Den herboende franske tegner Thierry Capezzone har tidligere lavet tegneseriealbum om H.C. Andersen og Dronning Margrethe, og har nu kastet sig over endnu et dansk ikon, nemlig sangeren Kim Larsen.
Hans tegneseriealbum »Kim« kommer på gaden i næste måned, og handler blandt andet om Kim Larsens barndom og dannelsen af Gasolin’.
Ideen til albummet opstod under en samtale med tegnerne Henrik Rehr og Simon Petersen efter sidste års tegneseriemesse i København, hvor Simon Petersen blev hyret som manuskriptforfatter.
Den franskfødte Thierry Capezzone lærte allerede Kim Larsens musik at kende i Frankrig, da han datede derboende danske au pair-piger.
»Jeg kunne ikke forstå teksterne, men var ret glad for hans musik. Da jeg flyttede til Danmark og begyndte at lære dansk, var hans tekster noget af det første, jeg oversatte,« siger Thierry Capezzone, der fandt Kim Larsens barndom og ungdom i 60erne og 70erne særligt spændende at skildre i tegninger.
Thierry Capezzone har tidligere fået udgivet en række fiktionaliserede historier om H.C. Andersen, samt en biografisk tegneserie om Dronning Margrethe i to dele, hvor første del »Daisy«, blandt andet handlede om hendes fødsel, kort efter at Tyskland besatte Danmark, mens anden del handlede om tiden efter hendes indsættelse som regent i 1972.
»Kim« sætter et nyt perspektiv på sangeren, idet den blandt andet beskriver forholdet mellem Kim Larsen og sangerens far.
»De fleste kender kun toppen af isbjerget, når det drejer sig om Kim Larsen. Jeg var selv overrasket over den komplekse psykologi, der er i historien,« siger Thierry Capezzone.
»Kim« udkommer i næste måned på forlaget Donovan Comics.