Fremskridtets århundrede

Jan Guillou har med »Brobyggerne« indledt et kæmpe romanprojekt. Første bind er oplysende og underholdende, men savner psykologisk dybde og litterær værdi.

Foto: Torben Christensen

Det kræver format at annoncere, at man har tænkt sig at skrive en stor romanserie. For Jan Guillou er serieformatet ikke en ukendt størrelse - han har jo den lange thrillerserie om Carl Hamilton og tre-bindsværket om tempelridderen Arn bag sig. Alligevel kan man ikke undgå at blive lidt småbekymret, når man hører, at han har tænkt sig at bruge resten af sit skribentliv på serien, som skal beskrive det 20. århundrede - det store århundrede, fremskridtets århundrede, verdenskrigenes århundrede, som det også er blevet kaldt.

Projektet vækker jo mindelser om de store realisters og naturalisters favntag med den historiske virkelighed - Balzacs menneskelige komedie og Zolas Les Rougon-Macquart, og jo tak, den slags sukker anmelderne jo altid efter. Men kan Guillou løfte opgaven?

»Man savner noget kant, man som læser kan slå sig på.«


»Brobyggerne« tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet og slutter i 1819. De tre norske fiskerdrenge Lauritz, Oscar og Sverre mister deres far og sendes derfor til Bergen for at arbejde på rebslageriet. Her viser det sig, at de har nogle fortræffelige ingeniøranlæg, og da det lokale borgerskab er vældigt interesseret i at få bygget en togforbindelse mellem Bergen og Kristiania, beslutter man sig for at bekoste de tre knægtes uddannelse på det fine ingeniørakademi i Dresden - med den forventning, at de senere kan betale tilbage med timer ved tegnebrættet i fjeldene.

Drengene klarer sig flot til eksamen, men beslutter sig hver især for at bryde aftalen, de har indgået. Sverre fordi han springer ud som bøsse og hellere vil til England med sin adelige kæreste. Oscar fordi hans hjerte er blevet knust af en skøge, der bildte ham ind, at hun var en eksotisk prinsesse og franarrede ham hans penge. Lauritz, den ældste af drengene, fordi han har forelsket sig i en barondatter, hvis far vil, at Lauritz skal blive i Tyskland, hvis han skal have datteren.

Sverre forsvinder stort set ud af historien efter dette opbrud. Oscar tager til de tyske kolonier i Afrika. Derfor bliver det Lauritz, der skal indfri gælden på det kolde fjeld i Norge.

Det er, forstår man nok, en roman der sætter kontraster op imod hinanden og skaber et spænd, der til tider knager og brager i konstruktionen. Det fattige fiskerliv over for det fornemme ingeniørakademi; Afrikas varme over for det snedækte fjeld, osv. Man får masser af nyttig og interessant indsigt i såvel livet i Skandinavien, som i de tyske kolonier i Afrika i begyndelsen af århundredet. Guillou anlægger en vinkel, hvor Tyskland og tyskheden står som en positiv pol til det engelske og franske, som fremstår afstumpet og åndsfattigt, og set i lyset af den udvikling Tyskland går ind i i den følgende periode, er det et lovende og modigt set-up for efterfølgeren.

Men samtidig er det en temmelig kedelig affære at læse. Man føler sig aldrig rigtigt engageret i karaktererne, som savner psykologisk dybde og for ofte tenderer det stereotype. De norske gutter og mænd er så norske, at man nærmest lugter uldtrøjerne, og selvfølgelig er det den homoseksuelle Sverre, der har bedst forstand på den rette garderobe og de fine manerer. Endvidere hæver romanen sig sprogligt ikke ud af den lufthavnslitteratur, Guillou ellers har gjort sig i. Måden han fortæller på, er oftest svagt distanceret; han er iagttagende og registrerende, men også udglattende og polerende om man vil. Man savner noget kant, man som læser kan slå sig på, og man ønsker, at man ikke bare fik fortalt om, men faktisk sansede de rifter, Oscar pådrager sig under en løvejagt. Kort sagt - udmærket underholdning, men uden egentlig litterær værdi.