Han tog munden fuld sine steder. Ikke mange taler om »Det evige Danmark« længere.
Men lige præcis Jørgen Jensen kunne slippe af sted med den slags ord – og hans 1.146 sider lægger smukt op til dem.
Arkæologens fire bind stærke »Danmarks oldtid« var en klassiker allerede ved udgivelsen for ti år siden og har nu fået nyt liv som ét bind. Bogen står stadig som en af de helt store bedrifter i dansk historieskrivning. Og den ligner stadig et vidundermiddel mod nationalt mindreværd. Selv en Tutankhamons grav kan blegne ved siden af fund i Trundholm eller Tølløse. En flintesten med det fineste filigran ejer samme fantasi, samme udtrykstrang, samme kreative omgang med naturens materialer.
»Det evige Danmark« findes netop i legen mellem mennesket og de større kræfter. »I det fine samspil mellem svundne tiders kultur og den friske natur,« skriver Jørgen Jensen. Det er fortællingen om vor vidunderlige historie, geografi og topografi. Gemte strande og glemte stednavne popper op som mønter fra markens muld.
Selv om forfatteren var forsker af den lidt tørre skole, kan hans sprog være en digter værdig: »Småholmenes skrigende flokke af søfugle får én til at tænke på de tider, da fangstfolkene færdedes her.«
Man mærker en Johannes V. Jensen eller en Martin A. Hansen i slige sætninger. Eller har hans litterære inspiration i virkeligheden været Achton Friis og hans kæmpeværk om de danskes øer?
Landet er så sent som 13.000 f.Kr. helt uden befolkning. Den sidste istid lakker mod enden og gør det af med mammutten og det uldhårede næsehorn.
Rensdyret bliver tilbage. Da isen trækker sig nordpå, trækker renerne med. Og renerne henter igen det evigt omstillingsparate menneske op.
Hvor mange opholdt sig nogenlunde fast på dansk jord i år 10.000 f.Kr.? Jørgen Jensen anslår tallet til kun 130 individer.
Istidens slutning kan dateres forbløffende præcist til en sommer omkring år 9.570 f.Kr. Det danske klima skiftede fra arktisk til tempereret på én eneste generation.
Så flere mennesker kommer til. De næste to årtusinder er Maglemosetiden med dens spredte bopladser og falliske flintknolde. Et kranium fra Koelbjerg på Fyn stammer fra 8.000 f.Kr. og har siddet på den ældst kendte dansker – i øvrigt en kvinde.
Tidens svar på den globale opvarmning begynder for alvor. Vandet stiger med over to meter for hvert århundrede. Folk trækker ind omkring vore dages kystområder og kreerer kolossale køkkenmøddinger som i Bjørnsholm og den legendariske Ertebølle ved Limfjorden.
Hvad satte man til livs? Fjordens østers var også dengang i høj kurs.
Men samlerne fik med tiden følge af jægerne. Himmelske væsner som lomvie og den nu uddøde gejrfugl blev fanget med harpun. En kvinde med nyfødt barn fra Vedbæk blev stedt til hvile på en næsten eventyrlig svanevinge.
Landbruget spreder sig fra sydlige stepper til det skovklædte nord i femte årtusind f.Kr.. Danmark skulle aldrig blive det samme igen.
Grave fortsatte til gengæld med at forme vort landskab. For hvor de levendes spor viskes ud efterhånden, da lægger man de døde mere solidt. Maleriske stendysser rejser sig i landskabet, lidt senere de mægtige jættestuer og titusinder af enkeltgrave.
Folks helbred var til gengæld bedre end rygtet. Huller i tænderne har for eksempel været relativt sjældne – takket være en stadigt mere varieret kost. Man har endda haft egent-lige tandlægebor, formet helt tyndt af den fineste flint.
Dramatiske læsioner i hovedet er renset grundigt og i mange tilfælde helet smukt op.
Man mærker ofte forfatterens faglige forundring over det fænomen. Folk døde to, tre, højst fire årtier gamle. Af hvad egentlig? Ikke engang Jørgen Jensen kender svaret.
Én ting undrer ham alligevel mere. Nemlig, at nutiden ikke passer bedre på minderne fra dengang. Skiftende forvaltninger har været for ligeglade med fredning og slettet sporene endegyldigt. Sådan noget harmer Jørgen Jensen og gør sine steder »Danmarks oldtid« til oprørende læsning.
Hans eget speciale lå lige midt i perioden. I bronzealderen fra 2000 f.Kr. og næsten frem til Jesu tid.
Bøgen får fodfæste og fældes i samme hast. En velkendt blanding af skov og åbne marker vinder frem. Værktøjer, våben af metal, mægtige vogne på to hjul holder deres indtog.
Nogle af nationens største skatte stammer fra de år. Solvognen fra Vestsjælland var verdenskunst og i øvrigt ødelagt allerede ved nedlæggelsen. De i alt 39 lurer er fundet i alle landsdele og lyder endnu i dag som nye.
Men alt har sin tid. Europas økonomiske tyngdepunkt skifter fra øst til vest. De danske handelsveje og gamle markeder tørrer ud.
»I bronzealderens sidste århundreder er vi vidne til, hvordan en stor og rig kultur langsomt svinder bort,« skriver denne kender af bronzealderen smerteligt. Og dog. Hvad der svinder bort, er mest det danske særpræg. For gravpladserne har aldrig været mere righoldige og ornamenterne aldrig mere ødsle.
Danskerne spiller fandango nede i Rom og henter gigantiske guldskatte med hjem. Fruen får fortællinger om den nye gud og en frugtskål af gallisk glas i gave.
Og nej: Vikingerne gik ikke rundt med horn i hovedet. Kun én eneste hjelm fra vikingetiden er bevaret. Den har ingen horn og stammer i øvrigt fra Norge.
Jørgen Jensen døde i 2008 og fik aldrig set sine fire bind om Danmarks oldtid samlet.
Han ville nok have fjernet omtalen af Nationalmuseets berygtede ravbjørne – der efter hans død viste sig at være et falsum fra oliekrisens og de bilfrie søndages tid. Plus måske sørget for en korrekt henvisning til bronzealderens shamaner på side 399.
Bøger som »Danmarks oldtid« skrives næsten ikke længere og udgives endnu sjældnere. Jørgen Jensens detaljer gør årtusinders jægere, bønder og til sidst borgere til levende forfædre.
Måtte vi andre beskrives lige så kærligt!
Forfatter: Jørgen Jensen Titel: Danmarks Oldtid Sider: 1.146 Pris: 499,95 kr. Forlag: Gyldendalbme
