Friheds-kæmper som 10-årig

Bøger: »Jeg brød et løfte«»Selv om jeg kun var 10 år gammel, blev jeg hurtigt en lille voksen. Barnet var der ikke plads til.« Sådan skriver Dorthe Røssell om sin sindsoprivende barndom under Anden Verdenskrig, hvor hun som seksårig blev involveret i forældrenes kamp mod den tyske besættelsesmagt. Det er en af forårets bedste bøger for børn og voksne i fællesskab.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes mange forskellige former for barndom, men ingen som den, 71-årige Dorthe Røssell oplevede under besættelsen, hvor den lille pige med kælenavnet »Dunte« hjalp forældrene i modstandskampen. Hun lærte at betjene en Parabellum-pistol, var budbringer til jøder, der skulle smugles til Sverige og hjalp med at samle og transportere våben samt illegale blade i sin lille dukkevogn. Dunte så i 1944 sin far Georg Røssell blive tortureret i Shell-huset, hvor også moren Asta Røssell blev hentet ind og under fængslingen forsøgte selvmord. Efter befrielsen, hvor faren kom hjem fra Neuengamme som et skelet med hud på, lovede Dunte ham aldrig at fortælle til nogen, hvad hun havde set og hørt i de fem forbandede år.

Det løfte holdt hun i 60 år. Ikke engang Dorthe Røssells mand, som hun var gift med i 44 år, fik nogensinde noget at vide om hustruens børnearbejde i modstandsbevægelsen, ligesom Røssell i alle de år med besvær fortrængte det moralske spørgsmål, der knyttede sig til en fars ret til at involvere sin lille datter så aktivt i modstandsarbejdet, som han gjorde. Men da Peter Øvig Knudsens bog om aktions- og forhørslederen Ib Birkedal Hansen udkom i 2004, hvori Øvig bl.a. fortæller om Dorthe Røssells far, kunne datteren ikke længere holde på sin ubærlige hemmelighed. Og på opfordring fra Peter Øvig Knudsen satte hun sig derfor ned og skrev en lille, lavmælt bog, der fik titlen »Jeg brød et løfte«. Et værk, der må betegnes som dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser med børn i alderen 9-14 år.

Dramaet i Dorthe Røssells pigeliv begynder for alvor sankthans ... >

evt. citater:

»Sådan nogen som dig og din datter kan vi sagtens bruge i Tyskland«

Birkedal, til Dorthe Røssels mor, sommeren 1944

»Nu fortæller du mig, hvad du ved, ellers skyder jeg dig, mens din far ser på og ham bagefter«

Birkedal til 10 årige Dorthe Røssell, juni 1944

»Dunte, den grimme oplevelse du og jeg havde på Shellhuset, den taler vi aldrig mere om. Vi skal begge to glemme den, lover du mig det?«

Børn i frihedskamp

..aften 1944, hvor familie og venner er samlet i sommerhuset i Hjortekær nær Dyrehaven. Under middagen i den lyse sommeraften får man uventet besøg. Gestapofolk stormer pludselig gennem rosenbedet med skarpladte maskinpistoler for at hente Dorthes forældre og nogle af gæsterne.

Til daglig har Duntes far sin gang i Politikens Hus, hvor han tjener sine penge som dagbladets inkassator. Efter fyraften er han medlem af den velorganiserede modstandsgruppe »Studenternes Efterretningstjeneste«, der driver illegal bladvirksomhed, stjæler våben og ammunition fra besættelsesmagtens lagre, laver sabotagehandlinger og organiserer transporter over Øresund med jødiske flygtninge. Dorthes far har stillet familiens sommerhus til rådighed som gruppens møde- og gemmested. Og fra 1940 til 1944 ligger der en mængde forbudte ting under huset, i kompostbunken og ude på dasset under toiletspanden.

Dunte kender til det meste af det, der foregår blandt de voksne, der kommer og går hjemme hos forældrene. Hun hjælper nemlig til i modstandskampen, på opfordring af sin far. Allerede 9. april om morgenen, da tyske flyvere vækker københavnerne, kigger han længe på sin 6-årige datter og siger så:

»Dorte - det vil vi ikke finde os i. Vi vil kæmpe lige til den dag, tyskerne er ude af landet, og vi atter er frie.«

På den måde bliver Dorthe Røssell modstandspige fra de allerførste besættelsesdage uden egentlig at vide, hvad det vil indebære. En af Dorthes første opgaver består i at klemme sig ind i og fylde et lille lager med våbendele i skunken oppe på loftet over familien Røssells lejlighed i Nordborggade nær Frihavnen. Ligesom hun ofte fungerer som kurér med illegale blade og våben, skjult i rugbrød eller gemt i den hemmelige bund i dukkevognen. I 1943 bliver den ni-årige pige også en vigtig brik i den løbende kontakt mellem modstandsfolk og de jøder, der skal af sted til Sverige, og som ofte inden afgangen samles i familien Røssells lejlighed.

Alt dette har han en ret god formodning om, den ubehagelige mand i cottoncoat, som leder gruppen af Gestapofolk den sankthansaften i 1944, hvor Dorthes forældre og resten af selskabet gennes op i et hjørne af haven med ordene: »Hænderne op, eller vi skyder!«

Mandens navn er Ib Birkedal Hansen. Af nogle bedre kendt som »Tæve-Hansen«. En ubehagelig handlekraftig og brutal afhøringschef i Gestapo, der har gjort lynkarriere i Shell-huset, og i sommeren 1944 eskalerer hans voldelighed. Torturen finder sted i Birkedals eget kontor. Ofrene tvinges til at lægge sig ind over et bord, mens han systematisk tæver løs på nakke, ryg, bagdel, ben og fødder med ledninger, knippel eller »Flodhestepisken«, der en stålwire omviklet med gummi. Imens holdes ofrene ved bevidsthed med salmiakspiritus.

Da Birkedals håndlangere lægger Dorthes far, mor og en del af gæsterne i håndjern og puffer dem ud til de ventende biler uden for lågen, græder Dunte. Hun ved jo om nogen, hvor dybt faren har været involveret i modstandskampen siden 1940 og spørger: »Hvornår kommer min far hjem igen?« Birkedal, der i sit civile liv selv lever et lykkeligt, harmonisk familieliv, er forholdsvis nygift og far til et lille barn, svarer vredt og brutalt:

»Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham.«

Dorthe Røssells far kommer ikke hjem. Han bliver dog heller ikke skudt, men holdes fængslet, forhøres og tortureres på Birkedals hjørnekontor i Shell-huset. Dunte flytter ind hos sin faster og onkel, og en tidlig morgen ringer det på døren. To Gestapofolk fortæller, at Dorthes far gerne vil se sin datter og snakke med hende. De fremmede er vældig flinke mod pigen. På vej mod Shell-huset i den store sorte bil giver de hende masser af bolsjer, og ved ankomsten til Kampmannsgade følger de pigen op på 4.sal til værelse nr. 408. »Her er hun«, siger de, skubber hende ind og lukker døren efter sig.

Bag skrivebordet sidder Birkedal. Han rejser sig, kommer hen mod Dorthe og siger venligt: »Lille Dorthe, nu skal du bare fortælle mig alt om det, dine forældre går og laver. Hvis du fortæller mig alt, hvad du ved, får du lov til at tale med din far, og måske får du ham med hjem.«

Dorthe er ikke fars pige for ingenting. Siden ganske lille har hun hver eneste dag været usædvanlig tæt på sin far og fulgt ham i tykt og tyndt gennem de voksnes mærkelige verden. Sammen har far og datter opbygget et enestående tillidsforhold, en troskab og et kærlighedsbånd, som »Tæske-Hansen« ikke kan rive over.

»Jeg ved ingenting,« stammer Dorthe og husker instinktivt, hvad faren har sagt til hende, hun skal gøre, hvis sådan en situation opstår. Hun husker også noget andet, far har fortalt. Noget om et menneskes anvar for ting, der er meget større end én selv og sine forældre. Med fars ord: »Tavshed er guld. Forråd ikke dit land og os. Du kan risikere at blive skudt, men det skal du ikke være bange for, det gør ikke ondt. Du mærker kun et lille prik.«

Birkedal kommer på hårdt arbejde den dag. Skubber på et tidspunkt Dorthe hårdt ind i væggen. Tager også sin pistol og sigter direkte på hende, mens han langsomt siger: »Nu fortæller du mig, hvad du ved, ellers skyder jeg dig, mens din far ser på og ham bagefter, eller jeg skyder din far, mens du ser på og dig bagefter!«

Pigens mund er lukket med syv segl. Til sidst opgiver Birkedal og råber en ordre gennem døren. Kort efter kommer to mænd ind, slæbende på Dorthes far. De smider ham over ryggen på en stol. Dunte kan næsten ikke kende ham. Han ligner en gammel mand med ansigtet fortrukket af smerte og tøjet plettet af blod. Og nu begynder én af de torturscener, der var Birkedals varemærke. Med »Flodhestepisken« får Duntes far grundige bank fra nakke til fodsål, mens datteren tvinges til at se på denne fysiske og psykiske ydmygelse. »Kom nu, fortæl hvad du ved, mens din far hører på«, råber Birkedal nu og da til hende.

Både far og datter holder stand under den flere timer lange seance. Bevidstløs og blødende slæbes Georg Røssell tilbage til sin celle, mens Dorthe efter at have været tilbageholdt i syv timer, smides på porten med besked om selv at finde hjem. Hvad »hjem« så er for en størrelse på dette kaotiske tidspunkt i Dorthes liv, hvor faren dømmes til døden, men »benådes« med ti års tvangarbejde i

Tyskland. Og moren - kraftigt chikaneret af Birkedal - forsøger at tage sit eget liv. Som Dorthe Røssel 63 år senere rekapitulerer i sin bog:

»Jeg blev lukket ud af Shell-huset, og der stod jeg alene på fortovet, 10 år gammel, med ansigtet strimet af tårer. Jeg havde tisset i bukserne, jeg var sønderknust, det mest ensomme og lille menneske i hele verden.«

Duntes sidste aktion som frihedskæmper er redningen af de mange skjulte våben, ammunition og uniformer i familiens lejlighed og sommerhus, bl.a. en samling håndgranater i en tørvebunke nede i kælderen. I december 1944 bliver faren via Frøslevlejren overført til kz-lejren i Neuengamme. Han vender hjem igen med livet i behold i slutningen af maj 1945, men genforeningen med kone og datter er svær. Minderne nager. Kroppe og sjæle i familien Røssell er hårdt sårede. Til datteren siger faren én af de første dage efter hjemkomsten: »Dunte, den grimme oplevelse du og jeg havde på Shell-huset, den taler vi aldrig mere om. Vi skal begge to glemme den. Lover du mig det?«

Det gør hun. Men hendes far holder til gengæld ikke, hvad han lovede. Under retssagen mod Ib Birkedal Hansen, der indledes i maj 1948, og som ender med en henrettelse i 1950, vidner Dorthes far mod sin bøddel og fortæller hele historien om Birkedals brutale optræden over for far, mor og barn. Samme forår - altså i 1948 - bliver Dunte konfirmeret i Frihavnskirken. Blandt de mange gaver er der én, hun bliver særlig glad for. Ved familiefrokosten dukker et par gamle kammerater fra »Studenternes Efterretningstjeneste« op for at overrække den nu 14-årige pige det blå, røde og hvide armbind, danske frihedskæmpere bar efter befrielsen. Som en tak for den lille piges modige indsats under besættelsen. Dorthe Røssells forældre bliver skilt i 1952 og dør begge omkring 1990. Sytten år efter føler Dorthe Røssell endelig, at hun kan fortælle sin historie. En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.