Geniets tunge skæbne

»Den eneste måde at leve det perfekte liv på er at leve det i ensomhed«, sagde amerikaneren William Sidis i 1914. Han var kun 16 år, men det var sandheden for ham, fremgår det af Morten Brasks roman »William Sidis’ perfekte liv«.

Morten Brask: »William Sidis’ perfekte liv« Fold sammen
Læs mere

Sidis var berømt i USA, fordi han havde den højeste intelligenskvotient, man har registreret. Han lærte selv at læse, da han var 18 måneder, han lærte sig latin, da han var fire år, og holdt matematisk forelæsning på Harvard, da han var 11. Han blev pacet frem af sine forældre, som udstillede ham, men de lærte ham ikke at omgås andre. I dag ville man kalde ham socialt handicappet, og da han døde i 1944, var han fattig og alene. Morten Brask bygger på dokumenterede fakta om Sidis, men digter videre på dem, i skift mellem hans barndom, hans socialistiske ungdomsoprør og voksenår. Han gør det, så man tror på, at sådan må det liv have været. I læserens hoved runger forældrenes frygtelige skænderier, og i hjertet gør barnets ensomhed ondt, mens man prøver at fatte alt det, Sidis’ hjerne var i stand til. En spændende, smukt skrevet bog.