Genbrugsjul med snegaranti

Sne og jul hører uløseligt sammen i de børnebøger, der hvert år udgives op til jul, og også i år er der dryssende sne i to af titlerne, nemlig i genudgivelserne af Astrid Lindgren 23 år gamle »Se, Madicken, det sner« og i Raymond Briggs næsten 30 år gamle ordløse »Snemanden«. I Åsa og Michael Rönns og Ingrid Flygares nye »Pelle Haleløs fejrer jul« ligger der sne i bunker fra første side.

Anmeldelser af tre forskellige julebøger til børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stanislav Salamanov

Cover Fold sammen
Læs mere

Se, Madicken, det sner

★★★★★

Forfatter: Astrid Lindgren. Oversætter: Johannes Riis. Tegner: Illon Wikland. Sider: 32. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.

Ikke alle er dog glade for julesneen: »Hvorfor skal det sne så helt forskrækkeligt meget? Lisabet er så gal på sneen, at hun har lyst til at spytte på den«, hedder det i Astrid Lindgren-bogen, og Madickens lillesøster er da også sur med god grund. Hun befinder sig mutters alene midt ude i skoven, mens sneen er ved at forvandle hende til en snemand, og fadæsen skyldes hendes grassatløbende impulsivitet. Den lille er hoppet op på en kane, som kommer forbi, og den kører hurtigt og langt, inden hun får bedt kusken om at køre sig hjem igen. Men nej. Så der står hun »sulten og tissetrængende og helt alene« og tænker »Jeg må hjem, inden jeg går hen og dør.«

Lindgrens historie er både en nostalgisk juledrøm og nærværende, munter og dramatisk med nutidig genkendelighed. Hendes alvidende fortællestemme lister sig skiftevis ind i Madickens og Lisabets tanker og følelser, så spændingen stiger, og Ilon Wikland tilfører en enestående dimension til den i forvejen gedig-ne fortælling: Første opslag er et detaljeret myldrebillede med overblik over den snedækkede by, hvor Lisabet og Madicken laver snemand, og byen er fuld af aktivitet. Måske er Wiklands illustrationer til denne bog de smukkeste, hun har skabt, ud over dem til »Brødrene Løvehjerte«. En virkeliggjort romantisk sne- og juledrøm.

Cover Fold sammen
Læs mere

Snemanden

★★★

Forfatter og tegner: Raymond Briggs. Sider: 32. Pris: 130 kr. Forlag: Gyldendal.

Drengen i »Snemanden« vågner også op til snevejr, løber jublende ud og bygger en gigantisk snemand. Den følgende magiske julenat, hvor døde ting bliver levende, ræser pyjamasdrengen ud et minut over midnat og byder Snemanden ind til en opdagelsesrunde i huset, hvor han trues af pejs og andre varmekilder, men køles af igen efter en tur i fryseren. Efter et stort julemåltid inviteres drengen så på en fantastisk flyvetur over land og by. Historiens endeligt er forventelig og trist, da solen brager ned næste morgen. Briggs slidstærke, klassiske og ordløse historie, som er inddelt i ruder, ligesom en tegneserie, formidler venskabet mellem drengen og snemanden rørende og sjovt i douce pasteller, der understreger historiens sødme.

Cover Fold sammen
Læs mere

Pelle Haleløs fejrer jul

★★

Forfattere: Åsa og Michael Rönn. Raymond Briggs. Oversætter: Charlotte A.E. Glahn. Tegner: Ingrid Flygare. Sider: 30. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.

Alt rotter sig sammen mod Pelle i »Pelle Haleløs fejrer jul«, som er en ny titel i den lange serie, hvor den ondskabsfulde Mons som altid vil sætte den lige så altid søde Pelle, der blot vil hjælpe alle, på plads, men ender med selv at blive udstillet som den slambert, han er, mens Pelle kan fejre jul som glad vinder. Historien er ligetil og så enkel og overforklarende, at selv små børn kan følge med. De gode er gode, og de onde er onde, og devisen her i juletiden er »glem ikke at være sød!« Kort sagt en anti-mobbebog, hvor julen danner rammen. De to gange Rönn og tegneren Ingrid Flygare bygger videre på Gösta Knutsson gamle serieunivers, som nu fremstår altmodisch. Til sidst gentages seriens morale med en ekstra markering: »Det vigtigste af alt er nemlig at være sød!«