Gamle dage med kraft og kulør

Josefine Ottesen er tilbage som fortæller med stort F i et mægtigt anlagt epos om den danske nationalhelt Holger Danske.

Med romanen »Helgi Daner« digter Josefine Ottesen sit eget store helteepos. Med et samuraiagtigt typegalleri, fra den blideste gode til den grusomste onde, fordelt på små 40 personer, minder historien om Helgi alias Holger Danske undervejs mest af alt om et computerspil på high speed med en effektiv fremdrift af kontroverser i kø, hvor blot den mindste uenighed fører til kamp. Alt dette fulgt op af et »lydspor« med våbengny og smertensskrig og kapitlernes indledningskvad, som forudskikker, hvad der nu skal ske.

På den måde ruller Ottesen hele den vesteuropæiske historie omkring 800-tallet op for læseren, og hun giver et fremragende indblik i tidens mentalitet i historien om Karl den Store, historieskriveren Einhard og sagnfigurerne Roland og Holger Danske.

»Det interessante er fortællingen, som noget man deler og gør sammen med andre,« har Ottesen udtalt. Hendes nye roman tilbyder et muligt fællesskab generationerne imellem, til meddigtning og brug på mange forskellige platforme.

Gjort af godt stof

Fortællingen om Helgi er da også gjort af det stof, som store fortællinger skabes af: at skulle gå grusomt meget igennem og opleve massiv skam, fornedrelse og dødstrusler og kæmpe sig frem til ære og lykke. Helgi er desuden en sammensat heltefigur. Han er selvfølgelig mester udi kamp, men rødmer også og har svært ved at holde tårer tilbage. Som barn voksede han op som fostersøn i en tryg familie, fik at vide, at han var søn af Danerrigets svage kong Gøtrik og en alf, Svanhild. Moderen døde i barselssengen, og i drottens hus bliver Helgi mishandlet af sin hadske farmor, som vil banke alfeblodet ud af ham, inden han så sendes som gidsel til Karl den Store. Her bliver kongebyen Akka et kulturchok for ham, men samtidig hans redning, for her dannes han i mødet med kunst, kristendom og mennesker med forskellige indsigter. Og her vægtes andet end æt og slægt. Så da han efter flere år bliver bedt om at »komme hjem« og redde Danerriget, siger han først nej. Men ender alligevel med at gøre det. Til sidst vender han tilbage til Karls hird, men giver sit løfte om at komme danerne til undsætning, hvis det igen bliver nødvendigt.

Undervejs i romanen diskuteres tro, frihedsbegreber og selverkendelse, temaer Ottesen gentagne gange har taget op, bl.a. i sin Krigeren-trilogi fra 2001-03. »Helgi Daner« er en imponerende kraftfuld fortælling, men stort anlagte scener trækkes unødigt i langdrag. Eposset males storladent frem med bred patospensel, som dog jævnligt ender i det kulørte, som når Helgis blod gentagne gange »ruller hurtigere«, når han erindrer sin elskedes »bløde hænder«, eller når folk igen og igen siger: »Du er sandelig et usædvanligt menneske.« Romanen er kort sagt meget – også for meget – men samtidig en fortælling med en usædvanlig stærk fascinationskraft.

Titel: »Helgi Daner«.

Forfatter: Josefine Ottesen.

Sider: 540. Pris: 300 kr.

Forlag: Forlaget Josefine Ottesen.