Franskænd og fordomme

Fordomme er til for at blive aflivet. Paradokset er så bare, at i det omfang, man sætter sig for at aflive fordomme, bekræfter man samtidig deres eksistens.

Dette gælder selvsagt også, når man sætter sig for at orientere potentielt fordomsfulde danskere om franskmænd og deres gøren og laden, så det er en delikat balancegang, Politikens lederskribent Bjørn Bredal er ude i i sin lille bog »Undskyld mit franske. Frihed, lighed og utroskab?«. Ifølge bogen er franskmændene, (eller de franske, som Bredal kalder dem), ifølge vores fordomme bl.a. både mere arrogante og libidinøse, end vi selv er, og pointen er da, at sandheden er mere nuanceret end som så, og det er jo ikke så overraskende. Men pyt. På sine egne præmisser er bogen en fin gennemgang af sider af det franske, set med øjne, der er danske. Grundmaterialet er artikler til Politiken, skrevet under sidste års Tour de France, og den journalistiske lethed er intakt. Substans i kortform. Ikke så ringe.