Niels-Birger Danielsen udsender første bind af tre om den danske modstandsbevægelse. Første bind på 570 sider hedder »Modstand. Frihedskampens rødder 1933-1942.« De næste bind er sat til at udkomme i 2016 og 2017, og det vil så samlet være den mest omfattende genfortælling af modstandskæmpernes indsats, som vi har set i mange år. Ideen er glimrende, for selv om der er udkommet mange erindringer og værker om specifikke dele af modstandskampen, så er det lang tid siden, at nogen seriøst har forsøgt at sammenfatte hele frihedskampen. Efterhånden er mange nye skildringer og studier udkommet, og arkiver åbnet, så det er et godt tidspunkt, Niels-Birger Danielsen har valgt.
Danielsen har tidligere udgivet biografier om gestapochefen Karl Heinz Hoffmann (2011) og om den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Best (2013), og begge bøger havde fine kvaliteter, og det har den nye bog også. Det er et ambitiøst forsøg på at berette om alle grene af den spæde modstandsbevægelse, hvor unge mennesker fra mange dele af samfundet fandt vej til modstand mod den tyske besættelse, selv om der endnu ikke var tale om væbnet modstand. En lang række spændende skæbner træder frem, og Niels-Birger Danielsen er en god fortæller og beretter om disse unge ildsjæles baggrund og motiver. Han trækker dygtigt på erindringer og faghistoriske skildringer for at gøre læserne begribeligt, hvordan de unge mennesker efterhånden blev grebet af modstandsånd og endda var parate til at risikere livet for landet, friheden, demokratiet, sine landsmænd eller i kommunisternes tilfælde for – revolutionen og Sovjetunionen.
Mange navne
Der er mange navne i dette første bind, men Niels-Birger Danielsen lader et par enkelte spille hovedrollen i bogen. Den selvmorderisk dristige Thomas Sneum er en af disse hovedskikkelser. Sneum havde en plan om at skyde SS-lederen Heinrich Himmler med bue og pil, når denne ankom til Hotel d’Angleterre, men Himmler ændrede planer. Så flygtede Sneum til Storbritannien og blev uddannet til at tage modstandskampen op i Danmark og han blev derefter kastet ned i Danmark, med faldskærm. Danielsen fortæller med stort engagement og fortællelyst, og for alle yngre læsere må beretningen om Sneum og de andre dristige frihedskæmpere være oplagt læsning, når de har set den nye James Bond-film. Dette er virkelighedens drama.
Man kan selvfølgelig altid finde modstandsfolk, der burde have været med, men Niels-Birger Danielsen har lagt sig i selen for at få mange forskellige unge danskere med, der afspejler forskellige dele af den tidlige modstandsbevægelse, og kvinderne er heller ikke glemt. Det kunne let være blevet til en rodet affære, men Danielsen holder tungen lige i munden, så læserne får et godt overblik. Bogen er skrevet ud fra frihedskæmpernes synsvinkel, og ofte har det været faghistorikere, der analyserede besættelsestiden med brug af kilder og viden, som frihedskæmperne selvfølgelig ikke kendte til. Her får vi deres egne beretninger, og det føles godt.
Refleksionsniveauet er imidlertid ikke på højde med Danielsens fortælleglæde. Der er ikke mange analyser og problemstillinger i bogen, hvor læserne får sammenfattet forfatterens egen vurdering. Der er i gennemgangen af den socialdemokratiske frihedskæmper Frode Jakobsen, der var leder af organisationen Ringen, dog en kritisk vurdering af Jakobsens egne erindringer og den konservative Christmas Møller udsættes også for en kritisk vurdering, men generelt har Danielsen ladet frihedskæmperne selv fortælle med indskud af en række faghistorikeres synspunkter. Denne manglende analyse slår igennem som en mangel i særlig betændte områder.
Hvad var således kommunisternes motiver og forhold til andre frihedsfolk i perioden 1939-1941, hvor Nazityskland og Sovjetunionen var forenet i en ikke-angrebspagt? Danielsen lægger ikke skjul på, at kommunisterne gik Moskvas ærinde, men nogen nærmere vurdering af dette forholds konsekvenser får man ikke, og Danielsen skriver, at DKPerne ikke gjorde sig illusioner om samarbejdet med nazisterne: »De var sikre på, at den unaturlige alliance eksisterede på lånt tid og begyndte allerede i april at forberede sig på illegalitet.«
Hvorfor dette samarbejde skulle være mere unaturligt end alt muligt andet, fremstår kun klart i bagklogskabens lys og at kommunisterne var tvivlsomme i modstandskampen var et faktum, for de kæmpede jo ikke for demokratiet men for kommunismens sag.
Et mildt syn på samarbejdspolitikerne
Ligeledes forsøger Danielsen at anlægge et mildt syn på samarbejdspolitikerne, selv om hans bog gør sig til af at repræsentere frihedskæmpernes synsvinkel. Danielsen konkluderer således, at »Samarbejdspolitikerne førte ikke deres politik for at styrke deres position eller opnå økonomisk vinding med besættelsesmagtens hjælp, men fordi de mente, den var til landets bedste.« Det kan man selvfølgelig mene, men det må dog med, at langt ind i besættelsen var denne politik på mange planer til gunst for Nazityskland, og det var denne kendsgerning, som de unge besættere reagerede imod. Havde samarbejdspolitikernes politik fået konsekvenser, så var Danmark havnet som en region i det Stortyskland, som de mente, ville vinde. De endnu levende frihedskæmpere, og dem er der heldigvis nogle af, vil næppe være glade for Danielsens formulering.
Første bind af Niels-Birger Danielsens trebindsværk lover godt, og hvis han også strammer op på vurderingerne og virkelig ser sagen fra frihedskæmpernes synsvinkel, så kan det blive et væsentligt værk.
Titel: Modstand. Frihedskampens rødder 1933-1942.
Forfatter: Niels-Birger Danielsen.
Sider: 571 sider. 350 kroner.
Folag: Politikens Forlag.
