Gammelt gods fra gamle Danmark

I Niels Peter Stillings serie om danske herregårde indsættes Skåne, Halland og Blekinges pragtbygninger kompetent og meningsfyldt i Danmarkshistorien.

Renæssanceborgen Torup, der ligger ti km øst for Malmø, var ejet af landsforræderen og vendekåben Corfits Ulfeldt, der snart holdt med svenskerne, snart med danskerne. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Ville der blive tale om en nicheudgivelse?

Sådan tænkte man nok, da Gyldendal ved udgivelsen Niels Peter Stillings første bind om herregårdene på Sjælland, Møn og Lolland-Falster annoncerede udgivelsen af et værk om herregårdene i de gamle danske landsdele i Sverige. Men sådan er det ikke blevet. Bogen om Skåne, Halland og Blekinge er et selvstændigt hovedværk i ærkedansk kulturhistorie.

80 herregårde – hovedparten på 68 naturligt nok i Skåne – er udvalgt til indgående og omfattende omtale af bygningsværk, ombygninger, omgivelser og ikke mindst de indflydelsesrige svenske og danske slægter af uradel, der har ejet dem gennem tiderne. Salg, mageskifter, arv og ikke mindst kalkulerede giftermål slægterne imellem har betinget udviklingen, og den skildres helt frem til dagens moderne publikumsorienterede herregårdsdrift.

Her er det i øvrigt værd at bemærke, at den svenske lovgivning om allemandsret i høj grad imødekommer os nysgerrige publikummer, der ofte skuffede må trække næsen til os ved »privat«-skiltene foran de tilsvarende danske bygnings- og landskabsherligheder. I broderlandet inviteres man gæstmildt indenfor.

Skæbner og fjendskab

Ikke mindst det indædte fjendskab mellem danskerne og svenskerne, der skriver sig helt tilbage fra middelalderen, har øvet indflydelse på herregårdenes og adelsslægternes skæbne. Derfor indledes pragtværket da også med en grundig redegørelse for landskaberne på den anden side af Sundet helt fra rigssamlingen under Harald Blåtand til den endelige fred efter slaget ved Helsingborg i 1710. På det tidspunkt blev de danske tropper ikke længere hyldet som befriere i Skåne. Siden da er kampene mellem de to broderfolk henvist til fodboldbanen, hvilket indimellem kan være hedt nok.

Et sigende eksempel på krigenes ommøbleringer på herregårdene er knyttet til Knud Thotts skæbne. Som medlem af den magtfulde og indflydelsesrige skånske uradel-slægt støttede han danskerne og Christian V i Den Skånske Krig, og derfor blev han i 1677 henrettet »in effigie« i Malmø. Med jorden brændende under fødderne mageskiftede han derfor sit stamgods Næs (det senere Trollenäs nord for Lund) med Gavnø Gods på Sydsjælland, hvor Helle Rosenkrantz sad som enke efter rigets admiral Niels Trolle og længtes efter sit fødeland. Trollerne kom til Trollenäs og Thotterne til Gavnø. Og sådan har det været lige siden.

De herregårde, der omtales i Niels Peter Stillings bog, inddeles skarpt efter deres bygningshistorie og er i øvrigt udpeget i landskabet med et fint landkort over de mistede landsdele. Blandt de første af de bevarede middelalderborge troner det unikke og i sammenhængen emblematiske og autentiske Glimmingehus, og er dette, Nordens bedst bevarede herremandsbolig fra middelalderen, at klassificere som svensk »nationalmonument«, er dets historie dog så dansk, som dets sandstenskvadre er tykke, solide og uindtagelige. Kong Hans’ statholder på Gotland, Jens Holgersen Ulfstand, mindes sig selv i husets indvielsestavle; »I det herrens år 1499 på anden Valborgsdag lagde jeg Jens Holgersen første sten i grundvolden til dette hus.«

At huset står endnu, skyldes ifølge forfatteren sandsynligvis, at senere tiders krigskarle ikke havde tilstrækkelig med dynamit til at sprænge det bort.

Heller ikke renæssancens foretagsomme bygherrer tog udfordringen med den uvenlige bygning op. Til gengæld tog de fat andre steder i landsdelen efter fynsk mønster med opførelsen af typisk trefløjede renæssanceherregårde.

Prægtigt ligger således renæssanceborgen Torup ti km øst for Malmø. Landsforræderen og vendekåben Corfits Ulfeldt, der snart holdt med svenskerne, snart med danskerne, ejede den, ligesom han periodevis ejede andre skånske herregårde, og han lod madsalen udstyre med gyldne lædertapeter fra sin bolig i København. Da hustruen, Leonora Christine, efter sin løsladelse fra Blåtårn bad den svenske konge om frigivelse af de båndlagte godser til sine efterkommere, var svaret nej. Først efter den træske kongedatters død overgik Torup i 1735 til hendes børnebørn.

Margrethe Is betydning

Niels Peter Stilling har valgt arkitektur og stilperioder som inddelingsprincip af storværket, selv om flere af bygningerne rummer flere stilarter. Så efter renæssancen, der meget fortjenstfuldt medtager periodens efterladte ruiner, følger barok, klassicisme og historisme. Blandt ruinerne troner Månstorps gavle og frister læseren på vejen mellem Malmø og Trelleborg til et besøg under restaureringen, der netop nu pågår. Renæssancegården blev ødelagt af de danske tropper under deres tilbagetog under Den Skånske Krig i 1678.

Som varigt minde om kirkens store betydning for de mægtige jordsamlinger i middelalderen ligger stadig Börringe Kloster mellem Malmø og Ystad. Ikke længere som kloster, men som aktieselskab, med hovedbygningen opført i majestætisk senbarok fra 1760. Hele klosterhistorien i Norden er gennemsyret af Margrethe Is strategiske unions-politik og hendes personlige tilknytning til birgittinerne. Ved reformationen i 1536 overgik kirkegodset som bekendt til kronen og der kom senere frasalg til adelen, hvorefter ombygninger og nybygninger tog fart.

Landskabet Blekinge var Danmarks østligste provins. Ufrugtbar og i øvrigt for store deles vedkommende siden oprettelsen af ærkebispesædet i Lund allerede i 1100-tallet ejet af Lundekirken. Bogen giver plads til mere indgående behandling af tre af de blot ni herregårde i landsdelen, mens de øvrige omtales summarisk. Elleholms Hovgård overgik ved reformationen fra bispeborg til kongsborg med en Bille som lensmand. Efter afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge begyndte en omskiftelig tilværelse for den gamle borg, hvis historie kan føres helt tilbage til 1150.

Som trædesten mellem de to broderlande ligger Hven med sit Uranienborg. Uden den skånske adelsmand Tyge Brahes verdensomspændende ry som videnskabsmand ville man næppe skænke de sørgelige rester af stedet en tanke. Opfostret hos sin farbror på herregården Tosterup ved Ystad var Tyge en sand adelsmand, men hans rastløse studier i astronomi og astrologi drev ham rundt ved Europas læreanstalter, indtil Frederik II forlenede ham med øen. I 1597 måtte den fremgangsrige videnskabsmand imidlertid lukke ned og forlade øen på grund af uoverensstemmelser med det nye kongestyre, og ved midten af 1600-tallet blev borg med bygninger og observatorium så forsmædeligt for danmarkshistorien jævnet med jorden.

Forsvenskning

»Forsvenskning« lyder lidt tungt. Ikke desto mindre dækker det ganske godt den mentalitetsændring, der blev en forudsætning for den smertelige overdragelse af de østdanske provinser efter Roskildefreden i 1658. Niels Peter Stilling finder i et forbilledligt kapitel en række årsager til, at det lykkedes, herunder, at den østdanske bondestand og bøndernes ejendomme var så hærgede, at de værnepligtige bønder vægrede sig ved at deltage i nye udmarvende krige. Som en måske afgørende faktor nævner forfatteren oprettelsen i 1668 af det magtfulde universitet i Lund. Herfra udgik kandidaterne til den svenske statsadministration, og trods Roskildefredens bestemmelser om det modsatte, blev sproget hinsidan så småningom svensk.

Man kan læse dette storværk – udstyret med fotografens egne nærmest episke billeder, der understøtter teksten fortrinligt – sammenhængende. Det kan også pynte på kaffebordet. Eller man kan foretage oplysende enkeltopslag i det. Eller man kan lade sig inspirere til Sverigesturen. Det hele giver mening.

Forfatter: Niels Peter Stilling. Titel: Danmarks Herregårde. Skåne, Halland og Blekinge. Sider: 432. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.