Så længe man har håbet om, at friheden, lykken, livet befinder sig lige rundt om næste gadehjørne, bevæger man sig fremad med nysgerrigheden og viljen i behold, man bryder op og bryder ud, lægger begrænsninger og indskrænkninger bag sig, higer og stræber efter det nye og bedre, formentlig bedre, indtil man opdager – som hovedpersonen i Mathias Énards fremragende roman »Tyvenes gade« – at det ene fængsel erstatter det næste. At tilværelsen – trods små lysglimt, sejre og sjov undervejs – er en dantesk vandring gennem dødsriget, at livet er en guddommelig (tragi)komedie.
Lakhdar er den unge mand, pilgrimmen, der med en sær gammelklog naivitet tager læseren ved hånden og guider én gennem tre sfærer, der kunne være Dantes Helvede, Skærsild og Paradis, men som i romanen inddeles i afsnittene »Stræder«, »Barzakh« og »Tyvenes gade« – hvor Barzakh er det arabiske ord for »barriere« eller tilstanden mellem døden og det hinsides.
Lakhdar har måttet flygte hjemmefra efter en ordentlig gang tæv af faren, der har taget ham på fersk gerning med den barmfagre kusine Meryem.
Længe lever han som tigger i Tanger, indtil hans gamle ven Bassam får ham med ind i en religiøs gruppe af mere eller mindre veluddannede mænd. Lederen, cheik Nouredine, ansætter Lakhdar som boghandler i foreningens religiøse boghandel, og her læser han både Koranen og krimier, han får stort set lov til at passe sig selv, mens de andre bliver mere og mere fanatiske.
Lakhdar ser dog ikke meget andet end sin egen navle, han har blikket rettet mod bryster og bøger – hovedsagelig krimier, som han ihærdigt forsøger at læse på fransk og spansk for at blive bedre til sprogene – og han registrerer kun halvt interesseret, at den arabiske verden omkring ham står i flammer, og at han og Bassam glider længere og længere fra hinanden.
Litterært lækkert
Lakhdar møder en dag spanske Judit, der studerer arabisk, og de forelsker sig hovedkulds, men forholdet er svært, og hans vej til hende i Barcelona er brolagt med forhindringer, frygt og farlige forbindelser.
Han mistænker Bassam og Nouredine for at stå bag terrorhandlinger, han flygter fra boghandlen, får job som digital indtaster af døde soldater fra Første Verdenskrig og tager hyre på et skib, der på grund af en konkurs strander i det sydlige Spanien. Han snyder sig ind i landet, får job hos en bedemand, Cruz, overværer dennes selvmord og flygter med pengekassen til Barcelona, hvor intet er lettere eller bedre, og hvor han ikke kan færdes frit af frygt for politiet.
Lakhdars mismodige – men også humoristiske – syn på menneskene er, at vi er som hunde, der gnubber sig op ad hinanden i vores armod, ruller os i sølet og er parate til hvad som helst for en luns kød eller et råddent kødben.
Som i Joseph Conrads »Mørkets hjerte« afdækker han nedbrydningen af den menneskelige moral. Cruz levede – lige som Conrads sælsomme figur Kurtz – af døden og det dunkle, og selv om det lyder mørkt og mistrøstigt, er det (også) let og legende og litterært lækkert, med fine doseringer af henvisninger, metaforer og symbolik. Og med en gavmild øsen af forfatterens viden om arabisk og spansk politik og poesi.
Titel: Tyvenes gade. Forfatter: Mathias Énard. Oversættelse: Jesper Tang. Sider: 320. Pris: 249 kr. Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag.
