Fritænkeren Sørlander er altid værd at læse

Kai Sørlanders forsvar for fornuften er klart og konsekvent, men også præget af en selvpålagt indskrænkning.

Kai Sørlander er i ordets egentligste forstand en original filosof. Denne fritænker har aldrig gjort karriere inden for det bestående universitetssystem, men til forskel fra universitetsfilosofferne, der nøjes med at publicere i internationale akademiske tidsskrifter, som ingen gider læse, er Sørlander nået bredt ud til et filosofisk interesseret publikum. Sørlander tænker fornuftigt og logisk stringent, men også alment vedkommende. Hans bøger er altid værd at læse. Der står noget på spil.

Således også i Sørlanders seneste bog, »Fornuftens skæbne. Tanker om menneskets vilkår«, hvor det er selve »menneskeheden«, der står i fare for at bukke under i irrationalitet. Fornuftens skæbne er nemlig ikke sikret: Fornuften kan gå tabt, hvis vi overgiver os til multikulturalisme, moralisme, autoritære samfundsmodeller og ikke mindst kulturrelativisme.

Demokrati forpligter

Hvad forpligter fornuften os til? Sørlanders grundlag er her, som i tidligere bøger, det såkaldte etiske konsistenskrav. Det vil sige kravet til enhver person, der kan handle ansvarligt, om at handle i konsistens med, at alle fortsat kan leve som rationelle personer. Deraf følger en forpligtelse til at skabe en demokratisk samfundsorden, hvor alle tilkendes lige værdighed.

Men dermed er den rationale orden jo ikke sikret. For der gives særlige historiske og kulturelle betingelser for, at man bedst muligt kan virkeliggøre dette rationelle ideal. Her har kristendommen med dens sekularisering – adskillelse af politik og religion – vist sig at skabe de bedste betingelser. Og det vil jo omvendt sige, at det er i Vesten, at vi har set det liberale demokrati vinde frem sammen med videnskaben og andre rationelle goder. Derimod har især islam fejlet med hensyn til at forløse fornuftens potentiale.

Et længere mellemspil i bogen vies en kritik af relativismen, altså den doktrin, der lærer, at værdier skal bedømmes relativt til kulturer. Det er en lang og kompliceret diskussion. Men hvis man har studeret emnet indgående, vil man se, at Sørlander for en gangs skyld gør det for let for sig selv, når han affejer relativismen.

Han angriber ikke relativismen dér, hvor den er stærkest, og pålægger dermed sig selv en filosofisk indskrænkning.Relativismen lærer jo hverken, som Sørlander skriver, at alt er tilladt, at man ikke kan kritisere andre kulturer, eller at fornuften ikke spiller nogen rolle. Én ting er Sørlanders misrepræsentation af relativismen. Noget andet er, at ikke alle ønsker at leve som i Vesten med dens rationalisme, individualisme og sekularisme.

Og det er altså ikke kun, fordi mennesker i andre kulturer tager fejl. Sørlander bør i sin næste bog fremlægge en mere gennemgribende diskussion af relativismen.

Sørlanders stil kan næsten blive for kold og objektiv, og hans budskab kan forekomme for idealistisk. For hvordan motiveres mennesker overhovedet af den rene fornuft? Det står ikke helt klart i en ellers klart tænkt bog.

Den sidste stjerne får Sørlander for igen at have skrevet et konsekvent forsvar for sit filosofiske projekt, rationaliteten.

Forfatter: Kai Sørlander. Titel: Fornuftens skæbne. Tanker om menneskets vilkår. Sider: 238. Pris: 300. Forlag: Informations Forlag.