Hvis man tror, man ved, hvordan Kim Fupz Aakeson skriver for børn og unge, kan man roligt tro om igen. I novellesamlingen »Jeg begyndte sådan set bare at gå - 14 noveller for unge« fremstår Fupz i ny sproglig form. Med en tone så skarp at man skærer sig på den. Dette er realisme - for real - én, der virkelig kradser. Uden et afvæbnende ironisk »mon ikke« eller »klart nok«.
I de små kondenserede novellehapsere på kun 7 til 13 sider afdækkes især forhold mellem unge og deres mødre eller fædre. Hemmeligheder dissekeres og fremlægges filmisk, levende og foruroligende klart uden nogen form for fordømmelse, ej heller af de ledeste svin. Resultatet er stramt, stringent og stærkt. Og ikke én af novellerne er uvedkommende.
»Resultatet er stramt, stringent og stærkt. Og ikke én af novellerne er uvedkommende.«
Novellernes titler er knappe, kortfattede indhug: »Tøser«, »Sex«, »Brødre«. Flere har en thrilleragtigt indgang: »Det var den lilles idé« og »Jeg benyttede mig af at de begge to var væk, sådan gik det til« - eller skånselsløst: »Jeg var den sidste han lagde an på«.
Forenklet sagt befinder vi i os i familie- og fritidssfæren i de nu’er, hvor jeg-fortællernes virkelighed og magtbalancer ændres, og de unge får nye indsigter. Gennemgående er familierne mere eller mindre dysfunktionelle. Formuleringer som »min mor« og »min far« lægger også en distance ind mellem personerne. Forfatteren krænger ikke vrangen ud, han afdækker og lader læseren konkludere.
Gentagelsen og små bitte forskydninger bruges fornemt og får til sidst tiltet situationerne, som i den frysende »Raftehegn«. Far og søn skal sætte et gammeldags raftehegn op »et rigtigt hegn«, som faren kalder det, i virkeligheden en mur, så han slipper for at se på »de idioter der glor ind i vores have«. Moren siger »dit hegn« og holder sig væk. De slår søm i, og faren slår igen og igen fast, at »det bliver godt«. Hver gang uddybes afstanden mellem faren og den søn, som til sidst ender uden for hegnet, hvor han glor ud til motorvejen og »folk der skulle andre steder hen«.
Stemningerne skifter mellem det knugende, for eksempel når to unge på 17 skal være det, titlen siger: »Forældre«. Eller pinlig, som i »Skovhuggere«, hvor drengens far kun bralrer løs, mens drengen og farens ven fælder træet, og for pigen med en mor, som snylter på hendes ungdom i »Veninder«. Sidste sætning i den novelle har i øvrigt givet navn til antologien. Til absurd munter i »Sex«, når en pige faktisk bliver grovkornet forført på kanten af voldtægt, og novellen så alligevel ender i et overraskende »smil«.
Novellen »Hund« adskiller sig fra de andre. Familien virker harmonisk, og handlingen foregår uden for hjemmet. En irriterende velstillet familie flytter ind på vejen. De har en lækker, blæret datter, lidt ældre end den jeg-fortællende dreng, som forsøger at skabe kontakt uden synderligt held. Pigen går altid tur med familiens hund, og en dag bremser en bil: »Jeg hørte nogen hvine, sådan flere gange. Jeg tænkte shit, det er alvor, de lyde, der er virkelig sket noget, der er ikke næsten sket noget, jeg cyklede som en sindssyg, drejede op og kom ud på vejen lidt for langt nede og bilen holdt forkert på vejen, skævt, jeg cyklede langsommere og så at det var hende der stod og hvinede.«
I et interview her i avisen tidligere i år kaldte Fupz den amerikanske forfatter Raymond Carver sin mester: »Der er en fornemmelse af fantomsmerter, når man læser hans noveller. Det står der ikke, men det er der alligevel, og det er det, der gør det så stort.«
Man har det præcis på samme måde, når man læser Fupz’ noveller. Men han er helt sin egen.
