Det 19. århundredes største danske kritiker skrev om det 19. århundredes største danske tænker, og det slog gnister. Det var 35-årige Georg Brandes, der skrev, året var 1877, og det var Søren Kierkegaard, han skrev om. Sidstnævnte var død 22 år tidligere, nu udgav fritænkeren Brandes biografien om den kristne Kierkegaard, denne »mærkværdige Mand«, der var »kendt i Kjøbenhavn som en Gade-Original«, og som man kunne møde i den tidlige morgenstund »paa de afsides Stier langs Stadsgraven, til hvilken han humoristisk nok havde løst Fisketegn for uforstyrret at kunne tænke«.
Det slog gnister, ja, »Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids« er som en giganternes kamp, med Brandes som udfordreren og dette års 200-års fødselar som den posthumt udfordrede, og den er hele vejen båret af forfatterens blanding af beundring for den biograferedes genialitet og dybe afstandtagen til samme. Alle resultater hos den kristne Søren Kierkegaard er givet på forhånd, påpeger Brandes indigneret, det er det, der er problemet. »Det var visselig stort og skønt, at han (Kierkegaard, red.) i en lidenskabsløs Tid med fuld Oprindelighed genopdagede, hvad Lidenskab er værd, at han i en slap og pjattet Tidsalder paany mindede Verden om, hvad Inderlighed er«, hedder det et sted, men hos Kierkegaard var det samtidig, »en underlig Blindhed, en Sygdom, næsten en Sindssyge« at tro, at denne inderlighed var »en ganske særlig, som en særegen, aabenbaret Religion havde forpagtet«. Sagt på en anden måde: Kierkegaard genopdagede »hiin Enkelte«. Hans grundlæggende præmis var bare forkert. Så er dét ligesom sat på plads. Kierkegaard var genial og højt hævet over sin middelmådige danske samtid, og han gav alle andre baghjul, hvad skriftlighed angår, det slår Brandes fast. Men Kierkegaard var altså også et (næsten) galt geni og et galt afmarcheret geni. Deraf den forunderlige dobbelthed af fascination og væmmelse, der kendetegner den store Brandes’ forhold til hans endnu større landsmand.
Man kan være enig eller uenig i Brandes’ diagnosticering af Kierkegaard. Man kan, uanset hvad, nyde kritikerens polemiske pen og knivskarpe logik. Man kan også, hvis man vil, opponerere mod Brandes’ stærkt biografiske læsning af Kierkegaard, men den er i hvert fald gennemført. Brandes henviser til to markante ydre begivenheder i Kierkegaards liv, hans brud med hans forlovede, Regine Olsen, og hans strid med det satiriske tidsskrift Corsaren, der karikerede ham og sårede ham, og som Brandes ser det, er hele Kierkegaards teologiske tænkning afledt af disse i verdenshistorisk perspektiv inferiøre personsager. Kierkegaard, der ofrer sin forlovede, er som Abraham, der ville ofre sin søn Isak.
Lidelseshistorie
Kierkegaards lidelseshistorie i relation til Corsaren er som en Kristi lidelseshistorie. Det går næsten for godt op til, at det kan være sandt, men Brandes er ikke i tvivl. I et efterskrift til en senere udgave af »Søren Kierkegaard« (som også er optrykt i den aktuelle gengenudgivelse) finder han sine antagelser bekræftet i de af Søren Kierkegaards efterladte papirer, der i mellemtiden var blevet udgivet.
I den forkætrede ateist Brandes’ øjne er Kierkegaards rasende enmandskamp, hen imod slutningen af hans liv, mod den samlede danske gejstlighed hans største bedrift. Enmandshæren Brandes identificerer sig med enmandshæren Kierkegaard. På den måde mødes de alligevel et sted. To af det 19. århundredes største danske begavelser. Den ene måske gal, den anden helt sikkert gal på den første. Fascinerende.
Titel: »Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i Grundrids«. Forfatter: Georg Brandes. Med indledning af Frederik Stjernfelt. Sider: 264. Pris: 199,95 kroner. Forlag: Gyldendal.
