Gang i grænselandet

Det er svært at få hænderne ned efter at have læst »Sneglens hus« af Hans Schmidt Petersen. Endelig en krimi der går lige i flæsket på dansk selvforståelse.

»Vi havde været et af verdens mest spændende lande, i stedet for at være det etnisk så homogene og fremmedfjendske Danmark, som vi er nu,« siger en professor emeritus i krimien »Sneglens hus«. Han har lige tilladt sig at drømme om, hvordan vi danskere kunne have været i dag, hvis Slesvig-Holsten var blevet en del af landet.

»Alle de konflikter, vi havde måttet løse, den kreativitet, de havde frisat,« sukker han begejstret.

Forfatteren Hans Schmidt Petersen lader til at dele sin romanfigurs begejstring for kreative konflikter i grænselandet. I alt fald tager han globaliseringens effekter og bruger dem til at puste nyt liv i tanken om Sønderjylland som et oplagt laboratorium for dansk identitet. Og det gør »Sneglens hus« til lige netop den danske krimi, man har gået og sukket efter. Vildt morsomt og underholdende sætter romanen vores homogeniserede selvopfattelse som danskere på spil til drivende flotte toner af krimi noir.
Carsten Mathiesen er en stilfærdig kriminalkommissær i Aabenraa, lykkeligt gift med Lone og kun lidt kusseforstyrret. Hans rutiner vælter, da et ældre ægtepar findes myrdet på en afsidesliggende gård. Beboerne på en anden følger snart efter, og hele Sønderjylland går i panik over de brutale forbrydelser, som de fleste tror, er begået af østeuropæiske bander.

Efter en lidt kikset fremfærd på det ene gerningssted bliver Carsten sat ud på et sidespor i efterforskningen og får lov til at passe sig selv, mens folkene fra Esbjerg tager over. Da endnu et ægtepar bliver overfaldet syd for grænsen, får han hjælp af kriminalkommissær Christiane Müller fra Flensborg Politi.

Spor og vildspor

Sandheden ligger i detaljen, mener Carsten, så selv om Esbjerg-folkene ikke tager det alvorligt, graver han i ofrenes familiehistorier og drikker spandevis af kaffe med naboer og pårørende i umoderne samtalekøkkener. Schmidt Petersen får hvert spor, selv vildspor, til skiftevis at falde i hak med og fra hinanden i de kalejdoskopiske konstellationer, han skaber mellem identiteter i grænselandet. Hjemmetyskerens søn og Antar, den kosovoalbanske gangster i højhusene i Aabenraa, er blot to eksempler på tankevækkende nærbilleder i en bog, hvor det multietniske aldrig henfalder til at være ufarlig lokalkolorit.

Carsten og Christiane bliver straks et par, man glæder sig til at høre meget mere om i de næste bind. Christiane er action-liderlig og mener helt alvorligt, at hun er alles type. Hun er for meget. Det er fedt. Carsten er bedre til at blive skudt og snige sig til en samtale med en rumænsk indbrudstyv, når han nu alligevel er indlagt med ham. Scenen afføder en typisk Carsten-tanke, når han bliver vidne til, hvor meget den fremmede i modsætning til ham selv nyder hospitalets mad:

»Der er for meget mad i omløb i Danmark.«

Ja, men ikke nær nok krimier med så meget kød på som denne.