Genopbygning

Jørgen Leth kan stadig ikke fortælle om Haiti. Eller kun fortælle lige akkurat nok til at binde sine gamle artikler ind i sætningerne.

Jørgen Leths hjem styrtede i grus. Hundredetusinder døde. Han overlevede. Leth træder imidlertid ikke i den store fortællers karakter i »Haiti - kuppet, faldet, katastrofen«.

»Der er nogle, der kan fortælle. Jeg mærker, at jeg ikke kan endnu. Jeg var for tæt på. Har mistet grebet,« som Leth skriver i forordet og gør opmærksom på, at han derfor mest refererer andre.

Stoffet i denne bog er kun i stærkt begrænset omfang nyt. Kun knap 20 sider er helt nye. Hvilket er det sammenlagte omfang af et forord og et efterskrift. Dette nævnes til advarsel for de, der tror, at her er så forfatteren og filmskaberen Jørgen Leths oplevelse og rekapitulering af det monstrøse jordskælv, der ramte Haiti i januar og slog 250.000 mennesker ihjel.

Bogens første del er taget fra Leths »Historier fra Haiti« fra år 2000, hvis pedaler trædes med militærkuppet i 1991 som nav. Anden del består af let nyredigerede artikler trykt i danske aviser i mellem år 2000 og 2005 med blandt andet den i dag landflygtige præsident Aristides fald som omdrejningspunkt. Desværre er ikke al stoffet dateret. Og man kommer i større passager på anstrengt arbejde med at hitte rede i tidslinjen.

Jørgen Leth selv skal ikke bebrejdes. Selve idéen med at genoptrykke forfatterens »gamle stof« om det tumultariske land, er dertil berettiget. Historien om Haitis sammensatte og autonome karakter samt politiske og økonomiske prøvelser er aktualiseret af skælvet. Efter chokkets og støvets fald fremtoner naturligvis spørgsmålet om, hvad der kommer bagefter. Vil man blive klogere på dette, er det naturligvis godt at søge indsigt i, hvad der var før. Og Jørgen Leth er uden diskussion Danmarks ypperste ekspert i Haitis historie og dets politiske genvordigheder. »Kleptokratiet« kalder Leth det haitianske samfund. Et politisk styre, hvis ledere gerne tømmer folkets lommer for at fylde sine egne.

Men kun forordet og efterskrift er som sagt stablet sammen af de nødtøftigt genopstablede brokker, skælvet tydeligvis også har efterladt i Jørgen Leths sind. Og her roder Jørgen Leth sig frem til det altafgørende spørgsmål: Er der håb? Giver de omfattende ødelæggelser mening. Ikke mindst hvis man ser frem mod mulighederne for at skabe noget helt nyt i stedet for at se tilbage mod, hvad der gik tabt?

»Jeg er moderat optimist,« skriver forfatteren selv. Der er grundlag for at tro, det kan blive bedre end før. Der er bare ingen garanti. Det er, hvad Jørgen Leth strækker sig til. Uden på noget tidspunkt at løfte hverken sprog eller indsigt til de højder, man ellers ved, han kan.

Jørgen Leths »genudgivelse« har sin berettigelse. Det er blot ikke bogen, man ønsker at læse fra hans hånd om Haiti nu. Den bog kommer forhåbentlig, når han har genopbygget sig selv.