Jeg har besluttet mig for at blive lykkelig.
Ikke flere aftener i sofaen med den billigste plade chokolade fra Netto. Ikke flere timer i stuen med gamle LPer på anlægget. Det er svært at føle sig som en del af klodens lykkeligste folk, når man bare sidder derhjemme og hører Trille. Jeg må gøre noget.
Heldigvis er der hjælp at hente i den voksende skov af selvhjælpslitteratur, der udkommer hvert år. Stakken er tilsyneladende endeløs.
Der er bøger om glade tarme, lykkelige skilsmisser og en tilsyneladende ny trend af bøger, der giver opskrifter til antiinflammatorisk kost. Én af dem, »21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost«, byder mig velkommen på en »helbredende rejse«, der vil føre mig frem til en lykkelig krop. Det lyder som X Factor for fordøjelsessystemer.
Den antiinflammatoriske kost kan gøre livet lettere for folk plaget af søvnløshed og tristhed. Den kan også forebygge de fleste livsstilssygdomme, læser jeg.
»Sund og rask med antiinflammatorisk kost« og »Mad til glade tarme« er kun et lille udsnit af de antiinflammatoriske madbøger, der er udkommet hen over efteråret. Fællesnævnere er troen på, at maden kan have en positiv effekt på vores helbred. Bøgerne indeholder masser af forskning og kostfakta, informationer om fødevareintolerence og biobalancerende helsemad – og billeder af smukke, smukke mennesker med glansfuldt hår, der laver den ene lækre ret efter den anden. Opskrifterne er relativt nemme, hvis man ellers har lidt gurkemeje, et skvæt hampeolie og 2 spsk chiafrø.
Det slår mig, hvor hårdt man skal arbejde for at blive sund og lykkelig.
Ifølge forskerne følger vores lykkeniveau en U-formet kurve gennem hele livet. Vi er lykkeligst i vores ungdom og vores alderdom og mindst lykkelige midt i livet. Det globale gennemsnit for, hvornår vi er mindst lykkelige, er 44 år. Den dårlige nyhed – for mig – er, at der er fire års nedtur i sigte. Den gode nyhed er, at jeg efter al sandsynlighed bliver gladere igen, efter at bunden er nået. Det kan jeg læse i »Lykken under lup« - skrevet af Meik Wiking, der er direktør for Institut for lykkeforskning. Trods det gule omslag er dette ikke en selvhjælpsbog. Ambitionen er snarere at definere, hvad lykken ER, og hvordan begrebet bruges i forskning, politisk og kuturelt. Bogen begynder med at fortælle, at begrebet »lykke« første gang dukker op i Oxford-ordbogen i 1530.
Dengang kunne lykken fortolkes som held, hvilket jo ligger ret langt fra den indsats, vi skal gøre, for at finde lykken i 2016. Dén idé, altså at lykken er noget, man selv skal skabe, stammer fra oplysningstiden og står i skarp kontrast til hedonisternes idé om, at lykken er at maksimere nydelsen, minimere smerten og undgå ubehageligheder. Nu skal der knokles.
Og det bliver der så.
En af dem, der arbejder hårdest, er Mille Dinesen. Skuespillerinden er aktuel med bogen »Min egen vej«, der gennemgår nogle af de alternative behandlinger, hun selv forsøgte, efter at hun i 2001 blev diagnosticeret med sclerose.
På trods af lægernes anvisninger valgte Dinesen at undersøge alternative behandlinger som akupunktur, hypnose og homøopati. Hun har udviklet en filosofi om, at »de hårde perioder skal bruges til at rejse os og blive klogere på os selv«.
Som i mange andre af tidens selvhjælpsbøger er siderne smukke og indtagende. Her er billeder af en toptrænet skuespillerinde, der ser lige så sund og appetitlig ud som et økologisk æble. Selv bogens sider dufter dejligt.
Mille Dinesen lægger ikke selv skjul på, at det har kostet:
»I de første mange år af min jagt på balance brugte jeg stort set al min tid og alle mine penge på at få styr på min fysiske krop - mit sind kom i anden række. Jeg fik overbevist mig selv om, at jeg skulle skærme mig selv, jeg skulle gå tidligt i seng, ikke drikke alkohol, ikke spise usundt osv. osv. Jeg tænkte, at jeg passede bedst på mig selv ved at afholde mig fra at gøre en masse ting, som i sidste ende gav mig livsglæde, selv om de måske ikke var decideret helseagtige. Jeg levede, hvad jeg troede på var et sundt liv. Men det var mest af alt et meget kontrolleret liv, der ikke overlod plads til spontanitet«, skriver Mille Dinesen, der nu har skåret ned til en Body SDS-behandling hver anden uge – samt 16 forskellige kosttilskud. Dagligt.
Hun har også prøvet en fasteudresning. 10 dage på nedtrapningskost, fire dages faste og 10 dage på udrensningskost. Derudover skal man på udrensningsmassage 4-5 timer hver dag. Det ligner et fuldtidsarbejde. Ikke at der er noget galt med det. Hvem vil ikke gerne sidde i en kropsformet svedetønde, mens en indisk doktor gør klar til at massere kroppen med ayurvedisk olie? Problemet er bare, at det er ret usandsynligt, at man kan presse det ind i en hverdag med fuldtidsarbejde og små børn.
Jeg tager mig sammen og afprøver den såkaldte »Kylling i krise«. Opskriften indeholder rigelige mængder mascarpone og creme fraiche, hvilket føles lykkeligt på sådan en fed og syndig måde. Samtidig har måltidet den rare bivirkning, at jeg føler mig enormt overskudsagtig, mens jeg står i mit hjemmesyede forklæde og laver mad efter en opskrift. Bagefter virker det passende at lave et par af bogens åndedrætsøvelser, inden jeg går i gang med opvasken.
Senere samme aften får jeg taget en onlinetest for at kende min dosha. Kender jeg den, vil jeg forstå min krops behov, skriver Dinesen.
Testen fortæller, at jeg er en Vata-Pitta type – venlig, snakkesalig og energisk. Men klogere end de rene Vata-typer og også psykisk stærkere. På det tidspunkt af aftenen føler jeg mig dog mere som en meget mæt og klodset burhøne.
Heldigvis er der også bøger til dem, der gerne vil være lykkelige på en nem måde. En af dem er »Den dovne gurus guide til livet«. En lille gul bog om at opnå mere ved at gøre mindre. Den griber jeg.
Dybest set vil bogen have mig til at gøre det samme som de fleste andre meditationsbøger vil. Det handler om at finde roen i sig selv. Men i stedet for at anbefale en kompliceret indisk meditationsform, der ender med at give mig hold i ryggen, kommer bogen med nogle ret håndgribelige råd til at stresse af i hjernen.
Hvis man kender følelsen af at sidde i skrædderstilling og forsøge at meditere, mens tanker om opvask og indkøb kommer buldrende, er man lige i målgruppen. Forfatteren har selv været der. Som han skriver, har man ofte en let modstand mod at være totalt afslappet. Det er »som om en del af dig er på vej, som om du allerede har besluttet, hvad du vil gøre bagefter.«
Bogen forslår, at man dropper meditationen og i stedet sætter sig ned for at lytte. Hvordan lyder din by? Hvordan lyder dit eget hjem, når der ikke er nogen, der taler, og du selv sidder helt stille?
Derudover skal man slette sin dårlige samvittighed. Fjerne ordet »burde« fra sit ordforråd og erstatte det med ord som »vil«, »må« eller »har brug for«. Og så skal man vedkende sig den følelse, man har. Det er okay at være ked af det. Og hvis der er grund til det, er det også okay at føle sig svigtet. Alt for meget dårligt kommer ud af at putte sine følelser ned i små kasser, hvor de ikke bliver anerkendt. På den måde skal du netop bare anstrenge dig endnu mere for at holde følelserne dernede, siger den dovne guru.
Det der med Trille-pladerne er med andre ord okay. Så længe du rejser dig og kommer videre, når sangene er sunget færdig. Det er et god råd, tænker jeg. Alle kan vel have perioder, hvor det føles bedst at trække stikket og holde sig hjemme. Der, hvor dynen virker som det allerbedste værn mod verden. I den situation gør det næsten fysisk ondt, hvis man også skal have dårlig samvittighed over at gå i hi.
Bogen foreslår også, at man forsøger at blive liggende i sengen, når man vågner. Bare et øjeblik. Jeg forsøger. Sætter vækkeuret 10 minutter før og når faktisk at ligge og lytte til den lilles åndedræt en onsdag morgen. Det føles meget tæt. Meget varmt. Så vågner han og bider mig i kinden. Men det var alligevel en god start på dagen.
Vi hører hele tiden, at Danmark er verdens lykkeligste land. Samtidig har vi stadig et højt selvmordstryk i Danmark. Mere end 500 danskere slår sig selv ihjel hvert år. Depression blandt glade mennesker kan nemlig være sværere at udholde end tristhed i de tristes land. Det kan med andre ord være lettere at være ulykkelig blandt andre ulykkelige. Hvis du tvivler, kan du tage bus 5A en mandag morgen i november. Man kan blive helt irriteret, hvis der pludselig er en mand, der fløjter.
Jeg er halvanden uge inde i mit forsøg på at læse mig lykkelig og bliver ved med at vende tilbage til lykkebogen »Lykken under lup«. Det er interessant, at vores opfattelse af lykke er forskellig - også på tværs af kulturer.
Dansk lykke handler om, at tingene fungerer, og at andelen af meget ulykkelige mennesker er relativt lille. De fleste af os er bare godt tilfredse. Og det hæver det samlede gennemsnit, når FN igen og igen undersøger lykkeniveauet i verden.
Det tænker jeg over, da bogen er klappet sammen, og det gule omslag forsvinder ned i cykelkurven. Måske er det ikke meningen, at bøgerne skal få os til at knuselske regnvejr, bilkøer og sure kollegaer. Måske er den danske lykke, som man kan læse sig til, slet ikke så højtråbende. Det kan være, at den snarere handler om at stille sig tilfreds.
Da jeg står af cyklen, fornemmer jeg for første gang, hvor mange lyde der egentlig er i min gård. Jeg lukker øjnene. Fra den nærliggende Amager Fælled kan jeg høre lyden af hårde sko, der rammer en fodbold. Begejstrede tilråb. I min boligblok står en altandør på klem. Man kan høre klirren fra én, der tømmer sin opvaskemaskine. En kvinde kalder på sin mand.
Jeg åbner mine øjne. Så går jeg op for at brase kartofler til mig og børnene.
