Er det Svend Åge Madsen, som har skrevet det her? Eller er det en anden forfatter, der skriver som Svend Åge Madsen?
Spørgsmålene, der begge er meget Svend Åge Madsen’ske, melder sig under læsningen af »Pigen i cementblanderen«, der såvel stilistisk som tematisk ligner noget, manden fra Aarhus-forstaden Risskov har skrevet før. Og han er gennem sine 50 år som forfatter blevet forbløffende folkekær, når man tænker på, hvor eksperimenterende hans bøger alle dage har været.
Tag bare »Pigen i cementblanderen«, der består af otte fortællinger, som griber ind i hinanden og ind i andre Madsen-bøger, og dermed bliver del af den store, vildt filtrede, evigt ekspanderende fortælling, som hans forfatterskab er.
Og bag Madsens tusinder af sider gemmer sig en filosofisk pointe om, at verden er større og mere kompleks end de små sandheder, vi som mennesker hver især stabler på benene. Hans måde at vise det sidste på er ved at trække tæppet væk under læseren – netop som denne tror, han har fået hold på historien.
Titelhistorien i »Pigen i cementblanderen« åbner eksempelvis med at ligne en stereotyp kriminalhistorie. Læs bare beskrivelsen af holdet af opklarere: »Felia som den moderlige hjælpsomme med en formidabel evne til at indleve sig, genkende de menneskelige motiver. Faland som den mangesidigt begavede, uforlignelig til at afdække fortidens forseelser. Tiliya med det skarpe blik for overgreb og som ikke tåler uret. Endelig Iben, den teknisk begavede med de store kreative evner.«
Men Madsen er kun tro over for én genre, nemlig sin egen, og det, der ligner en straight kriminalhistorie, bliver til noget andet, da opklareren Vorhelt – ja, det hedder han – ser en kopi af hele sit fantastiske hold af opklarere. Holdet er simpelthen fra højere sted blevet »kvantekopieret« for at kunne løse flere sager. Eller hvem er det nu lige, der er en kopi af hvem?
Lige så svimlende, men med et mere lignelsesagtigt, freudiansk præg er den rigtig gode fortælling om »Dr. Zakæus’ venstre hånd«, hvor en hånd har en egen vilje og drift. Doktoren holder den indespærret i et læderfoderal efter den har dræbt hans kone, og retssagen var heller ikke så ligetil. For kan man dømme en hånd, men ikke dens ejer?
Det ligner længe en gennemspilning af etiske og psykologiske temaer, men så slår historien flere slag og bringer læseren i tvivl om, hvorvidt den selvstændige hånd nu også er så selvstændig. For måske har doktoren blot brugt hånden som alibi, og spørgsmålet bliver nu, om man kan dømme en mand, men frikende hans hånd.
Historierne om Dr. Zakæus og pigen i cementblanderen udspiller sig som de seks øvrige i en jysk landsby og i Aarhus, som Madsen altid har skrevet om. Og her er intet, hvad det giver sig ud for. Ikke engang tiden, der ikke er lineær, men bøjet og hullet. Som i historien om »Anica & Sophus«, hvor en ung kvinde i 2011 har fundet et ormehul og skriver med en dreng, som indledningsvist befinder sig i 1921. Men hvor dateringen af hendes breve viser, at hun skriver i en naturligt fremadskridende tid, bliver han ældre i store spring.
Lignende tanke-twistende eksperimenter finder sted i de andre fortællinger, hvor det Madsen’ske lune indimellem lyser i sætningerne, som aldrig har været den store sprogkunst, men snarere er sat i verden for at bære de vilde fortællekonstruktioner.
Men hvor »Pigen i cementblanderen« rummer alle de temaer og kendetegn, som har gjort Madsen til en af moderne litteraturs mest originale forfattere, så er der også en vis forudsigelighed over historiernes konsekvente uforudsigelighed. Og hvor Madsens store romaner, »Tugt og utugt i mellemtiden« og »Syv aldres galskab«, er værker, så virker »Pigen i cementblanderen« mest som otte noveller, der er skrevet sammen. Måske er det også derfor, forfatteren tyr til den alternative, lidt søgte genrebetegnelse »mikroman« på bogens forside.
Det helt store sug udebliver under alle omstændigheder. Men mindre kan også gøre det i tilfældet Svend Åge Madsen. Eller hvem det nu er der har skrevet »Pigen i cementblanderen«.
