Galathea 1 - ekspeditionen der kuldsejlede

Bog: »GALATHEAs forunderlige rejse. Jorden rundt 1845-47.«Der kom aldrig de store naturvidenskabelige erkendelser ud af Galathea 1-ekspeditionen, ikke mindst fordi der var strid forskerne imellem. Hidtil har vi bedst kendt ekspeditionen fra kaptajn Billes bøger, men Søren Koustrup, hvis tipoldefar var med på togtet, giver i en ny bog stemmer til flere.

Det første danske ekspeditionsskib, der sejlede Jorden rundt, hed Galathea, og det har lagt navn til ekspeditionen 100 år senere og til den, der begynder i næste uge. Her Galathea, da det saluterer Københavns Fæstning i 1845 på vej ud på den 26 måneder lange tur. Tegning: Christian Thornam Fold sammen
Læs mere

I første halvdel af 1800-tallet rykkede det i de store søfartsnationer for at sejle ud og betragte verden gennem videnskabelige briller.

Trods Danmarks stolte traditioner, der både havde budt på opdagelsesrejser til søs såvel som den rent videnskablig landekspedition med Niebuhr i spidsen, så havde intet dansk forskningskib nogensinde sejlet Jorden rundt. Det var der flere gode grunde til: Briterne havde fjernet den danske flåde efter nederlaget i Napoleonskrigene i begyndelsen af århundredet, og i skyggen af den såkaldte statsbankerot på nogenlunde samme tid, tog det tid at komme til kræfter igen.

Men danske videnskabsfolk pressede på for at komme af sted. Charles Darwins fem år lange jordomsejling med »HMS Beagle« i 1830erne var velkendt, omend man stadig havde udbyttet i form af »Arternes Oprindelse« til gode. Og med kroningen af den videnskabeligt interesserede Christian VIII i 1839 var der nu et håb om at komme på det videnskabelige søkort.

I første omgang var kongen dog åbenbart tøvende, i hvert fald skete der ikke rigtigt noget før i 1845, men så rykkede det til gengæld også. Måske for hurtigt skulle det senere vise sig.

For helt fra begyndelsen blev der grundlagt ubehagelig personfnidder mellem de deltagende videnskabsfolk, hvilket fortsatte den 26 måneder lange tur igennem.Det har Søren Koustrup skrevet en bog om. Hans tipoldefar Johan Christian Thornam var med som tegner, og Kostrup har haft adgang til blandt andet tipoldefaderens breve, men også til efterladt materiale fra andre deltagere. De får i klip lov til at fortælle deres versioner af hændelser på ekspeditionen sammen med kaptajn Billes stilfulde fortælling, mens Søren Koustrup vurderer og opsummerer undervejs. Måske ikke nogen endegyldig sandhed om ekspeditionen, men dog en afbalanceret og meget interessant beretning.

Helt fra undfangelsen af ideen løb Galathea 1 ind i problemer. Miséren var, at den 37-årige professor og direktør for det Kgl. Naturhistoriske Museum i Kiel, Wilhelm Friedrich Georg Behn, i 1845 bad om foretræde for kongen og her foreslog en videnskabelig jordomsejling.

Kongen kunne tilsyneladende godt lide den velargumenterende Behn, og da holsteneren nu havde fostret ideen, så ville kongen ikke forbigå ham i en ekspedition. Christian VIII lod den berømte fysiker H.C. Ørsted, der var sekretær i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som kongen selv var præsident for, indkalde til et ekstraordinært møde. Her skulle selskabet foreslå forskere til turen, men kongen havde på forhånd givet en zoolog-plads til W.F.G. Behn.

En sådan fornærmelse var svær at bære for de øvrige videnskabsfolk, og på deres side kæmpede avisen Fædrelandet, der pustede godt til den nationalistiske ild. Holsteneren Behn blev blandt andet kaldt en tysk ligsnitter uden større kompetence på det zoologiske felt.En jordomsejling var en ganske kostbar ting, og den enevældige konge udpegede som hovedformål med turen en undersøgelse af Nicobarernes egnethed som koloni, en øgruppe som Danmark havde højhedsret over. Desuden skulle Galathea-ekspeditionen overdrage kolonierne Trankebar og Frederiksnagore i Indien til Det Britisk-Ostindiske Kompagni. Andre opgaver lød på at udbygge handlen med Kina og i det hele taget opbygge nye handelsforbindelser.

Dannebrog skulle vises i det meste af verden, blandt andet Bali, Batavia, Singapore, Manila og fortsætte gennem Stillehavet til Australien, New Zealand og andre øgrupper, som lå tilpas for handel og hvalfangst. Turen skulle fortsætte til Sydamerika og anløbe blandt andet Rio de Janeiro, og efter denne jordomrejse skulle skibet siden returnere til Danmark i sommeren 1847. Først 18 dage inden afsejlingen var det lykkes at finde navnene på de to små håndfulde videnskabsfolk, der skulle deltage.

Til kaptajn havde kongen udnævnt den 48-årige Steen Andersen Bille, der nedstammede fra søofficers slægt og havde gjort tjeneste i flere lande. Han var en særdeles erfaren sømand, der fulgte den etikette, man nu engang havde på orlogsskibe. Kaptajnen kommunikerede gennem sin næstkommanderende og blandede sig ikke ret meget med de øvrige officerer eller mandskab, og ville man ham noget, så kunne man skrive et brev.

Men det er netop i kraft af Steen Andersen Bille, at Galathea 1-ekspeditionen i dag er kendt, for kaptajnen kunne ikke blot føre et skib, han skrev også et ganske godt værk om turen.

Heri giver han ikke just et negativt billede af hverken ekspeditionen eller sig selv. Efter hjemkomsten var der en hård kritik af ham for at være gået for hårdhændet til værks over for matroserne, men justitsprotokollen, hvor man førte regnskab over de uddelte fysiske straffe, forsvandt meget passende efter hjemkomsten.

Men også andre kunne fortælle, og netop fordi det ikke var beregnet til offentliggørelse, så virker det som meget ægte oplevelser. Ikke mindst tegneren Johan Christian Thornam afslører undervejs noget om, hvordan verden så ud fra Danmark midt i 1800-tallet:

»På rheden ved Tranquebar så jeg for første gang en ostindianer. Det var en gammel, affældig og fattig mand, men jeg så dog straks, at mine forestillinger om dette folkefærd var i høj grad uovertrufne. I stedet for at træffe noget neger- eller abeagtigt blev jeg overrasket over at finde smukke hænder og fødder, slanke og smidige former, jævnt udviklet kranium, let bøjet næse og et forstandigt åsyn. Vor zoolog om bord råbte med god grund: Se, hvilken elegant knoglebygning - som hos en fuldblodshest!«En del af videnskabsfolkene havde indbyrdes problemer, men der var også andre årsager til, at de ikke fik nok ud af turen. For kaptajn Bille ville meget hellere sejle til civiliserede byer, hvor han kunne vise det danske flag, end bruge tid på at undersøge små øer som f.eks. Galapagos-øerne. Desuden var der ikke nok dage i land til at studere tingene, mente flere deltagere. Ruten blev ændret flere gange, blandt andet kom man aldrig til Australien og New Zealand til gengæld sejlede kaptajn Bille et smut til det for omverdenen så lukkede Japan. Hvilket var ret modigt, men der kom nu ikke noget ud af fremstødet.

Mod slutningen af turen fik flere videnskabsfolk lov til at hoppe af. Blandt andre Behn, der gik i gang med mere landbaserede studier.

Galathea 1 kom hjem til Danmark i 1847, og meget af det materiale, der var samlet undervejs, blev lagt på lager sammen med de kasser, der løbende var sendt hjem. Der fik det for en stor dels vedkommende lov at rådne op. Der blev ikke lavet videnskabelige afhandlinger. Og med krigen for døren og en konge, der døde året efter, var presset nok heller ikke så stort.

Kronen fik altså ikke det store ud af turen. Nicobarerne indstillede videnskabsfolkene til egnet som dansk koloni, men det var på baggrund af et par måneders ophold, og anbefalingen var urealistisk. Ligesom ved tidligere forsøg, så viste det sig ret hurtigt, at klimaet ikke bekom europæere vel. De bukkede under for sygdomme.

I skyggen af krigene kunne Danmark heller ikke rigtigt afse kræfter til at holde ro og orden på øerne, og englænderne klagede til stadighed over pirateriet, der udgik derfra. I første omgang forsøgte Danmark at sælge øerne til England, men i sidste ende måtte man bare give op og overlade dem gratis.