Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Forfatteren til denne bog har en plan. Han vil gerne genindføre oplysning og dannelse i den danske folkeskole. Et gigantisk projekt, skulle man mene, men Stefan Hermann med en fortid som ministeriel embedsmand og pennefører og til daglig vicedirektør på kunstmuseet Arken går til opgaven med krum hals.
Men begyndelsen er svær. Svær at læse og svær at se meningen med. Måske fordi »Magt & oplysning. Folkeskolen 1950-2006« er en versionering af et universitetsspeciale fra 1999. Et langt tilløb og utrættelige akademiske forbehold skæmmer bogens første tredjedel, hvor der koges suppe, steg og is på den franske filosof og inspirationskilde Michel Foucault (1926-84), der har været højeste mode, men sandsynligvis er mere eller mindre glemt om 30 år.
Men derefter går det løs. I bogens analyse og dens perspektiverende del beskriver Hermann fire brudflader i det seneste halve århundredes skoledebat. Det er mildt sagt oplysende, og sine steder er bogens videnskabelige jargon nærmest suggestivt. Bogen fortæller i ryk historien om den traditionsrige danske kamp mod kundskaber og oplysning i folkeskolen og fortjener at blive læst, ikke bare af fremtidens pædagoger, men af alle, der tager skolen alvorligt. Om ikke andet så for at se, hvad folkeskolen har forsøgt at gøre ved os. Det er tæt på at være kriminelt.
»Lykkelige og gode mennesker«
Det går galt allerede i 1950erne, hvor moraliserende projektmagere ikke alene blandt unge pædagoger, men tillige skolens egne myndigheder fandt, at folkeskolens opgave var stadig voksende. Skolen skulle ikke længere nøjes med at viderebringe kundskaber og styrke opdragelsen, men sørge for, at »børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker«, sådan som det lød i Undervisningsministeriets såkaldte »Blå Betænkning« fra 1960. Den ny tankegang flytter med ét fokus fra elevernes kundskaber til deres væren og sjælelige lykke og medfører desuden undervisning i nye praktiske fag som f.eks. sløjd, husgerning, formning og musik samt indførelse af skolelæge og andre hygiejniske foranstaltninger. Skolen blev nærmest total i sin hjertensgode omsorg. Samtidig lagde den afstand til »formelle kundskaber, der kun tjener eksamensformål«. Socialdemokraternes kultur- og uddannelsespolitiske blålys Julius Bomholt kunne også være med:
»Man har aldrig ved eksamensbordet konstateret, hvad det egentlige i et menneske er.«
Nej, det har man ikke, og det er slet heller ikke meningen. Men det troede de på Blå Stue dengang, og Hermann viser hvordan. Mennesket skulle befris fra sine lænker, som han noterer, og dette skoleprojekt gik hånd i hånd med den voksende velfærdsstat, der tog ansvar for stadig mere. Ikke ved at sikre et minimum af færdigheder, men ved at promovere bestemte normer og vaner. Læreren var ikke længere autoritet; læreren var blevet pædagog.
Politisering af skolen
1970erne gjorde kun ondt værre. Nu skulle pædagogen ligefrem være børnenes kærlig ven, og moraliseringen blev politisk. »Skolens krise er det omgivende samfunds krise«, hed det fra en af 1970ernes nøglefigurer, K. Helveg Petersen, tidligere minister og radikalt folketingsmedlem. Skolen skulle være en utopi for et nyt samfund kemisk renset for klasseskel, konkurrencementalitet og borgerlige fordomme; skolen var ikke længere folkets skole, borgernes skole eller børnenes skole, men samfundets skole, og eleverne var blevet til demokrater in spe, der i klassens time og elevrådet skulle snakke sig til rette med hinanden, mens faget samtidsorientering erstattede historie, biologi og geografi, og faglighed blev afskrevet som noget fra de gamle dage.
Lærerens autoritet flyttede sig dermed også fra det faglige felt til et socialpædagogisk sigte. Læreren blev en person, man i princippet skulle kunne tale med om alt, en »hyrde«, skriver Hermann, mens skolen tog sig stadig mere i agt for forældrenes skadelige indflydelse. Det typiske ved 1970ernes folkeskole var, at pædagogerne greb magten over læseplaner og undervisningsteknikker, gruppearbejde mm vel at mærke på samfundets vegne. Fordi pædagogerne i langt overvejende grad var venstreorienterede, skulle folkeskolen også være det, og projektet lykkedes over al forventning.
Den personlige skole og den ny konkurrence
Så kom 90erne. Pludselig skulle pædagogen være coach. Managementbølgen skyller henover folkeskolen, hvis opgave bliver at levere serviceydelser til små voksne i vidensamfundet. Det svirrer med begreber som kompetencer, livslang læring, og logbøger erstatter karakterbogen. Folkeskolen handler ikke mere om tilegnelse af almen dannelse, men om at eleverne skal blive klogere på sig selv, ja, de skal ligefrem konstruere sig selv. De er i centrum. Skolen bliver personlig.
Men med 2000erne sker et nyt skifte. VK-regeringen erklærer krig mod »rundkredspædagogikken« og den almindelige slaphed i folkeskolen, ikke mindst fordi talrige undersøgelser og evalueringer giver den dumpekarakter. Nu skal pædagogerne stå skoleret for globaliseringen. Slaget gælder Danmarks konkurrenceevne, og pludselig vrimler det med kanoner, kvalitetssikring og kontrakter, ligesom Dansk Industri får større indflydelse end Lærerforeningen i en proces, hvor de offentlige skoler reelt privatiseres indefra. Skolecoachen bliver en skoleekspert, som skal stå i spidsen for verdens bedste skole, der samtidig skal genrejse den nationale identitet.
Tilbage til oplysningen
Selv vil Stefan Hermann en anden vej. Han vil tilbage til oplysningen, og man følger ham gerne, når han betoner behovet for, at skolen styrker elevernes dømmekraft. Det gør man ikke med værdier, men med viden, for man kan dårligt have værdier uden viden og kundskaber, selve »stoffet« eller bindemidlet. Den personlige udvikling er således højst et biprodukt ved skolegangen, eller som forfatteren selv skriver: »Man bliver nogen ved at lære noget. Man skal ikke først blive nogen og derefter lære noget.«
»Magt & oplysning« trækker de dominerende opfattelser hårdt op, og man kommer undervejs til at tvivle på, hvorvidt de brud, bogen beskriver nærgående, faktisk fandt sted i virkeligheden eller om de ændringer, som blev indført i Gentofte, nu også blev implementeret i Grenå. Uanset hvad har Stefan Hermann begået en vigtig bog til trods for, at den er for lang i spyttet, og forfatteren skal have stor tak for at gennemlyse 50 års utopisk tænkning af hele fire forskellige slags i dansk skoletradition. Herfra kan det kun gå fremad. Man kunne jo begynde med at elevere eleverne, så de engang kan blive borgere.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
