Genialitet og galskab

Bog: »Forrykt«Robert Schumanns liv og værk beskrives medrivende i Karl Aage Rasmussens nye bog om den store romantiske komponist og hans korte og plagesomme liv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af alle romantikkens store komponister er Robert Schumann (1810-56) den mest romantiske. Han skriver absolut musik, der så alligevel er bundet op på en litterær idé om det romantiske, han skriver omvendt også masser af litterære tekster, der kredser om romantisk musik, og både som skribent og som komponist holder han på romantisk vis af at ytre sig gennem fiktive personer, der udtrykker forskellige sider af hans eget væsen.

Også Schumanns eget levede liv opfylder alle forventninger om, hvordan et ægte romantisk liv skal leves: Kort, plagsomt, fyldt med kærlighed og længsel og splittelse, nok til en hel roman, faktisk, men nok også værd at skildre på anden vis.

Og det er så det, den voldsomt velskrivende komponistprofessor Karl Aage Rasmussen har sat sig for at gøre i sin nye bog, »Forrykt. Billeder af Schumann og hans musik,« der - som undertitlen viser - ikke gør krav på at være hverken en altfavnende biografi, en roman eller en videnskabelig redgørelse, men netop består af punktnedslag i et musiker- og komponistliv, der aldrig er ophørt med at fascinere eftertiden.

Det er dejlig læsning, fra start til slut, for Karl Aage Rasmussen har et lykkeligt forhold til sproget, der sprudler og bobler og bølger sig derudad i smukke musikalske bevægelser, der i dén grad er sit emne værdigt.

Robert Schumann blev født i 1810, af en mor, der på det tidspunkt var 43 år gammel, og som - overvældet af kravene til moderrollen - lod drengen bo i flere år hos en plejefamilie. Der var død og selvmord omkring ham, også blandt de nærmeste, og allerede som ung skrev den umådeligt flittige dagbogsskriver Schumann, at han følte længsel efter at kaste sig i Rhinen. Det gjorde han dog ikke, i hvert fald ikke i første omgang, men til gengæld noget så eftertrykkeligt nogle år før sin død på et asyl for sindssyge.

Den psykiske skrøbelighed var således fra de tidligste år til stede hos Schumann, og så er det, man med rette kan spørge, hvor meget af denne mere eller mindre udtalte galskab, der kan aflæses i hans musik? Det er naturligvis vanskeligt at afgøre, og Karl Aage Rasmussen nøjes klogt med at mene, at Robert Schumanns »kunstneriske egenart og udvikling i flere henseender gør det meningsfuldt at medtænke hans sjælelige forfatning.«

En af de mest originale og personlige sider af Schumanns musik er jo netop, forklarer Karl Aage Rasmussen, hans trang til bevidst at ville forstyrre den ligevægt, der kendetegner den musik, der kom før ham. I stedet for - som f.eks. Beethoven - at bygge musikken op i perioder af f.eks. to, fire eller otte takter, laver Schumann små tricks med musikken, der gør den svævende og flertydig, og han kan komponere, så fornemmelsen af tid forrykkes, opløses eller degenereres. Det kommer der stor kunst ud af. Men igen: Er denne kunst så også et direkte udtryk for, at den kunstner, der står bag, er mere eller mindre skør i bolden? Det er, som Karl Aage Rasmussen skriver, »en skønssag«.

I nærværende bog forbliver Schumann altså en uløst gåde, og sådan bør det også være, for hvis ikke der er en rest at noget absolut mystisk tilbage, når man har analyseret et geni, så er geniet jo netop ikke genialt, men blot et menneske, der kan reduceres til nogle simple årsags-virkningsforhold.

Dette forhold er Karl Aage Rasmussen fuldt bevidst om, så når han fortæller historien om Schumanns højspændte liv, er det ikke mindst for at fortælle en god historie, slet og ret: Vi hører om Schumanns eksperimenter med en af fingrene på højre hånd, eksperimenter, der skulle styrke fingeren, men endte med at ødelægge den, så karrieren som klavervirtuos gik fløjten. Vi hører også om hans mange ungdommelige seksuelle eskapader, om hans glæde ved stærke drikke og - ikke mindst - om hans forhold til den dejlige unge klavervirtous Clara Wieck, som han ender med at gifte sig med, men først efter at have gået grueligt meget igennem.

Claras far, Friedrich, vogter skinssygt over datteren, han forsøger efter bedste evne at bagtale hendes Robert, men det lykkes altså alligevel de to at få hinanden til sidst, og historien om Robert og Clara er en betagende historie om to mennesker, der elsker hinanden meget højt, og midt i al modgangen når at avle en kæmpestor børneflok - det blev til 10 graviditeter på kun 13 år! - inden Robert kaster sig i Rhinen og indleder den definitive deroute, der fører til hans død som kun 46-årig i 1856.

Tilbage står spørgsmålet, om Robert Schumann så også har fået den plads i musikhistorien, der tilkommer ham? Både og, synes Karl Aage Rasmussen at mene. Robert Schumann er aldrig blevet så entydigt kanoniseret som f.eks. de tre store B´ er i tysk musik, Bach, Beethoven og Brahms, men han er immervæk højt elsket og meget spillet, så overset kan man heller ikke kalde ham.

Udfordringen ligger mere, som Karl Aage Rasmussen peger på, i at få også de meget lidt spillede værker frem i lyset. Noget af det kaldes nærmest pr. automatik uinteressant eller mislykket, det gælder f.eks. violinkoncerten fra 1853, men det er en af nærværende bogs store fortjenester, at den sætter spørgsmålstegn ved, om disse overleverede fordomme om dele af Schumanns værk nu også står for et nærmere eftersyn.

Det ville have klædt bogen med et register, så man lettere kunne bruge den til nyttige opslag om dette og hint i Schumanns liv, men det ændrer ikke ved, at Karl Aage Rasmussen giver én endnu mere lyst til at dykke ned i den dejlige tyske romantikers i enhver forstand fantastiske livsværk. Meget mere kan man ikke forlange af en bog om en stor komponist og hans liv og kunst.