig er mere indviklede, end Anna og læseren forestiller sig. Mere skal ikke røbes her om de kampe og baghold, Anna og Aian udsættes for. Den dystre stemning i Natlandet minder om engelske Charles Dickens 1800-talsroman »Store forventninger« på en gang sært frastødende og klæbrigt fascinerende med farlige skyggevæsner og fatale spindelvæv. Natlandet fungerer som Annas psykiske laboratorium, befolket med arketyper. Her rasler skeletterne efterhånden ud af hendes mentale skab »mindemonstret«. Annas projekt var at lede efter moren, men hendes største gevinst er at finde sig selv. Romanen har en lukket slutning, men der er gods nok i den cool Anna til eventuelle efterfølgere.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion